Ungt og nervøst velour
Det er svært at stå stille i de kulørte lampers skær, når bandet Velour onsdag aften giver koncert på Godsbanen. Det hele er lidt tilfældigt i drengenes nervøse velourunivers.

Det er rystende hænder, sved og rødvin, der går på runde imellem de fem bandmedlemmer i Velour. ”Hey!” og endnu en af bandets venner eller veninder træder ind i publikumsmassen foran scenen på Godsbanen. Der er fem minutter til showstart. Gustav Marcus Lauesen kalder drengene til sig. De står en i tætpakket cirkel. Nu er det nu. Nu skal tonerne om uforløst kærlighed, sex og en sæl ved navn luffe sprede sig på Godsbanens rustikke betonbakke. På den sidder publikum spændt og venter.


Rødhårede drenge fra Ry
”Det startede med, at du brød ind i vores musiktime. Jeg husker dig tydeligt, fordi du også har rødt hår, ligesom mig,” lyder det fra Gustav Marcus Lausen. Han smiler til sin ven, den også rødhårede Nicolas Bruun Ravn.
De startede bandet Velour for to år siden, og det er opkaldt efter deres ven Emils bukser.
”Han havde fået de her nye velourbukser. De var bare bløde og lækre, så vi vidste, det var dét, vores band skulle hedde,” fortæller Nicolas.
Senere er numre som ”Do I Know” og ”Hey Boy” blevet til på Gustavs værelse i Ry.

Gustav flytter ind
Lyskæderne blinker, et lille fjernsyn er stablet på toppen af tre VHS-bånd, og to kulørte lamper roterer rundt.
”Vi har stort set hele mit værelse med op på scenen, så bliver det lidt mere hjemligt og hyggeligt,” fortæller Gustav.
Nu bliver scenen lyst op med spots fra hver side. Lyset rammer den tomme scene, og bandet træder frem. Cahlo Heyman på Guitar, Mads Mølbach på bas, Nikolaj Bangsgaard på trommer, samt Gustav Marcus Lauesen og Nicolas Bruun Ravn på i forgrunden.
”Hvad så headroom!” lyder det fra Gustav, som sitrer af nervøsitet.
”Jeg bliver altid træt, men samtidig rastløs når jeg er nervøs. Det forsvinder heldigvis efter et par numre,” lyder det fra Gustav.


Vi skal være rige og berømte
Pigerne forrest i publikumsrækken vugger frem og tilbage. Især en pige kan alle sangene fra koncertens start til slut: ”Spil nu ’I DO KNOW” lyder det fra hende. ”Nej virkelig, det havde vi ikke planlagt,” lyder det fra Nikolas. Han slår på tamburinen lidt tilfældigt.
”Vi skal bare blive rige og berømte. I virkeligheden er det bare, fordi vi gerne vil købe masser af Velour,” griner Nicolas.
For ham er Velours musik og univers det tilfældige, det venskabelige og det hyggelige.

