Der er oversættelse, og så er der oversættelse …

af Kirsten Marie Øveraas og Anne Simonsen

I et par år har Anne og Kirsten sludret på Twitter om løst og fast, men især om alt hvad der har med sprogglæde og oversættelsesnørderier at gøre. De er nemlig begge to oversættere, men alligevel laver de noget helt forskelligt. Anne er cand.ling.merc. i engelsk, statsautoriseret translatør og tolk, og hun oversætter regnskaber, administrative tekster og især juridiske tekster. Kirsten er cand.mag. i engelsk, og ud over at have undervist på universitetet og skrevet bogen ‘Ti Faldgruber – oversættelse for ikke-oversættere’ er hun
billedmedieoversætter, altså laver undertekster til tv fra både svensk, norsk og engelsk til dansk.

Men er det overhovedet det samme, de to oversættere laver, når de oversætter så forskellige ting som lovtekster og sitcoms? Anne og Kirsten mødtes en vinterdag og fik en snak om forskellene på og lighederne mellem deres oversættelsesjobs.

Kirsten: For nu at starte der, hvor jeg tror, vores oversættelsesdiscipliner adskiller sig meget fra hinanden: En stor del af min arbejdsglæde finder jeg i at skulle oversætte ordspil, humoristiske udtryk, sjofle vittigheder osv. Det lyder måske lidt useriøst, men det er vildt svært at skulle være sjov på kommando, på skrift og inden for det begrænsede antal anslag, man har til rådighed på tv-skærmen. Og samtidig er det jo enormt kreativt at skulle finde på en oversættelse af “don’t get your knickers in a twist” eller af et ordspil på “turkey” (kalkun) og “Turkey” (landet) – men underteksten må helst ikke blive så højtråbende kreativ, at den fjerner fokus fra det vigtigste, nemlig det, der sker på skærmen.

Ordspil og vittigheder tror jeg ikke, der er så meget af i dit arbejde. Hvor finder du din arbejdsglæde?

Anne: Nej, det er der ikke så meget af i mit job. Det, der kommer den slags nærmest, er nok, når jeg får til opgave at oversætte en trussel, som en eller anden mistænkt eller tiltalt anklages for at have fremsat, hvor jeg selvfølgelig skal ramme sprogtonen men stadig oversætte formuleringen så ordret som muligt. Det sker, men det er ikke ret tit, og jeg kan heller ikke her tillade mig ret meget “kreativt”.

De tekster, jeg oversætter, er oftest nogle, som befinder sig “bag kulisserne”, om man så må sige. Så jeg får ofte indsigt i forhold, som ikke er offentligt tilgængelige, og som jeg ikke må fortælle detaljer om til nogen. Juridiske tekster kan jo faktisk handle om hvad som helst, så jeg kommer omkring mange forskellige emner. På det seneste har jeg f.eks. været omkring grindefangst, narkosmugling, massefyringer, grænseoverskridende virksomhedsfusion, testamente, biotech og skilsmisse- og dødsattester. Jeg har også haft til opgave at oversætte drabsdomme, som indeholdt detaljerede medicinske beskrivelser af ofrenes læsioner. Det er nok min version af at oversætte en krimi – forskellen er bare, at her er det noget, der virkelig er sket. Det skal man lige kunne abstrahere fra, men det er faktisk noget af det, der giver mig størst arbejdsglæde, fordi det giver indsigt i områder, som man ellers ikke bare lige får adgang til. Og så kan jeg også godt lide den regelrette, pernittengrynede sproglige omhyggelighed, som er påkrævet i mit arbejde.

Det kender du vel også til – det med at skulle abstrahere fra voldsomme detaljer i det, du skal oversætte? Tv er jo ikke altid fiktion, selvom vi måske er mange, der først tænker på film og tv-serier, når vi tænker på underteksteres arbejde.

