“Jeg er der, hvor solen skinner lyserødt på bjergets tinder…”

Da vi var små, havde vi en gammel radio stående på skænken i Allerummet på Bakkevejs første sal. Far har den formentlig endnu. Den hænger sammen med ham på en måde, hænger sammen med sommer eller at male et værelse hvidt, plukke mirabeller i juli. Radioen kunne spille kasettebånd og ikke så meget radio faktisk. Det var som det skulle være. Vi havde en fin samling i en flettet kuffert, hvor favoritterne var et episk ‘94 Greatest Hits bånd med Pet Shops Boys’ “Go West”, og et råspillet Bamse & Kylling-bånd. Hvis jeg vidste, hvad meditation var, da jeg var seks år gammel, så ville jeg have sagt, at det var det, jeg gjorde, når jeg lyttede til en særlig sang fra det bånd. Sangen hedder “Luna er et andet sted”. I kender den måske. Bamse indleder første vers, frustreret, fordi han ikke forstår, hvor Luna er blevet af. Luna drømmer sig væk til bjerge med floder og kongeørne svævende foroven. Jeg havde en helt vild længsel mod det sted, da jeg var lille. Og nu tror jeg, jeg er her. For foden af Himalayabjergene med fødderne i verdens mest feticherede flod.

At Lunas sted er fyldt med hellige køer og uanstændige aber, tuctucs og åndemanere, hippier og spirulina-entusiaster meldte sangen ikke noget om. Jer der har været i Indien kender kaosset. De imponerende bjerge af glimtende skrald beboet af hængebuesvin og gadedrenge, karrylugten og røgelsen, den evindelige dytten og spytten, sarierne og solen, det smukke. Alt det er også mellem bjergene. Men mest af alt er her YOGA. I ordets bredeste forstand. Når manden på torvet med et mystisk oliesæt og bomuldspinde tilbyder øre-rensning og “free looking”, er det “a part of healthy, yoga living”, som han siger. Når saddhuerne, de hellige mænd i orange kjortler, tager rituelle bade i Ganges, er det yoga. Når et engageret crew af samvittighedsfulde turister renser flodbredderne fri for plastik er det yoga. På én gang dybt moderne og kommercialiseret og samtidig uforståelig mystisk og gammel, gennemsyrer yoga byen. Heldigt nok, kan man sige. Det er jo det, jeg er her for. De næste fire måneder skal jeg med min krop som indsats forsøge at blive klogere på, hvorfor yoga er blevet et fænomen, der tilsyneladende hægter mennesker sammen på tværs af kulturer, religioner og nationaliter.

“Yoga comes from the inside”, siger Deepak, min fænomenale yogalærer og slår sig på brystet med lukkede øjne. Han har pisket os gennem halvanden times intensiv ashtangayoga, kun afbrudt af jagten på en ubuden abe, der havde sneget sig ind af skydedøren. Et af Deepaks yndlingsmoves er at kravle op og stå på det øverste af ens lår, når man står i fuld bro. STAY! råber han så deroppe fra, og står som en fransk sejrherre og tæller vejrtrækninger, inden han hopper ned. Han efterlader mig og tyve andre svedige optimister på vores måtter, da vi er færdige og ruller døren op, så vi kan høre Ganges’ bølger slå ind mod stenene. Solen er forsvundet. Vi afslutter med fællesmeditation. Igen i dag kommer jeg en lille smule tættere på et eller andet.

Jeg sidder længe ved floden efter timen. Munkenes offerlys sejler nedad mod byen, hvor floden igen bliver grumset af vasketøj og lig. På den anden side af floden synger en gruppe børn. Jeg forestiller mig dem — i et klasselokale — øve til en koncert i deres uniformer, blåt og sort i pressefolder, hvide skjorter, hvide sløjfer i pigernes hår. En rest af kolonierne ligesom motorvejene, banegårdene med klokketårne. Jeg lytter til kattene, der skriger, køernes klove på asfalten bag mig, insisterende klimpren fra tiggernes blikskåle med småmønter, en tyk amerikansk accent med et godt råd. Alting indeni og omkring mig synes i bevægelse. Jeg dækker mit hår med et tørklæde. Jeg bærer stadig min race som et ridset smykke, en klods om benet. Tusmørket er gavmildt og lader mig flyde sammen med folk ved flodbredden i et befriende blåt.

Mine dage i Rishikesh er fyldt med opdagelser, som hele tiden gør verden større. Jeg er lige nu en del af en stor international yogafestival, som bliver holdt i et ældgammelt, smukt ashram. Hver dag fra klokken fire om morgenen til ti om aftenen er der yogakurser i alle tænkelige former og foredrag, fællesmeditationer, danseevents, you name it. Det er lidt ligesom Roskilde, bare uden ølbowling (Selvom den kombination helt sikkert ville være for vild). Her til aften er hele haven oplyst af lyskæder og stjerner og mantrasang fra det store fælles telt, hvor de holder kirtjan, en slags koncert, hvor alle synger med, vi mumler i et stort kor, der er formentlig en hel del, der ikke aner, hvad de synger, men det virker ikke til at betyde så meget.

Inden jeg rejste, fortalte en ven mig, at Rishikesh var et sted for folk, der ikke levede i virkeligheden, men var låst fast et sted i tresserne, i en hippiekultur der er gået tabt. At dømme efter mine første feltnoter, var det noget nær samme indtryk, der til start ramte mig. Jeg blev klaustrofobisk af den naive inderlighed og indlevelse mange af de mennesker jeg har mødt, udstråler, deres overvældende positivitet og lyst til at arbejde med sig selv. Nu er jeg ikke længere så sikker på det med virkeligheden. Måske er det her tættere på virkeligheden end noget andet sted, jeg før har været. Folk jeg har mødt er netop interesserede i at diskutere virkeligheden, verden og vores plads i den, på en måde der faktisk er ret angstprovokerende og samtidig meget inspirerende.

Det er svært at beskrive det hele. Her er en håndfuld billeder fra de sidste fem uger.