De hvide vender tilbage til den sorte storby
I årtier har hvide amerikanere vendt ryggen til den gældsplagede storby Detroit. Det er ved at ændre sig. I byens centrum skaber ressourcestærke tilflyttere virksomheder. Men udenfor centrum slås de overvejende sorte indbyggere på egen hånd mod forfald, kriminalitet og myndighederne.
På det brede fortov på Woodward Avenue haster travle forretningsfolk forbi de smarte tøjbutikker og fortovscaféerne, hvor der er en times ventetid på at få et bord. Ude på vejen er arbejdere ved at lægge skinner ned til en ny letbanelinje, der skal løbe langs Woodward Avenue og forbinde Downtown med Midtown. Det kunne være New York eller San Fransisco, men er midt i USA’s fattigste storby. Det er en by, der sidste sommer gik fallit med en gæld på 18 milliarder dollars; en by med under en million indbyggere, men en mordrate højere end i metropolen New York; en by, der har mistet en fjerdedel af sine indbyggere siden år 2000; en by hvor halvdelen af alle børn vokser op i fattigdom.
Men noget er ved at ske i Detroit. De fyldte cafeer og de nye tøjbutikker på Woodward Avenue er tegn på, at optimismen er vendt tilbage til Detroit.
Rundt om hjørnet fra Woodward Avenue ligger The Guardian Building. En imponerende skyskraber udsmykket som et Aztekisk tempel og bygget under Detroits storhedstid i de brølende 1920’ere, hvor byen var den rigeste by i USA. Fra sit kontor på 22. etage arbejder Mark Denson på at skabe en ny storhedstid for Detroit. Han er ‘business attraction manager’ for den privatejede non-profit organisation ‘Detroit Economic Growth Organization’. Hans opgave er at få virksomheder til at slå sig ned i Detroit.
»Det er nemmere at få virksomheder og investorer til byen nu, end det var for bare nogle få år siden. Det er især blevet lettere, fordi vi kan vise dem fremgangen. Før i tiden tog vi potentielle investorer ud til en forladt industrigrund eller en forfalden bygning for at vise dem, hvad de kunne skabe der. De skulle selv forestille sig det. Nu kan vi vise dem ejendomme og områder af byen, hvor der er fuld af liv. Når folk med deres egne øjne kan se eksisterende butikker og virksomheder, er det meget nemmere for dem at forestille deres egen virksomhed placeret der,« siger Mark Denson.
Nye virksomheder rykker ind i tidligere forladte kontorbygninger. I 2009 stod 48 højhuse i det centrale Detroit tomme, nu er tallet nede på 13. I samme periode er der skabt mere end 10.000 job, primært i finans, teknologi- og servicevirksomheder.
De nye virksomheder er med til at trække nye beboere til.
»Det er gået op for erhvervslivet, at det er bedre at have medarbejderne boende tæt på. Medarbejdere der pendler to timer hver vej fra forstæderne er oftere syge og mindre produktive end medarbejdere, der bor tæt på arbejdet«, forklarer Mark Denson, der ikke lægger skjul på, at flere højtlønnede borgere også gavner Detroit.
»De er med til at skabe liv, så Downtown ikke ligner en spøgelsesby efter kl 17. Og de giver et tiltrængt løft til byens skattegrundlag«.
Taktikken ser ud til at være en succes. Det er blevet populært at bo Downtown. Så populært, at der er ventelister til de attraktive lejemål og den månedlige husleje mange steder er steget med flere hundrede dollars.
Hele 83 procent af Detroits indbyggere er sorte, men det er ikke de sorte, der flytter ind i de dyre lejligheder. Andelen af sorte indbyggere i Detroits centrum er faldet støt i de seneste år mens andelen af hvide er steget. Beboerne i centrum er radikalt anderledes end resten af byen. Kun 11 procent af de 25 til 34 årige i Detroit har en uddannelse udover gymnasiet, men i det attraktive centrum har hele 42 procent i samme aldersgruppe en videregående uddannelse.
Nogle af de veluddannede unge finder man i det kreative arbejdsfællesskab Ponyride i den hippe bydel Corktown i det centrale Detroit. Rammerne er en gammel industribygning, der blandt andet rummer tøjdesignere, it-virksomheder, et filmselskab og en cafe. Mange af de unge entreprenører er flyttet til Detroit fra andre steder i Michigan, nogle er fra østkysten, og en enkelt ung mand har sagt sit job op hos en stor internetvirksomhed i Californien for at starte sit eget firma i Detroit.
»Her i Ponyride er det muligt at prøve sine ideer af. Det er okay at fejle. Det er det ikke andre steder. Hvis vi lå i New York ville det koste så meget at få en plads her, at man allerede skulle have en succesfuld virksomhed for at have råd til en plads. Her er det stadig muligt at eksperimentere«, siger Kate Bordine, der er kreativ direktør for Ponyride.
