De higer og søger… (Foto: Jan / Flickr Creative Commons)

Derfor læser jeg bøger — på arbejdet

Hvordan kan det gå for sig, at du sådan sidder og læser her på arbejdet?

Spørgsmålet falder til mig, efter jeg i perioder i løbet af arbejdsdage over nogle uger har sat mig til rette i en sofa med Andrew Groves management-bog fra 1983, ‘High Output Management’.

Mit svar var, at jeg brugte bogen som en slags pause og håbede at finde noget, jeg kan bruge i mit arbejde.

Kollegaens spørgsmål og mit svar (samt andre kollegers kommentarer (“holder du pause?”, “det ser behageligt ud” etc.)) fik mig til at tænke over, hvordan det kan tiltrække sig så meget opmærksomhed, at en person i et åbent kontormiljø sætter sig i en sofa og læser en bog.

For mange af os er det — forhåbentlig — en naturlig ting at søge ny viden omkring vores arbejde; så vi kan blive klogere, bedre og mere fornuftige at høre på, når vi sidder i møder og argumenterer for én løsning fremfor en anden.

Så hvorfor bliver der lagt mærke til, at jeg sidder og læser i en bog? Hvorfor er de undrende kommentarer og blikke flere end de nysgerrige ‘hvad læser du?’-spørgsmål? Er det fordi, vi er blevet så vant til at læse ting på skærmen? Eller, er det fordi vores samfund efterhånden arbejder så hurtigt, mens vi prøver at hænge på med tungen hængende ude af munden, at det i den grad springer i øjnene, at Lars fra Udvikling sidder med snuden begravet i en bog? Noget så gammeldags som en bog, der jo på ingen måder kan være lige så opdateret på vores felt, som den artikel om website performance, der bliver udgivet nu…eller nu…elleeer…NU!

Ro til viden

Det korte svar er, at jeg får to ting: Viden og ro. Jeg bliver klogere på, i dette tilfælde, management, mens jeg får ro — du ved, den tilstand, der er så efterstræbt og dog så overset i de åbne kontormiljøer og dagligdagens trummerum. Og jeg behøver ofte ro for at sikre den optimale indtagelse af viden.

Jeg kan selvfølgelig tage en hjemmearbejdsdag, så der er ingen af mine kolleger, der kan se, at jeg sidder og hygger mig med en kop friskbrygget kaffe og management-tips fra Intels daværende chef. Men jeg vil mixe tingene op. Jeg vil ikke have en hel dag med boglæsning og anden vidensindsamling — akkurat ligesom jeg heller ikke vil have en hel dag med slaveri foran skærmen. Jeg vil kunne nå begge dele på samme dag, og i den halve times tid, hvor jeg giver pokker i skærmen og holder en arbejdspause fra livets hjul, er sofaen mit tilflugtssted. Så parkerer jeg den lille, latente frygt for at synet af mig i sofaen måske for nogle skriger “SLACKER! Kom tilbage til din computer og i gang med arbejdet!”. For er mit arbejde ikke også at blive bedre til mit arbejde?

Sådan forestiller jeg mig, at det er mange steder. Der er åbne kontormiljøer, fordi de fordrer samarbejde (og er billigere end arbejdskontorer), mens man helt glemmer, at vi mennesker også har brug for at kunne fokusere, tage skyklapperne på og få brugt vores hjerne i fred og ro.

Hold dig lige opdateret, ik’?

Måske er det fordi, kombinationen af min jagt på ro og viden er så fundamentalt anderledes fra det, vi er vant til i de åbne kontormiljøer, at jeg får så mange blikke og kommentarer. Måske er det fordi, der er skabt en kultur, hvor man antager, at folk selvfølgelig holder sig opdateret på deres felter, mens man glemmer at sætte rammerne op for det og derved at give den pågældende medarbejder den tid, der skal til. Hvornår har du for eksempel senest sat dig væk fra din skærm med et dokument på mere end fire sider og en kuglepen?

Jeg bliver bedre til mit arbejde af at læse ‘High Output Management’. Ligesom jeg bliver af at læse ‘Ledelse ifølge Steve Jobs’, som jeg er i gang med nu. Ligesom jeg bliver af at læse ‘God forretning’, som er den næste på listen. Og selvfølgelig skal jeg bruge dele af min arbejdstid på at blive bedre til mit arbejde. Det kommer jo både mine kolleger, afdelingen, firmaet og mig selv til gavn.

Sådan kan det gå til, at jeg sådan sidder og læser her på arbejdet.

One clap, two clap, three clap, forty?

By clapping more or less, you can signal to us which stories really stand out.