To timer af mit liv, jeg aldrig vil have igen

Jonas Siig
Dec 9, 2016 · 3 min read

Jeg fornemmede allerede katastrofen lure, da den ultimative lyddesignkliché “spætten som lydbillede på skoven” blev eksekveret adskillige gange i løbet af filmens første par minutter, men der findes ingen konstellationer af ord, på noget sprog jeg taler, der helt kan gribe det åndelige armod ved rædselskabinettet Captain Fantastic.

Viggo Mortensen, titelfiguren, bor sammen med sine seks overmenneskebørn ude i en skov, hvor de lever et liv, der afspejler det liberale Amerikas purt opspundne forestilling om det romantiske, smukke og frie prepperliv. Familien henkoger mad, jager dyr og er beskidte på den helt rigtige måde, hvor de selvfølgelig stadig er lige til at kramme. Kun sjældent kører de i deres gamle skolebus ind til den lokale by, men fordriver i stedet tiden med hård fysisk træning, kvantemekanik og litterære klassikere. I skoven drikker de regnvand fra en tilsyneladende algefri palletank og sover i en teepee, som de antageligvis må være psykotiske for at tro, de kan holde varmen i om vinteren.

Der er en helt unik vulgaritet ved filmen, som da Viggo tager børnene på roadtrip til civilisationen, og de selvfølgelig ikke har hørt om cola, Adidas og computerspil. Et gyldent lorteøjeblik udspiller sig, da filmen påtager sig det obligatoriske outsider-klarsyn og lader børnene forbløffes over, hvor fede og ulækre alle andre mennesker er.

Filmen er ikke bare så dårlig, at den er dårlig igen — den fremmaner selve oplevelsen af at blive indemuret levende, skrigende i Signe Wennebergs underbevidsthed. Intet er virkeligt, alt er sterilt som en filmatisering af billederne i et havekatalog. På et tidspunkt spiller Viggo sækkepibe, og det blev simpelthen så grumt og infernalsk, at det vækkede min kat, der prompte stak af. Godt for ham, i øvrigt.

Ingen lort er fuldbyrdet klam uden den slimede og klæge fuppethed, der klæber til alt i Captain Fantastics fetichering af middelmådighed-præsenteret-som-ophøjethed, som fx da den ældste søn møder en jævnaldrende pige på en parkeringsplads:

“What’s your name?”
“Bodevan”
Bodevan? What kind of name is that?”
“It’s unique. There’s only one of us in the whole world.”
“That’s weird.”

De er med andre ord fuldstændig identiske i deres uniforme uniqueness. Nej, det er ikke “weird”— det er fucking åndssvagt!

Filmen er en overvældende grotesk hyldest til alt, hvad der er “unikt”, pseudo-agtigt og dumt, som da familien på opblæst, lobotomiseret vis fejrer Noam Chomsky Day. Det kan dårligt være andet end en form for parodi. At lide synet af Captain Fantastic er på alle måder en enestående oplevelse, en slags mirakel med omvendt fortegn; den endnu sjældnere -1/6, der svarer til selv at blive fanget af en enhjørning.

Hvis man skal frembringe noget kunstigt, noget oprigtigt forlorent, så vil man have allermest held med sit foretagende, hvis man prøver at lave noget ægte, men døvstumt nægter at fatte, at alt, hvad man tror på, er forkert og idiotisk. Dét er Captain Fantastics største brøde, og det eneste ægte er den kompromisløse forløjethed, som særligt indkapsles af slutscenen, hvor familien, knokkelskæve af idioti og børneeventyr, brænder deres afdøde mor på et bål. De spiller musik og synger og griner, og ikke et øjeblik falder det filmskaberne ind, at råddent, brændende kød i virkelighedens verden stinker ad helvede til.

    Jonas Siig

    Written by

    Søren Ryge og Arthur Schopenhauer går ind på en bar...