Fem ting, du ikke ved om undertekster

Du er sikkert en garvet læser af undertekster. Danskerne ser i hvert fald tv med undertekster i timevis hver eneste dag, og undertekstning er en af de ting, der virkelig kan få folk op i det røde felt, når der ryger en bøf — som en grov undertekstningsfejl hedder med et fagudtryk — over skærmen.

Men her er fem ting, som du måske ikke ved om undertekster:

1. Det tager vildt lang tid at lave undertekster.

I hvert fald hvis underteksterne skal være gode — så tager det en hel dag at oversætte et program på 25–30 minutter. Det vil sige, at en spillefilm tager tre-fire hele arbejdsdage at arbejde sig igennem for en rutineret og dygtig undertekster. Men så sidder teksterne også lige i skabet og gengiver både hvad der bliver sagt (og det kan kræve en hel del research at forstå, også selvom man er en toptunet sprogekspert; mere om det senere), og hvordan det bliver sagt (“Get the fuck out of here!” skal ikke oversættes til “Forsvind”, men nærmere til “Skrid nu, for helvede!”).

Og der er en ting til, der gør, at underteksterne tager lang tid at lave: De skal nemlig kodes ind og ud på skærmen med en frame(= en 25.-del af et sekund)s nøjagtighed, så underteksten kommer på skærmen, præcis når folk siger det, der står.

Så nej, vi undertekstere ser ikke sindssygt meget fjernsyn. På en almindelig arbejdsuge kommer vi måske igennem 2–3 timers udsendelser. Det er mindre end en gennemsnitlig dansker ser om dagen!

2. Det er slet ikke alt, der skal med i underteksterne.

“Hvorfor skriver I ikke bare det, der bliver sagt?”, spørger I. Svaret er, at I læser alt for langsomt. Sagen er nemlig den, at man (= folk i fjernsynet) taler meget, meget hurtigere, end man (= folk, der læser underteksterne) kan nå at læse — især hvis man skal se fjernsyn samtidig. I Danmark regner vi med, at man kan læse 10–12 anslag pr. sekund. Det vil sige, at hvis underteksten skal lyde “Han er ekspert i masseødelæggelsesvåben”, så skal den stå på skærmen i mindst fire sekunder, for at seeren kan nå at læse det hele. Men på fire sekunder kan dem på skærmen nå at sige meget mere end “He’s an expert in weapons of mass destruction”. Hvis der stod alt det i underteksterne, der bliver sagt, ville underteksterne altså komme til at stå alt for kort tid på skærmen til, at man ville kunne nå at læse dem. Løsningen på forskellen mellem tale- og læsetempo er, at underteksteren kondenserer det, der bliver sagt.

Der kan være skåret langt over halvdelen af det, der bliver sagt, væk, når det er gengivet i underteksterne. Og kunsten er så at gøre det helt umærkeligt, så det føles for seeren, som om det hele er med. Underteksteren bliver også hjulpet af både lyden og billedet. Hvis der bliver råbt “Pas på den store, klamme dræbersnegl med jagtgeværet!”, kan seeren måske både se på skærmen, at det er en stor, klam dræbersnegl med et jagtgevær, der nærmer sig, og høre på tonefaldet at personen, der råber, er bange. Og så er “Pas på!” en helt tilstrækkelig gengivelse — og den kan læses på halvandet sekund, som er minimumsvarigheden for en undertekst.

Der er også nogle helt tekniske grænser for, hvor meget der kan stå i underteksterne. Typisk er der kun plads til 37 eller 39 anslag på hver linje, og der må kun være to linjer på skærmen ad gangen. Det giver måske 78 anslag (og det er inklusive mellemrum, og bindestreger er forbudt!) at gøre godt med. Til sammenligning må der være 140 anslag i et tweet, og dem kan det som bekendt være svært nok at klemme forståelige sætninger ind i — og der er endda ingen krav om retstavning, kommaer og sprognævnskorrekte forkortelser.

3. Undertekstning kræver research. Masser af research.

Den ene dag er det en dokumentar om smugling af næsehornshorn (ja, det hedder det altså), den næste dag er det et actionfyldt afsnit af en uendelig politiserie, og dagen efter igen er der en teenager i en soap, der skændes med sin veninde på nordengelsk om ham den lækre nede fra pubben. Det veksler som regel fra dag til dag, hvilke programmer en undertekster oversætter. Det vil sige, at man lynhurtigt skal sætte sig ind i de våben, sydafrikanske stednavne og sygdomme, der bliver nævnt i næsehornshornsdokumentaren, i radiokoder, narkotikatyper og forskellen på at “sigte”, “tiltale” og “stævne” til politiserien og i betydningen af “slag off”, “well fit”, “farmer Giles” og resten af lavinen af nordengelske slangudtryk til soapen.

Så en rigtig stor del af at lave undertekster er at researche alt muligt og umuligt, både på internettet og i fysiske ordbøger og leksika. Bilteknisk ordbog, Lademanns sportsleksikon, Medicinsk ordbog og Politikens visuelle ordbog er mange underteksteres allerbedste venner, og en undertekster er som regel mere end almindeligt farlig at møde i et spil Trivial Pursuit.

En stor almen viden og mad research skillz kendetegner altså den gode undertekster, og det er ikke kun, fordi forskellige programmer handler om forskellige ting. Det skyldes også, at sprog er nogle luskede størrelser, der ikke svarer præcis til hinanden. Sprog inddeler simpelthen verden lidt forskelligt, så når der bliver sagt “the vulture has a bald neck”, er det ikke lige til at vide, om gribben er skaldet på halsen eller nakken, for “neck” på engelsk kan betyde begge dele. Og så må underteksteren finde ud af, hvordan netop dén grib egentlig ser ud for at kunne oversætte “neck” til det rigtige. (Og — surprise! — der er flere slags gribbe, og nogle af dem har skaldet hals, mens andre kun er skaldede i nakken …)

4. “Lette” genrer er ikke spor lette at undertekste.

