Sponsorerede podcasts og fankultur

Nichepodcast + chili-bearnaise chips + brugergenereret indhold = et nybrud i en dansk podcast-sammenhæng.

Hvordan ovenstående regnestykke går op, vender vi tilbage til; først lidt baggrund:

For et halvt år siden skrev Søren Hugger Møller et glimrende indlæg om finansiering af podcasts i en dansk kontekst, og det, du læser her, kan vel sagtens betragtes som en tvivlsom 2'er eller et semi-fesent spinoff. Jeg vil i hvert fald dele mine betragtninger specifikt ift. sponsoreret indhold i podcasts med udgangspunkt i NFL Showet, som bliver produceret af Thomas Qvortrup med Claus Elming som medvært.

Og så en lille disclaimer — den slags er så populære: Den årvågne læser vil bemærke, at undertegnede har en tilknytning til selvsamme podcast. Og ja, jeg har lånt et lille hjørne i NFL Showet, hvor jeg (i 2,5 minut pr. podcast) dyrker mit personlige nørderi: Fantasy football — den amerikanske udgave af online managerspil.

Jeg har altså ikke siddet med rundt om bordet, da podcasten blev undfanget, jeg har intet indblik i showets økonomi, og jeg har aldrig mødt Qvortrup eller Elming; jeg er blot en engageret fan-boy, som har haft behov for dele min forkærlighed for ødelagt nattesøvn og overvægtige mænd i cykelshorts.

Da chili-bearnaise chips blev en ting

NFL Showet kører i skrivende stund på anden sæson og er, som navnet antyder, en podcast om amerikansk fodbold. I første sæson blev foretagendet sponsoreret af Danske Spil, hvilket umiddelbart giver god mening: Mange sportsnørder er pjattede med at oddse, og Qvortrup og Elming har mulighed for at snakke om regulære spiltips. Da anden sæson startede i begyndelsen af september, var der kommet en ny sponsor med om bord: chipsproducenten Taffel.

Sådan helt uvidenskabeligt og ganske fordomsfuldt kan man ligesom med spiludbydersponsoratet kippe med kasketten og tænke, at kombination af NFL-nørderi, sportsfans og kartoffelchips udgør en helt logisk treenighed. I de ugentlige podcasts kan Qvortrup og Elming nu sidde og snacke chips, og samtidig har Taffel også stillet en sæk med deres produkter til rådighed som quizpræmie.

Og nu er det så, at tingene bliver rædi interessante/mærkelige.

Tidligt på sæsonen åbnede d’herrer Qvortrup og Elming en pose chips af smagsvarianten chili-bearnaise, og siden da er dette vanvittige produkt (som vel har set ligeså meget smør og frisk estragon, som min bedstemor har set streaming-tv) blevet en del af en større føljeton, som nu også lever sit eget liv på Twitter.

De spontane fans

Et hurtigt kig på NFL Showets Twitter-profil afslører, at ganske mange lyttere af podcasten helt uopfordret har uploadet billeder og videoer, hvor kærligheden til NFL Showet og chili-bearnaise chips synes at være det gennemgående tema.

Det er altså ikke brugergenereret indhold, som er opstået på baggrund af en konkurrence eller en eksplicit opfordring fra showets værter. Der er “blot” tale om glade fans, som er faldet over et ufravigeligt tovligt produkt præsenteret i en podcast, hvor NFL-dækningen minder om den form, som mange aficionados forelskede sig i for knap 20 år siden.

Her kunne vi svinge os op og tale om brandudvidelse, lovemarks og produsage og dermed intellektualisere og teoretisere fænomenet til døde; på bundlinjen står blot, at NFL Showet får kroner i kassen, Taffel bliver en del af et etableret fan-univers og lytterne digger det hele.

Ro på, mester

NFL Showet er ingenlunde en stor fisk i en dansk radio- og podcast-sammenhæng, og som Hugger (og fx Jakob Albrecht) gør opmærksom på, findes der en række andre danske podcasts, som arbejder med lignende sponsoraftaler.

Jeg har bare ikke set eksempler på, at en sponsoraftale på den måde får et digitalt efterliv, og noget siger mig, at Taffel godt kan regne med at hoste op med lidt flere klejner (ja ja, forvirrende billedsprog — I get it), hvis de også vil være med til en eventuel tredje sæson.

Show your support

Clapping shows how much you appreciated Peter Kobbersmed’s story.