Hvordan jeg måtte opgive at opgive Facebook

…there and back again.


I september 2011 rullede Facebook nogle ændringer ud i deres ‘News Feed’ (den oversigt af opdateringer etc., du ser, når du er logget på). Det gik kort fortalt ud på, at give dig som Facebook-bruger mere af det, Facebook mente, du vil se — og mere fra dem, du i forvejen ser meget fra.

Som en person, der har det svært med personalisering (jeg synes, Eli Pariser har nogle gode pointer i sin bog ‘The Filter Bubble’) fandt jeg Facebooks nye tilgang problematisk og jeg valgte kategorisk at forlade stedet, som jeg skrev på Medieblogger; en blog, jeg skrev på dengang:

Jeg kan egentlig godt forstå, at Facebook har en rankering (så jeg slipper for de ligegyldige posts), men jeg vil have muligheden for at vælge det fra og se den rene kronologi. For mig er det ideelle setup kombinationen af de to. Jeg kan bruge ‘top stories’ til at få et hurtigt overblik over, hvad der er lagt ud siden sidst — og så ellers skifte til den kronologiske visning.
Hvis du vi læse mere, vil jeg anbefale, at du læser The Filter Bubble af Eli Pariser. Nu vil jeg demonstrativt logge af Facebook og forblive logget af, indtil jeg atter selv kan blive herre over, hvordan jeg vil have opdateringerne vist.

Bum. Jeg var åh, så klog, first-mover, stillingstagende og ganske obsternasig.

Hvordan er det så gået? Hvordan lever man uden Facebook? Well, jeg kan næsten ikke huske det, for jeg er naturligvis tilbage på Facebook.

Hvorfor kom du tilbage?

For mig handler det ikke så meget om, hvad der er på Facebook, men mere om, hvad der efterhånden ikke er i den virkelige verden. Forstået på den måde, at der er ting, der irriterer mig på og ved Facebook. Men den irritation er lille i forhold til de ting, jeg gik glip af, ved ikke at være på Facebook.

Det hænger naturligvis sammen med, hvordan jeg er som person. Jeg er enormt kommunikerende. Jeg elsker at tale med folk, at more sig, grine, mindes, planlægge. Sammen.

Downward spiral

Det første, der forsvandt, var invitationerne til fester. Nogle huskede at sende mig en SMS eller mail med invitation, men jeg kan sgu ikke rigtig blame dem, der glemte det, eller bare ikke tænkte over det.

Derefter begyndte der at ske en forandring i typen af relationer i mit liv:

Da jeg forlod Facebook blev min omgangskreds mere eller mindre begrænset til dem, jeg havde i min telefonbog og dem, der stadig bruger e-mail til den slags personlig kommunikation. Det var bestemt ikke dårlige venskaber (tværtimod, faktisk), men det var få venskaber — og det betød, at jeg mere eller mindre ikke have nogle ‘bekendte’ i min omgang med mennesker.

(Bekendte er de mennesker, som du skriver sammen med om småting, du sender dem måske sjove/pudsige billeder videoer, I like’r hinandens opslag og sender smilies, I mødes i byen og til koncerter og fester og taler om alt det, der er sket siden sidst. Men I ses måske forholdsvis sjældent, og du fortæller dem ikke nødvendigvis, hvad der trykker dig i øjeblikket, og du søger sjældent hjælp hos dem. Du har dem sikkert, og du er helt sikkert også blandt andres bekendte.)

Alt i alt betød det, at antallet af mine sociale interaktioner med andre mennesker faldt, og jeg mistede forskelligheden i kontakten med mennesker, altså gradueringen af venskaber, bekendte etc. I nogle tilfælde blev de ledige pladser overtaget af kolleger, og det er en farlig balance at arbejde med.

Tilbage igen (2011–2014)

I foråret 2014 valgte jeg at droppe min overdrevne stolthed og oprettede mig en Facebook-profil og begyndte at tilføje venner og folk, jeg holder af. Tilbage i trygge rammer med masser af sniksnak, smil, grin, WTF-øjeblikke — og nu også kærlighed.

Men også med omtanke, så jeg kan begrænse mængden af de ting ved Facebook, der irriterer mig. Så forfra, på den (forhåbentlig) rigtige måde.

Face it: Facebook ejer vores liv og relationer

Er det ikke tragisk? At vi er nødt til at være online på et privatejet såkaldt ‘socialt’ website (eller app) for at tale sammen? Jo, det kan man sige. Men man kan også vælge at indstille sig på, at der er nogle ting, man ikke er herre over, og som simpelthen er, som de er.

Vi kan da sagtens sætte os ned og snakke om, at det var bedre i gamle dage eller (det er nok mere interessant) undre os over, hvordan pokker vi gjorde tidligere. Mit svar er, at vi ringede og skrev (mail + SMS) mere sammen. Det gør vi stadigvæk, værktøjerne har bare ændret sig og givet os nye muligheder.

Alle (og jeg mener alle) mine venner er på Facebook nu. Jeg bruger Facebook hver eneste dag, og jeg får så vanvittigt meget godt, sjovt, inspirerende og interessant ud af det. Jeg ser, hvad der optager mine venner og bekendte (eller; jeg ser det, de gerne vil vise), jeg deler det samme med dem, og det er tit, at et møde i den virkelige verden (kaffeaftale, fest etc.) er aftalt på Facebook.

Ja, Facebook kører nogle skumle algoritmer, der pludselig skjuler dine venners opdateringer for dig i dit News Feed, og selv den kronologiske ‘Most recent’-visning er der også pillet ved. Så min grund til at forlade Facebook er der endnu; jeg gav op, før den gjorde. Men indholdet er der, selvom du må ind på folks profiler for at være sikker på at se det hele, hvilket er et pokkers arbejde at skulle bruge tid på. (Og vil du virkelig se alt..? Det mener Facebook i hvert fald ikke, du vil.)

Og hvad vigtigere er: Kommunikationen er der. Vi poster opdateringer, billeder, videoklip etc., og vores venner (og bekendte) ser det, klikker ‘Synes godt om’, skriver kommentarer og deler nogle gange videre. Det fungerer. Og derfor er Facebook alle vegne.

Refleksion

Jeg har måttet sande, at når jeg nu engang er den person, jeg er (og det kan jeg da slet ikke lave om på), så vil det være absolut fjollet ikke at være på og bruge Facebook.

Fortryder jeg så, at jeg droppede Facebook i godt og to og et halvt år? Tjaeh. Jeg fortryder ikke, at jeg gjorde det. Men jeg fortryder nok, at jeg var pokkers standhaftig og ikke evaluerede efter et halvt år. Eller tre måneder. Eller tre dage.

Men jeg lærte noget vigtigt om mig selv og min person. Og så kan det jo ikke være helt spildt. Og ved du, hvad jeg ellers har fået ud af det? Jeg startede jo forfra med Facebook, så jeg har skabt en ny profil, hvor der er færre (men “bedre”; forstå mig ret) relationer. Relationer til folk, jeg rent faktisk snakker med og omgås, og ikke dem, man kun har fortiden tilfælles med og alligevel aldrig snakker med.

Så alt i alt går regnskabet i plus.


PS: Jeg vil da klart anbefale andre at være uden Facebook, om ikke andet så bare i en kort periode, hvor du tager en pause. Gør det ikke for at afsondre dig selv fra andre; gør det i stedet for at få nogle dage, hvor du ikke tjekker den verkakte telefon hele tiden. Men gør det for din egen skyld og reflektér.

Og sæt en tidsbegrænsning på.

Show your support

Clapping shows how much you appreciated Lars K Jensen’s story.