I Danmark er der som bekendt undertekster på alt fremmedsproget tv, lige fra førnævnte teenagesoap med veninderne der skændes, til, i ny og næ, velproducerede, oscarvindende biografbaskere. Men selv om der måske er lidt mere prestige i at oversætte Hollywoodfilmen, er det tit materiale i den mere “lette” ende af genrespektret, der er rigtig svært at undertekste.

De store film- og dokumentarproduktioner har ofte et relativt lavt taletempo, og der bliver som regel — gennemsnitligt pr. spilleminut — sagt mindre i en film end i et afsnit af en tv-serie, hvor der på 24 minutter skal ræses igennem hele spændingskurven. Der bliver tit også både talt hurtigere og klippet hurtigere, og det gør, at underteksteren skal kondensere meget mere end i et flot, dyrt produceret naturprogram fra BBC, hvor værten siger et par velformulerede ord fra et manuskript, og så er der nogle elge, der går gennem noget sne.

Realityserier, sitcoms og andre tv-serier rummer, ud over et højt taletempo, også tit masser af bandeord, ordspil og henvisninger til populærkultur, fx figurer fra amerikansk/britisk politik eller tv, som de danske seere ikke nødvendigvis kender. Dér skal underteksteren så først researche, og så skal betydningen modelleres om til en elegant undertekst, der lynhurtigt formidler betydningen. Og i spillefilm og dokumentarfilm er replikkerne som regel skrevet på forhånd, så de er meget mere sprogligt og grammatisk korrekte end det, en småfuld, vred brandmand spontant brøler til sin kæreste i en realityserie — men underteksterne skal stadig være sprogligt og grammatisk korrekte, så de giver mening på skrift, også selv om det, der bliver sagt på skærmen, er fuldt af øh, æh og kongruensfejl.

Alt dét gør, at det tit er meget mere udfordrende at oversætte tømmermands-tv, der bliver sendt kl. 4 om morgenen, end sofistikerede dramaer, der går i den bedste sendetid. Heldigvis for oversætteren, egentlig, for der er også virkelig meget mere tømmermands-tv at undertekste end sofistikerede dramaer.

5. De gode undertekster er usynlige.

En god undertekst er en usynlig undertekst. Altså ikke så man ikke kan se den på skærmen — på det helt bogstavelige plan skal undertekster jo netop være meget synlige — men forstået på den måde, at når man har set et program med rigtig gode undertekster, har man slet ikke lagt mærke til, at de var der. Så har man forstået hvert et ord, der blev sagt … på nepali eller vestnorsk eller et andet sprog, som man ellers ikke forstår et pluk af til dagligt.

Som undertekster får man tit at vide af folk, at “Jeg læser aldrig undertekster.” Men medmindre de rent faktisk slår underteksterne fra, er det sandsynligvis lyv. For gode undertekster er i stand til at snige sig helt umærkeligt ind gennem seerens øjne, og danske seere er så drevne undertekstlæsere, at de slet ikke lægger mærke til, at de læser dem. “Men jeg er faktisk ret god til engelsk” er så næste replik fra den insisterende seer. Ja, det er du garanteret, men kig lige op i punkt 3 igen. Ved du på stående fod hvad radiokoden “IC5 male” står for, og hvad “slag off”, “well fit” og “farmer Giles” betyder i Nordengland? Man kan sagtens forstå meningen med en scene ud fra almindelige, gode engelskkundskaber — og billedsiden og tonefald hjælper godt til — men hvis man vil forstå dét, man ser, på samme niveau som en modersmålstalende gør, så hjælper underteksterne til. Helt usynligt.

En undtagelse fra underteksternes usynlighed opstår nogle gange, når de skal gengive ordspil, vittigheder og sjofle bandeord. Nogle gange er det simpelthen umuligt at være brandsjov og samtidig usynlig. Men hvis seeren så både forstår vittigheden, der bliver fyret af på skærmen, og læser den danske undertekst, er der bare dobbelt så meget at grine af. Det kan vi nok godt leve med.

Og til sidst …

Ja, det var fem ting, du måske ikke vidste om undertekster. Jeg håber, du var underholdt og måske blev lidt klogere (og måske endda fik slået op, hvad “farmer Giles” egentlig betyder). Tak fordi du læste med!

Og til sidst: Hvis du undervejs tænkte: “Ok, det er fint nok med al den snak om, at de gode undertekster er usynlige og loyale og tager lang tid at lave, men underteksterne til den serie, jeg drønede i går aftes, var godtnok ringe!”, så ved jeg desværre udmærket godt, hvad du taler om. Jeg har faktisk skrevet specifikt om det med de dårlige undertekster. Og et andet sted har jeg skrevet om, hvorfor undertekster er så vigtige — det er de nemlig. God (fortsat) læselyst!

Kirsten Marie Øveraas er cand.mag. i engelsk og bogaktuel med ‘Ged eller mammut? Om at oversætte’, som bl.a. rummer bidrag af Sara Koch, Morten Visby m.fl. samt forord af Thomas Harder — og meget mere om undertekstning. Hun har i over 12 år arbejdet som undertekster, holder foredrag om oversættelse og undertekstning og blogger på www.kirstenmarie.dk/oversat. I 2015 modtog hun FBO’s Teksterpris.