Malawi her kommer jeg

Laura Haaning Sigh
Aug 31, 2018 · 2 min read

“Nøj, hvor jeg glæder mig… det her bliver vildt spændende” og “Hmm… hvad er det nu liiige, jeg har rodet mig ud i her?”. Sådan har mine tanker skiftet lidt det seneste stykke tid. Men på søndag, d. 2. september, kaster jeg mig ud i det alligevel… jeg, og 11 andre danske unge, skal til Malawi med Folkekirkens Nødhjælp og “Go Global”, som er Folkekirkens Nødhjælps rejseportal for unge. Når vi kommer derned, får vi en lille uges introduktion, og herefter kommer vi ud i forskellige landsbyer og skal bo hos- og leve med lokale familier. Jeg skal bo i det område, der hedder Mzimba - i landsbyen Mbongondo. Der kommer også til at bo andre danskere i Mzimba og vi bliver 2, der kommer til at bo i cykel- eller gå afstand fra hinanden, i Mbongondo.

På kortet ses, hvor Mzimbaområdet ligger i forhold til hovedstaden, Lilongwe, som er der, hvor vi lander, når vi ankommer. Fra Lilongwe er der ca. 270 km til Mzimba.

I Malawi bliver vi allesammen tilknyttet en af Folkekirkens Nødhjælps partnerorganisationer, i den tid vi er dernede. Jeg bliver tilknyttet organisationen SPRODETA, der er en forkortelse af “Small Producers Development and Transporters Association”. SPRODETA fokuserer på små producenter og marginaliserede grupper i samfundet og har gang i flere forskellige projekter, men hvad jeg helt præcist kommer til at lave, ved jeg ikke endnu… det kan jeg forhåbentlig skrive meget mere om senere ;-)

I og med, at jeg skal bo hos en lokal familie, kommer jeg også til bo mere primitivt, end vi danskere er vant til. Jeg har ladet mig fortælle, at man f.eks. tager bad i en spand, går på toilet i et hul, spiser majsgrød kaldet Nsima til de fleste af dagens måltider, og at man ikke kan regne med, at man altid har dækning på sin telefon, der hvor man er. Derfor kan jeg heller ikke garantere, at jeg kommer til at give en masse lyd fra mig, mens jeg er dernede, men jeg vil gøre et forsøg, når jeg får muligheden — og ellers vil jeg sikkert gerne fortælle en masse om det, efter jeg er kommet hjem igen d. 22. oktober ;-)

Welcome to a place where words matter. On Medium, smart voices and original ideas take center stage - with no ads in sight. Watch
Follow all the topics you care about, and we’ll deliver the best stories for you to your homepage and inbox. Explore
Get unlimited access to the best stories on Medium — and support writers while you’re at it. Just $5/month. Upgrade