Roadtrip til Esbjerg: 17’eren glemmer de ikke lige med det samme !

Lørdag 8. april.

Klokken er 05:00 væggeuret har lige ringet. Egentlig er jeg ikke ret vild med at stå tidlig op, jeg vil gerne sove længe, jeg er en langsom starter. Jeg kan godt lide at tingene sker langsomt i weekenden, jeg kan godt lide de stille morgenener. I dag er det anderledes. Jeg skal til Esbjerg med vildbasserne, vi skal løbe den 17. udgave af Vognbølparkens Marathon.

De sidste informationer inden start. (Copyright: Actionfoto.dk)

Stemningen er løssluppen i bilen, vi glæder os til mødet med det fremmede. Vi bevæger os frem mod ukendt terræn, ingen af os har før løbet i Vognbølparken i Esbjerg. Der lugter ikke af fisk i Esbjerg, faktisk ved jeg ikke om der nogen sinde har gjort det? Offshore, windpower og Maersk Oile & Gas er i dag drivkraften i Danmarks femtestørste by.

Vi ankom til startområdet i god tid. Vi kan godt lide at komme i god tid, at komme i sidste øjeblik er ikke vores stil. Omklædning i det fri på parkeringspladsen. Vi skal have vores lyserøde trøjer på, de lyserøde trøjer med ’Lars Bloch Briller’ påtrykt foran. De lyserøde trøjer som skabte en del opmærksomhed resten af dagen. Lad mig sige det som det er: Kvinderne var vilde med dem, mændende ikke så meget. Men mest fordi de så hvad det gjorde ved deres kvinder.

Det er nu kære læser du spørger, hvordan var løbet så? Naturligvis, alt andet vil ikke give mening. I den her (løbe)verden, ligesom alle andre steder vi bevæger os, er der mennesker vi vælger til, og nogle vi vælger fra, det er ganske logisk. Jeg vælger Esbjerg til..

Vildbasser på ruten. (Copyright: Actionfoto.dk)

Vi blev modtaget som den bedste ven, man ikke har set i flere år. Der blev sågar arrangeret bad til os efter løbet, på en af de andre løbers arbejdsplads. Der blev givet pausekrammere ude på ruten, samme sted med meters nøjagtighed, to steder på hver omgang.

Ruten skal løbes 6 gange, altså 7 km lang. For det meste på grusstier, det passer mig storartet. Asfalt får jeg nok af til daglig, alt hvad jeg får i rigelige mængder keder mig i længden.

Protip: Bestil trygt en normal menu på ‘The Diner’

Naturligvis skulle vi have burgermad på vej hjem. ‘The Diner’ klods op ad E45 nordgående ved Vejle var det oplagte valg, det perfekte valg. Selvfølgelig skulle vi have store menuer, vi er selvfølgelig bange for ikke at få nok. Det fik vi, nok, der var alt for meget mad. Lektien til næste gang må være: Bestil en normal menu og en stor sodavand, jeg købte milkshake i stedet for sodavand, jeg elsker milkshake. Det slukker bare ikke tørsten, og jeg savnede i den grad noget det kunne hjælpe med at få fritterne til at glide nemmere ned.

Det er fedt at komme på tur, det er fedt at se noget andet, det er fedt at møde nye mennesker. Jeg elsker mit løbeliv, shit jeg får noget på opleveren.

Like what you read? Give Kaspar Fuglsang a round of applause.

From a quick cheer to a standing ovation, clap to show how much you enjoyed this story.