Kirsten: Ja, det kender jeg bestemt. Lige i starten af min karriere oversatte jeg for eksempel nogle afsnit af en reality-serie om en plastikkirurg, og de der fedtsugninger er altså hård kost at se på. Og det kan fiktion sådan set også være – jeg oversætter al slags tv, så der er både gysere, splattere og selvfølgelig hjerteskærende beskrivelser af mord, incest og andre forfærdelige ting. Tilfældigvis har jeg aldrig oversat pornofilm, men der kan godt være nogle hede sexscener engang imellem, som er lidt sære at sidde og se på i arbejdstiden.

Men uanset hvad det er for et program, skal det jo oversættes godt – min personlige smag skal ikke have nogen indflydelse på mit produkt, og på den måde kan man sige, at jeg altid skal abstrahere fra indholdet. Ligesom at du skal oversætte en lovtekst korrekt, uanset om du er enig eller uenig i den. Og “dårligt” tv kan faktisk tit være meget sværere at oversætte end velproduceret, lækkert tv, hvor skuespillerne kan spille skuespil, og replikkerne er veldrejede. Noget af det sværeste, synes jeg, er reality-tv, hvor folk råber ad hinanden, det er klippet hurtigt og lyden er dårlig. Det er helt klart noget af det mest udfordrende at lave undertekster til, og på den måde kan det være meget sjovere at oversætte end en stilfærdig oscar-film.

Kirsten: Jeg nævnte kreativitet før i forbindelse med at lave undertekster. Opfatter du egentlig din slags oversættelse som et kreativt arbejde?

Anne: Jeg ser ikke mit arbejde som kreativt på samme måde som dit eller en skønlitterær oversætters. Alligevel skal jeg tænke kreativt i den forstand, at jeg skal have sproget til at flyde bedst muligt og undgå, at noget kan misforstås. Det kan for eksempel være, når jeg oversætter en skilsmissebevilling, hvor der i øverste højre hjørne står “Genpart” på originaldokumentet, og der samtidig er et rødt “KOPI”-stempel på. Begge dele ville man umiddelbart oversætte til engelsk med “copy”. Men det ville give et misvisende billede, hvis der stod “copy” to gange i den engelske tekst. Derfor vælger jeg at oversætte “genpart” med “transcript”, fordi jeg ved, at begge ægtefæller får udleveret et eksemplar af skilsmissebevillingen, og man derfor skriver “genpart” på, fordi der dermed er to originaldokumenter. En genpart er i dette tilfælde altså ikke en kopi på samme måde som en fotokopi. Derfor synes jeg, at “transcript” er en bedre beskrivelse af dokumentets funktion, nemlig som en udskrift som bevis på, at parterne er blevet skilt. Men som med de fleste andre valg, man foretager som oversætter, så kunne der sagtens være adskillige andre oversættelsesforslag, som ville være lige så gode eller bedre, alt efter hvem man spurgte.

Kirsten: Ja, man kan måske sige, at min kreativitet kan lave lidt større armbevægelser end din – selvom vi jo begge to er bundet af en loyalitetskontrakt over for afsenderne af de tekster, vi oversætter, uanset om det er en cheesy tv-serie eller regnskabsnoter. Jeg nævnte oversættelse af ordspil og vittigheder, som virkelig kan kræve en stor kreativitet, og i det hele taget kan man sige, at undertekster – især når det gælder undertekstning af fiktion – tit handler om at formidle en betydning frem for at lave meget korrekte oversættelser. En tilsvining som “fucking hell” kan sagtens blive til “for fanden da”, som er et lige så kraftfuldt udbrud på dansk, men som jo ret beset er en temmelig upræcis oversættelse.

Samtidig har jeg jo nogle meget stramme tids- og pladsbegrænsninger, der gør, at jeg ikke bare kan skrive derudad. Især hvis nogen taler hurtigt, og der derfor er meget kort tid til at læse underteksten. Så kan jeg sagtens oversætte “We gotta go now! Come on!” til “Kom!”– og det må jo siges at være en temmelig fri, “kreativ” oversættelse. Så man kan måske sige, at du har den frihed, det giver, at du ikke skal slås med meget stramme pladsbegrænsninger, men til gengæld er det meget vigtigere inden for dit felt, at du laver meget præcise og korrekte oversættelser. Så dér har du en meget mindre grad af frihed, end jeg har i underteksterne.

