Så giv mig dog noget lys!

Lige så længe jeg har kunnet huske tilbage, har jeg haft en præference for at gemme mig i huler.
Jeg ved ikke, hvorfor det er sådan, men jeg har altid haft det sådan med værelser og kontorer, at jo mere de mindede om en hyggelig, halvmørk hule, jo bedre var det. Tilsvarende med mine laptops; jo mindre skærm og jo mere mørk — allerhelst det gamle sort-grønne DOS-modus — jo bedre var det.
I virkeligheden bildte jeg vel mig selv ind, at jeg koncentrerer mig bedre, når der er ro omkring mig. Og jeg forbinder det lidt mørke, klaustrofobiske ‘kiggen-fokuseret-på-lille-skærm’ med netop at kunne det. Og det gør jeg sådan set stadig.
Det til trods skriger jeg alligevel af grin over en ny amerikansk undersøgelse, der viser, at det gode, amerikanske ansatte sætter over alle andre — inkl. muligheder for at få børnene passet på arbejde, fri frokost og fredagsbar — er…ta daaa…adgangen til naturligt lys og en udsigt.
For det tror da Fanden, når man har oplevet, hvordan adgang til lys nærmest administreres efter et indisk kaste-system i USA.
Vis mig dit lys
Da jeg i sin tid arbejdede for Microsoft havde jeg fornøjelsen af på et tidspunkt at blive inviteret på en uges ‘jobshadowing’ på hovedkontoret i Seattle. Jeg skulle — basalt set — bruge en uge på at følge i hælene på en anden.
Det var imidlertid ikke hele tiden, jeg skulle vandre rundt. Jeg havde også pauser, hvor jeg kunne sidde og få arbejdet. Og derfor skulle jeg også have et kontor. Og hvilket kontor.
Jeg fik kontor på 13. sal i en stor bygning i Bellevue, en forstad til Seattle. Men fik jeg udsigt? Nix. Jeg fik kontor på den indre gang. Og udover at mit kontor var DSB 70'er brunt og udmærkede sig ved at være på størrelse med to skriveborde sat sammen, havde det kun ét vindue. Ud til den mørke gang.
Der var skam folk, der havde et vindue med udsigt. Men så var de manager for et eller andet. Og var man endnu højere i systemet, blev papvæggen ind til nabokontoret væltet, og så havde man to kontorer. Og to vinduer. Med udsigt.
Skrækindjagende bjergudsigt
Aldrig havde jeg oplevet sådan en klar gøren forskel på folk, for det var en meget tydelig måde at kommunikere på, hvem der var noget ved musikken, og hvem der ikke var. Og at det man burde stile efter naturligvis var et kontor med udsigt.
På den måde var Microsoft (også her) forud for sin tid. Eller i hvert fald for undersøgelsen.
Som besøgende var det gode i sagens natur, at man hurtigt kunne afkode, hvem der var værd at snakke med, og hvem man ikke skulle komme på tværs af. Da min chef og jeg f.eks. én gang fik en audiens på 20 minutter med en mand, der havde panoramaudsigt mod bjergene, vidste vi med det samme, at det her var én, det ikke var karrierefremmende at komme på tværs af. For så ville man aldrig selv få en udsigt.
Skyggeside ved manglende udsigt
Alt det var meget sjovt. Men det havde også sine mindre sjove konsekvenser.
Jeg havde f.eks. på et tidspunkt en god kollega, der i mere end ét år havde arbejdet målrettet på at lande et job på hovedkontoret i USA og også lykkedes med det. Han var naturligvis stærkt begejstret.
Da jeg et halvt års tid siden var en tur i Seattle og var ude for at spise middag med ham, slog det mig, at jeg sad overfor verdens mest ensomme mand. Han var lykkedes med at få sin kone og lille barn hevet med til et land, hvor han aldrig så dem men til gengæld fik lov til at studere samtlige brune nuancer på sit kontor på den indre gang. Uden at der — naturligvis — var andre, der kom forbi. Fordi de havde travlt med at gøre sig til der, hvor der var mulighed for at få udsigt.
Jo, det er virkelig skræmmende hvad mangel på naturligt lys kan gøre ved folk.
(Foto: Pixabay.com)
