”Du vil blandt andet lære, hvordan du får dit indhold til at gå viralt”

Vi har glemt formålet: Den evige kamp med aflæring

DISCLAIMER: Jeg er intet orakel. Det her er mine holdninger. Tag det som det er. Og der er sikkert også stavefejl.
 
 Jesus kristus i skuret, hvor er jeg træt af den tilgang. På hvilken skole lærte vi, at den brede reach eller viralitet var succesparameter nummer ét? Det skal jeg sige dig. Det skete på Facebook.

Alle personer med adgang til en Facebookside er efterhånden ”SoMe-eksperter”. Det er til at kaste op over. Det handler om, man får et kick af at blive præsenteret af tal hver dag og hele tiden har en idé om, hvordan man selv har kæmpe indflydelse. Det har man også, men sgu’ ikke på det niveau, nogle folk bilder sig selv ind. ”Jeg har altså lavet et excel-eksport af Facebook insights…” Og det er også flot, men du bliver sgu’ ikke Rainman af, at kigge på FB-tal.

Du bliver sneblind af de skide tal
 
I takt med at alle har en stemme og sociale medier nærmest er basis i kommunikationen hos ikke bare medier, men også foreninger, virksomheder, klubber (færdiggør selv denne floskelfyldte og indlysende sætning), har en enorm gruppe af mennesker kastet sig ud i indholdsproduktion. Men lad mig lige holde mig til medier. For her har vi i princippet — og super forsimplet — at gøre med video, lyd og tekst. Der sidder altså en pokkers masse, vanvittigt dygtige, mennesker, der kan producere indhold på tværs af tv, radio, web og andre digitale platforme. Udfordringen med udviklingen af mediebilledet ligger dog i at få det til at spille sammen og/eller få det tilpasset til de dér digitale platforme.

Nu kommer så de her typer, der har fået en mental hjerne-ejakulation (ja, dét billede tegnede jeg lige i dit hoved) efter et Facebookopslag fik x antal reach, y antal linkkliks, z antal videovisninger etc. De kommer og lærer dig noget om at viral = succes. Skaber aflæring, med andre ord. Man bliver fuldstændig forblændet af de her succeser. For ja, det er da succeser når noget bliver mega populært. Men man glemmer noget. Nok det vigtigste: Formålet. Motherfucking formålet. God damn piece of motherf… Ja, du fanger den.

Formål
 Du skulle lave noget perspektiverende indhold på noget andet indhold. Du skulle bakke op og noget andet. Tilbyde en ny vinkel til særligt interesserede. Måske endda kun få mennesker? Pludselig eksploderer indholdet på sociale medier, nok mest på Facebook, og du bliver overvældet positivt. Folk elsker det. Mange flere end oprindeligt tiltænkt. Hvorfor? Det skyldes jo mange forskellige ting og kan ikke defineres en gang for alle. Det skøreste eksempel, jeg så i efteråret skyldtes ”banan og camembert” (ja, du fanger den. Hvis ikke, så glem referencen).

Men hvis du glemmer dit formål, der kan være alt fra at bakke op om en samtale blandt influencers, ekstra fan-materiale til megafans, små serviceopdateringer, opbygning af et fællesskab, salg, kliks (!), at overbevise nogle helt specifikke tvivlere om et budskab, yde kunderservice osv., så bliver du meget nemt overvældet og ramt af reachfeberen.

På mediets præmisser
 Og hvis vi lige drejer hovedet væk fra det, vi i 98% af tilfældene mener, når vi siger sociale medier, nemlig Facebook, så bliver det endnu mere sløret med det dér formål. Jeg hørte forleden en (i øvrigt glimrende) podcast med to gutter, der talte om at bl.a. Politiet og Politiken var dårlige på Twitter fordi de ikke indgik i dialog og tog community-delen alvorligt. Fordi de brugte Twitter som envejskommunikation og ikke dyrkede det mere på mediets præmis. Ved du hvad? Jeg var lige ved at give dem ret. Men så huskede jeg mit mantra: Hvad er deres formål?

Politiet har mulighed for at nå ud til en masse medie- og kommunikationsfolk på Twitter. De har også mulighed for at blive eksponeret for rigtig mange danskere potentielt når deres tweets afviger fra opfattelsen af, hvad man forventer fra en sådan afsender. Fair. De får altså info ud med et lille klik. De får måske endda noget omtale af medier eller opmærksomhed omkring en sag, der gør nogle mennesker nysgerrige, som så snakker om det andre steder. Ved et klik. Ét klik. Et klik er en ressource. Og det er også lidt tilfældet i det andet eksempel.

Politiken er et enormt stort medie på Twitter. De har nærmest flere følgere end der er aktivt tweetende danske Twitterprofiler. Siger det dig noget sådan rent logisk? En stor flok bruger Twitter som newsfeed og kigger bare. De forventer bare at scrolle igennem en form for filtreret og højaktuel liste af nyheder, meninger, tilfældige links etc.

Men servicerer Politiet og Politiken de få tusinde aktivt tweetende (og ofte circlejerkende) danske tweeps, der vil stille spørgsmål og i dialog og rise og rose? Nej. For det er ikke deres formål. Ligesom det heller ikke eer politiets formål.

”På mediets præmisser” bliver der ofte sagt. I flertal. Twitter har jo ikke kun én præmis. 
 
 Og bemærkede du, at selv om formålet var enten dialogen eller tilbuddet om et feed så handlede det ikke om at gå viralt?

Indhold skal ikke nødvendigvis nå bredt ud. Det er dejligt, men ikke altid nødvendigt. Det kunne jo tænkes, dit formål var noget så gammeldags som kundeservice.

a(b,c,@ ��G�

Show your support

Clapping shows how much you appreciated Lasse From’s story.