Anne: Sjovt, for hvis jeg i en juridisk tekst mødte formuleringen “We gotta go now! Come on!” (det kunne f.eks. være i en vidneforklaring fra en dom), så kunne jeg aldrig drømme om kun at skrive “Kom!”, for det ville være et alvorligt brud på min loyalitetskontrakt at udelade noget. Jeg ville skrive “Vi skal afsted nu! Kom!”.

Anne: Jeg har som regel ikke pladsbegrænsninger, når jeg oversætter, hvilket er meget heldigt, når det er yderst vigtigt at få alle detaljer med, og kildesætningen er på 20 linjer eller mere, ligesom den jeg nævnte i mit tweet. Dog kan jeg nogle gange være begrænset af, at jeg skal overholde sideskift, så original og oversat tekst ligner hinanden mest muligt. Det kan f.eks. være, hvis oversættelsen skal bruges i retten – så skal alle være “på samme side”, når der henvises til en bestemt passage. Men jeg løser eventuelle pladsproblemer ved at fifle lidt med linjemellemrum og fontstørrelser. Hvordan har du det med at arbejde med så stramme pladsbegrænsninger, som du gør? Hvordan tackler du det?

Kirsten: Ha, det er sjovt, at du skal overholde sideskift. Det er et meget praktisk hensyn, du skal tage der. Pladsbegrænsningerne er en så integreret del af undertekstning, at jeg ikke rigtig har en holdning til dem. Jo, jeg kan godt sidde og bande, når jeg er nødt til at nævne “general Hasselwulf-Birgenfeldters masseødelæggelsesvåben”, men maks må have 37 anslag på linjen – og en sætning må i øvrigt helst ikke løbe over mere end to undertekster, så det er 148 anslag i alt. Men det er også en af de ting, der gør det udfordrende og sjovt at lave undertekster. Det er beslægtet med at lave krydsogtværs, fordi man ikke bare skal finde en god oversættelse, men tit også finde en, der kan være på den plads, der er til rådighed. Eller også skal man skabe plads til den, enten ved at kode teksterne anderledes (f.eks. dele en lang undertekst op i to korte eller ændre på opdelingen af en dialog), eller man kan kondensere noget andet i sætningen ud, så der bliver plads til det uomgængelige, lange ord. Jeg tænker tit, at det er helt umuligt, men det løser sig alligevel altid til sidst – og det skal det jo også gøre.

Anne: Jeg er glad for, at jeg ikke også har pladsbegrænsninger. Til gengæld har jeg en masse terminologi, som det er vigtigt, at jeg oversætter korrekt og ens. Jeg har også mange faste vendinger, som skal oversættes (næsten) ens hver gang. Jeg kan også være bundet af tidligere oversættelsesvalg i samme sag eller den terminologi, der er valgt i f.eks. EU-direktiver. Derfor bruger jeg oversættelsesværktøjet memoQ i mit arbejde. Det fungerer som en database med alle mine tidligere oversættelser plus referenceoversættelser, som man slår op i. Du har vel også faste vendinger, der skal være ens fra gang til gang, f.eks. i en længere tv-serie? Hvordan sikrer du det?

