Storklubbernes forudsigelige utaknemmelighed

Om få uger har Manchester City, FC Barcelona, Bayern München og Paris Saint-Germain sikret sig mesterskaberne i deres respektive ligaer. Det samme gælder med al sandsynlighed Juventus, og Real Madrid ligner bedste bud på en vinder af årets Champions League. Det lyder alt sammen genkendeligt, og det kendetegner netop storklubber, at de altid er med til det sidste.

Fælles for dem alle er imidlertid også, at disse triumfer ikke er nok for dem. Alle har haft ambitioner om noget større: at vinde to trofæer, at nå længere i Europa, ikke at stå i skyggen af en rival. De triumferer og skuffer på én gang.

Det kendetegner altså storklubberne, at de ikke har nok i dét, der for andre ville være en stor præstation. Det er for nogle et vindergen, mens det for andre er et tegn på utaknemmelighed. Jeg er på sidstnævnte hold. Men jeg holder selvfølgelig også med nogle ret håbløse hold: AGF, Liverpool og Sampdoria. De har senest vundet deres respektive ligaer i hhv. 1986, 1990 og1991.

Når man som jeg ikke er vant til, at mine klubber vinder noget som helst (ud over en cupturnering i ny og næ for Liverpool), bliver man ekstremt taknemmelig for de mindre ting. At kæmpe med om europæiske pladser, at have en potentiel topscorer i ligaen, at vinde et derby.

Med det udgangspunkt virker det selvfølgelig forkælet at være utilfreds med en sæson, hvor man “kun” vinder én titel. Det er kedeligt at konstatere, at det handler om perspektiv. Chelsea-fans råber på en afløser for Conte, men dels hænger den slags trænere ikke på træerne, dels har de faktisk haft en udmærket sæson med fire hold over dem, som bare er stærkere (og ja ja, selvfølgelig mangler der gejst og en større plan osv., men det kunne jo være værre, ikke?).

Hvorfor er det så et problem, at fans og bestyrelser virker så utaknemmelige? Der er umiddelbart to svar. Det ene er det absolut vigtigste i fodbold: romantik. At værdsætte detaljerne, at huske storheden i de små ting. Det andet er den smertefulde parallel til selvoptimeringens tidsalder, hvor det aldrig kan blive godt nok.

Om nogle uger har de førnævnte storklubber alle vundet én titel, og de vil alle se tilbage på en utilfredsstillende sæson. De har ondt af sig selv, og jeg har ondt af dem — men af ganske forskellige grunde.

One clap, two clap, three clap, forty?

By clapping more or less, you can signal to us which stories really stand out.