Om at have flyskræk, om at drikke cortado i Madrid, og om at løbe en tur i Madrid

Madrids mest eksklusive område med Gran Via til højre.

Real Madrid er sikkert det første mange kommer i tanke om, eller forbinder med Spaniens hovedstad Madrid? Ikke jeg, faktisk kunne jeg ikke være mere ligeglad, moderne fodbold er komplet uinteressant og ligegyldigt. Det her kommer på ingen måde til at handle om fodbold, men derimod drømmen om at opleve Madrid med løbesko på, om at løbe marathon i Madrid i 2018.

Egentlig er jeg bange for at sætte mig op i en flyvemaskine, det begrænser mig, jeg skal tage tilløb før jeg tør. Faktum er jeg hader det inderligt, jeg hader at opholde mig i en flyvemaskine. Jeg er sat udenfor indflydelse deroppe højt over jorden, jeg er uden kontrol. Jeg vil gerne have kontrol, jeg vil gerne have medbestemmelse.

Hvor drikker jeg min kaffe?

Noget af det første jeg går i gang med at undersøge når jeg planlægger en ny rejse er, hvor serverer de den bedste kop kaffe, hvor drikker de lokale deres kaffe? Jeg gider ikke gå forvirret rundt, og ende op med en kop tilfældig middelmådig kaffe.

Hos Toma Café rister de selv kaffen. Adresse: Palma 49, Madrid.

Rutiner, gentagelser. Altid det samme mønster.

Ellers bliver jeg forvirret, det dræner mig for energi. Vågne, stå op. Spise morgenmad, drikke kaffe, alt sammen i et tempo hvor jeg er med mentalt. En langsom start på dagen.

Madrid er med sine 3,3 mio, indbyggere i selve byen — altså uden de omkringliggende forstæder — Europas tredjestørste by efter London og Berlin. Det var jeg ikke klar over, det betyder chancerne for ar fare vild er til stede. Jeg ved ikke noget bedre end at blive væk for en stund, i en fremmed by, på det punkt holder jeg af at miste kontrollen.

Jeg kan få timer til at gå med bare at sidde og iagttage mennesker, rejse mig fra bænken, måske gå videre til næste bænk, for at sætte mig igen, observere, drikke en kop kaffe. Måske spise en let frokost. Altid på et lille spisested, helst et sted der ikke er indvaderet af turister. Det er en del af mine rutiner, mine gentagelser. Altid det samme mønster.

Nåmen jeg skal vel også løbe en tur?

Jeg har altid mine løbesko med når jeg er rejst hjemmefra, når jeg er væk i mere en to dage. Tanken om ikke at kunne løbe en tur når jeg har lyst; bare fordi jeg ikke har nogle løbesko med, fordi jeg skulle følge et løbeprogram slavisk, eller fordi det skal passe ind i nogen andres planer? Den situation vil jeg aldrig tillade mig selv at ende i, jeg løber når jeg har lyst. Faktisk er den bedste måde at opleve nye steder på med løbeskoene på.

Drømmen om marathon i Madrid lever, drømmen er kun lige startet med at blive drømt. Jeg vil overvinde min flyskræk så jeg kan komme afsted, jeg vil ikke lade mig begrænse..

One clap, two clap, three clap, forty?

By clapping more or less, you can signal to us which stories really stand out.