Kirsten: Det er ret forskelligt i undertekstningsbranchen, hvordan man håndterer at koordinere terminologien f.eks. mellem afsnit af en serie, som man meget ofte er flere, der deler. Hos Subline, som jeg arbejder (mest) for, har vi en stor, intern hjemmeside med ordlister til de forskellige serier, hvor man kan slå terminologien op. Og så har vi ikke mindst en fast kontrolkører på de store serier; altså en, der ser samtlige afsnit igennem og sørger for, at terminologien er den samme, og fanger alle de referencer, der altid er til ting, der er sket i tidligere afsnit. Jeg har selv været kontrolkører på en britisk ungdoms-soap, der hedder Hollyoaks. Over tre-fire år så jeg over 600 afsnit igennem og holdt styr på, hvem der var hvis onkel/søster/forbyttede tvillingebror, og ikke mindst hvem der havde knaldet med hvem. Det havde jeg ikke lige forestillet mig ville blive en del af mit arbejde, da jeg blev færdig fra universitetet i sin tid.

Anne: Haha, det lyder da også som en ret sjov ting at få penge for! Jeg ser jævnligt tv-serier, som jeg anser for fagligt relevante, og hvor jeg føler, at jeg også er lidt på arbejde, når jeg ser dem. Da jeg så The Wire og House of Cards sad jeg f.eks. klar med pen og papir til at tage noter til nyttige vendinger til min egen personlige ordliste, som jeg kalder “That’s a good wending”. Kan jeg komme i nærheden af engelsksprogede romaner, som foregår i eller omkring en retssal, så kommer de højt på min læseliste. Senest har jeg læst Ian McEwans The Children Act, som har en kvindelig dommer som hovedperson, med stor fornøjelse – og helt sikkert med andre briller end de fleste.

Kirsten: Lidt apropos: Har du nogensinde prøvet at oversætte skønlitteratur? Eller kunne du tænke dig at gøre det?

Jeg har ikke selv oversat skønlitteratur professionelt, men jeg har oversat kortere tekster, der mindede om. Især ‘Vin og sushi’, en norsk (!) kogebog, jeg oversatte for nogle år siden, som havde nogle meget lange, maleriske passager om sushi, vin, Japan osv. Og jeg kunne virkelig mærke, at selvom jeg er vant til at lede efter måder at udtrykke sproglige nuancer på osv., var det faktisk svært for mig, at jeg havde uendeligt meget plads at brede mig på. Det føltes helt forkert, at jeg ikke var nødt til at kondensere for at kunne klemme teksten ind på en skærm. Jeg fik rystet følelsen af mig, men jeg følte lidt et WHUSH af frihed engang imellem, når jeg indsatte en forklaring eller brugte to ord til at udtrykke noget, der blev sagt med ét i kildeteksten. Det ville helt sikkert være sundt for mig at oversætte skønlitteratur ved siden af min undertekstning, ligesom flere af mine kolleger gør, f.eks. Amos Oz-oversætteren Hanne Friis, Tintin-oversætteren Niels Søndergaard og Murakami-oversætteren Mette Holm. Ligesom det føles sundt, når jeg engang imellem underviser og holder foredrag. Det er rart at blive rystet lidt ud af rutinerne.

Anne: Nej, jeg plejer at sige, at skønlitterær oversættelse bestemt ikke er noget, jeg kan finde ud af. Jeg føler ikke selv, at jeg har evnerne til den der kreative og frie måde at formulere sig på. Men jeg har da ofte fantaseret om at være undertekster, for jeg er misundelig på alt det tv, I får penge for at se :-) Og så har jeg altid beundret jer dygtige undertekstere, som får det hele til at flyde, så man knapt lægger mærke til, at det er oversat. Det gad jeg godt kunne.

Kirsten: Beundringen er bestemt gensidig. For hvis jeg laver en fejl i en undertekst, får jeg måske en seerklage og skammer mig som en hundehvalp. Men hvis du laver fejl, kan det få virkelige og alvorlige konsekvenser, ikke? Hvordan sikrer du dig mod fejl? Og er det ansvar ikke frygteligt nervepirrende?

