Ilden i Napolis gader

Hver januar tænder mænd og drenge bål i Napolis gader. Udefra ligner det vandalisme, men drengestregerne har oprindelse i en gammel tradition. Over hele det sydlige Italien samles drengegrupper om at udvise mod og afprøve grænser. For en særlig gruppe drenge i ghettokvarteret Quartieri Spagnoli er det svært at finde balancen mellem tradition og vandalisme.

TEKST AF ANNE SELFOT HARTZ, FOTO AF MIKKEL HØRLYCK

Denne aften i januar er der en særlig anspændt stemning i luften i Quartieri Spagnolis smalle gader. Dybt inde i det indviklede gadenet lyder høje råb. Drengestemmerne, som slår imod bygningernes afskallede facader, vidner om, at noget er under opsejling. Den lille plads, som er centrum for aftenens hændelser, adskiller sig fra det ellers tætbebyggede kvarter. Bag resterne af en forhenværende ejendoms slidte mure finder man en ung drengegruppe, som i anledning af traditionen ’O cippo ’e Sant’Antuono, Sankt Antonios’ bål, har indtaget den forladte blok, der for denne aften regeres af dem. I vinduerne højt oppe over pladsen står bekymrede naboer og observerer det kaos, der udspiller sig under dem.

Høje flammer strækker sig mod himlen bag de ensomme mure, og en søjle af mørk røg og gnister stiger op mellem lejlighederne. En dreng i bar overkrop og med krigsmalede kinder løber hujende ind på pladsen. Han antænder grinende en stofstump, som han har stoppet i en glasflaske med en klar væske. Den flyver i en bue over muren, mens drenge helt ned til seks år løber til alle sider og kommer med advarende råb. Flasken eksploderer mod en væg med et øredøvende brag, og ekstatiske sejrshyl lyder mod himlen, mens drengene kredser om det storslåede bål, som udgør kernen af deres territorium.

Sankt Antonios’ bål fejres til ære for helgenen for dyr og helvedesild, Sankt Antonio. Med afbrænding af store bål tager man afsked med det forgangne år. Bålene symboliserer en renselse, hvor det gamle år bliver brændt af, så man kan træde ind i et nyt. I mange hundrede år har onkler, fædre og brødre taget familiens yngste drenge med til aftenens udskejelser for at videregive ritualets hemmeligheder. Sankt Antonios’ bål markerer derfor ikke bare et nyt år, men er også et personligt skridt på vejen mod at blive voksen.

Forbandelser og molotovcocktails

I ugerne op til begivenheden har drenge i hele Syditalien organiseret omstændige indsamlinger af brænde til bålene. De bruger blandt andet gamle møbler og træ. Særligt juletræer er i høj kurs blandt de unge drenge, som støvsuger byerne for brændbare genstande. Den tilbagevendende begivenhed har gennem tiden udviklet sig til en konkurrence både mellem italienske byer, drengegrupper i Napoli og internt i de lokale kvarterer om at bygge det mest storslåede bål. I løbet af forberedelserne gemmes brænde for konkurrenter, og i timerne op til afbrændingen gælder kun én regel: Jo større, jo bedre. Her er intet helligt, og alt, som ikke er sat fast eller taget ind, risikerer at ende sine dage på et af de spektakulære bål.

I skæret fra bålets ukontrollerede flammer bølger drengene frem og tilbage med skiftevis koncentrerede og begejstrede udtryk i de krigsmalede ansigter. En af de ældre drenge kommanderer formanende med to af de yngste i gruppen. De afleverer en dunk benzin, som de nervøst har fumlet med i udkanten af bålpladsen. Drengene i gruppen påtager sig det voksne ansvar for organiseringen af arrangementet med en særlig målrettethed og disciplin. Alligevel hersker den barnlige glæde ved at bygge et bål.

Fra vinduerne i ejendommene omkring pladsen lyder tilråb og forbandelser fra beboerne. Det opildner drengene, som enstemmigt svarer på naboernes vrede trusler om at ringe til politiet ved at råbe ”La polizia è il nemico numero uno” — politiet er vores værste fjende — mens endnu en molotovcocktail flyver gennem luften.

Knækkede krigere

I dag er det forbudt at fejre ’O cippo ’e Sant’Antonio med bål, men det har ingen effekt på napolitanerne, som er kendt for deres anstrengte forhold til politiet. Selvom man i andre napolitanske kvarterer vil møde scenarier, som ligner det på pladsen i Quartieri Spagnoli, skiller denne drengegruppe sig ud ved at være uden voksenrådgivning og kontrol. Netop denne mangel på opsyn og vejledning synes at udviske drengenes forståelse af grænsen mellem tradition og vandalisme.

Ritualet når sit klimaks, da en dreng kravler op på muren. Med sig har han en brosten. Stenen flyver igennem luften og rammer larmende køleren på en bil, som står parkeret på den anden side af muren. Flere sten følger, og snart fyldes luften med lyden af bilruder, som smadres. De vrede naboer råber fra vinduerne, og flere har nu bevæget sig ud på gaden, hvor de hidsigt taler i deres telefoner. Snart høres sirener fra politi og brandfolk, som langsomt og besværet nærmer sig gennem kvarterets ufremkommelige gader.

Til sidst er der samlet så mange naboer på pladsen, at der sker en mærkbar ændring i drengenes attitude. For øjnene af tilskuerne vakler deres sammenhold, og facaden krakelerer hos de små krigere. Selvom fuckfingeren stadig er på plads, forsvinder drengene som dug for solen, idet politibilernes blå blink drejer om et hjørne tæt på. Tilbage på pladsen står politiet, brandmænd og naboer med et udbrændt bål, mens drengene forsvinder ned ad Quartieri Spagnolis gader.