Anne: Jo, det kan godt være nervepirrende indimellem. Derfor er det jo vigtigt at være grundig og også læse grundig korrektur. Her er måske en af de vigtigste grunde til, at man som juridisk oversætter på papiret får en bedre betaling pr. ord eller linje, man oversætter. Ofte får man en kyndig kollega til at læse korrektur for at fange både småfejl og alvorlige svipsere. Men man kan ikke sikre sig hundrede procent mod fejl, og derfor har jeg også tegnet en erhvervsansvarsforsikring, så jeg er sikret økonomisk mod eventuelle krav fra kunder. Jeg har dog aldrig været ude for noget, hvor det har været i nærheden af at blive til en sag med krav om erstatning. Oftest har opdragsgiver jo også en form for ansvar for indholdet i oversættelsen, da det er dem, der arbejder videre med den. Omend det er på hver vores måde, så er vi nok begge ofte udsat for, at folk har en holdning til vores valg af oversættelse, fordi vi oversætter til og fra sprog, som mange har kendskab til. Hvordan har du det med det?

Kirsten: Ja, du har helt ret i, at folk har en holdning til vores fag, og det mærker jeg meget tydeligt som undertekster – folk skal altid lige fortælle om en dårlig undertekst, de så engang i 80’erne i en film, de ikke kan huske titlen på, når jeg fortæller dem, hvad jeg laver. Og det kan godt være irriterende sådan at skulle stå på mål for ukendte kollegers mulige fejl, men det er faktisk også ret fedt, at folk sådan har en holdning til mit fag og bemærker, når det ikke er godt nok udført.

Og det er jo nok også derfor, at jeg tager mit arbejde så alvorligt, selvom det ret beset ikke er lige så vigtigt, som dit er – jeg kan ikke komme til at forårsage, at en retssag bliver afgjort forkert eller at et årsregnskab bliver misvisende. Men jeg ved, at der er mange tusinde mennesker, der kigger med, hvis jeg oversætter en film, der bliver vist på DR i bedste sendetid, og jeg føler faktisk et stort ansvar både over for dem, der har produceret filmen, og over for de seere, som jeg skal være med til at give den bedste mulige seeroplevelse. Og også for at skrive et korrekt sprog, som beviseligt påvirker læse- og sprogindlæringen for f.eks. børn og folk, der er ved at lære dansk. Så ja, undertekstningen kan faktisk også være ret nervepirrende. Det er jo det, vi altid siger: Så forskellige er vores oversættelsesdiscipliner alligevel ikke.

Anne Simonsen er cand.ling.merc. i engelsk fra CBS og translatør og tolk i engelsk. Hun er specialiseret i oversættelse af juridiske tekster, men oversætter også bl.a. regnskaber og administrative tekster. Anne er en del af kontorfællesskabet Alpha-Lingua, som tæller syv translatører, der alle arbejder mest med juridiske tekster.
Hjemmeside: alpha-lingua.dk/profile/anne-simonsen/
På Twitter: @tutmarie

Kirsten Marie Øveraas er cand.mag. i engelsk og bogaktuel med ‘Ged eller mammut? Om at oversætte’, som bl.a. rummer bidrag af Sara Koch, Morten Visby m.fl. samt forord af Thomas Harder. Hun har i over 12 år arbejdet som undertekster, holder foredrag om oversættelse og undertekstning og blogger på www.kirstenmarie.dk/oversat. I 2015 modtog hun FBO’s Teksterpris.
Hjemmeside: www.kirstenmarie.dk
På Twitter: @kirstenmarie

--

--

Ny bog på gaden: “Ged eller mammut? Om at oversætte?” med bidrag af Sara Koch, Morten Visby m.fl., forord af Thomas Harder: http://www.gedellermammut.dk

Get the Medium app

A button that says 'Download on the App Store', and if clicked it will lead you to the iOS App store
A button that says 'Get it on, Google Play', and if clicked it will lead you to the Google Play store
Kirsten Marie Øveraas

Ny bog på gaden: “Ged eller mammut? Om at oversætte?” med bidrag af Sara Koch, Morten Visby m.fl., forord af Thomas Harder: http://www.gedellermammut.dk