De store kædebutikker er der ikke mange af i Detroit. Her er ingen GAP og kun en enkelt Starbucks. Det skaber huller i markedet som små selvstændige kan udfylde. Blandt andet derfor er Detroit blevet et populært sted for unge entreprenører. Men det dur ikke at være tryghedsnarkoman.
»Det kræver en masse hårdt arbejde, måske endnu mere end andre steder, for det er stort set umuligt at få et banklån til at starte virksomhed i Detroit, og det er svært at få en god forsikring. Derfor gælder det om at være villig til at tage nogle chancer og være i stand at finde alternative finansieringsmuligheder«, forklarer Kate Bordine.
I den imposante art-deco bygning The Fisher Building fra 1929 tager Robert Jasper i mod gæster. Sammen med sin kone Melissa åbnede han i foråret restauranten The Zenith i stueetagen. På en spontan turisttur for to år siden forelskede parret sig i byen. De besluttede sig for at sælge deres tre restauranter i New Hampshire og Massachusetts på den amerikanske østkyst for at prøve lykken i Detroit.
»Vores familie og venner er skeptiske. I deres øjne er det alt for risikabelt at åbne en kvalitetsrestaurant i en fattig by som Detroit. Men her er også et købestærkt publikum. De ansatte derover skal jo have et sted at spise frokost«, siger Robert Jasper, mens han peger over på den tre år gamle virksomhed Shinola, hvor de 230 ansatte blandt andet laver eksklusive armbåndsure. Robert Jasper er sikker på, at Zenith bliver en succes.
»Kunderne har taget godt imod os, og myndighederne har været meget imødekommende og hjælpsomme. Vi kan tydeligt mærke, at de gerne vil hjælpe nye virksomheder som vores på vej«, siger Robert Jasper.
Ægteparret Jasper og Kate Bordine er typiske iværksættere i Detroit. De er tilflyttere, de er ressourcestærke – og de er hvide. En undersøgelse viser, at det hovedsageligt er hvide, der starter virksomheder og investerer i Detroit.
En anden hvid mand der vil sætte sit præg på Detroit er Mike Duggan. Han er byens første hvide borgmester siden 1974, og en af grundene til, at optimismen blomstrer i fuldt flor i byens postindustrielle muld. Mike Duggan, der indtil han stillede op som bormesterkandidat for Detroit sidste efterår boede i velhaverforstaden Livonia, har en fortid som succesfuld forretningsmand og offentlig anklager.
»I mange forretningsfolks og investorers øjne er han den bedste mand på posten. Han bliver betragtet som handlingens mand, der kan trække Detroit i den rigtige retning. De kan genkende sig selv i ham. Hans baggrund som succesfuld erhvervsmand og som en benhård leder, som er i stand til at vende en negativ udvikling, gør investorerne trygge,« forklarer John Gallagher, der siden 1986 har været politisk reporter på avisen Detroit Free Press.
Ikke kun private investorer har et godt øje til Duggan. Også delstaten Michigans politikere har udtrykt tillid til Duggan. Det er indtil videre kommet klarest til udtryk i juli, hvor statens guvernør Rick Snyder underskrev en lovpakke vedtaget af det republikansk kontrollerede senat. Med lovpakken får Detroit 195 millioner dollars af staten Michigan. Pengene skal primært bruges til at få en fordelagtig aftale i hus med de offentligt ansattes pensionskasser, som er blandt Detroits største kreditorer.
Dén aftale blev til virkelighed allerede i den første uge under retssagen over byens konkurs, der begyndte den 3. september og forventes at vare til midten af november.
»Alle ved at Detroit ikke kan betale hele sin gæld. Det kommer aldrig til at ske. Men der er ingen af kreditorerne, der har interesse i, at byen bliver ved med at befinde sig i et økonomisk limbo. Det får de intet ud af. Men de har brug for at føle sig sikre på, at byen er på rette vej og at byens økonomi bliver styret fornuftigt, hvis de skal gå med til at nedskrive en stor del af deres gæld. Mike Duggan og resten af bystyret er klar over, at de må optræde økonomisk ansvarlige og have realistiske mål for fremtiden, hvis de skal overbevise kreditorerne om at nedskrive gælden,« forklarer John Gallagher, der tror, at bystyrets plan om at få nedskrevet gælden med 7 milliarder har gode chancer for at blive til virkelighed.
Torsdag aften er der borgermøde i baptistkirken i Osborn 14 kilometer nordøst for centrum. Der er kun godt en kilometer op til 8 Mile Road. Gaden, der i filmen af samme navn blev gjort verdensberømt af rapperen Eminen, og som skiller Detroit fra de velstående forstæder.
Cirka 200 af Osborns 27.000 indbyggere er mødt op i kirken for at stille spørgsmål til borgmester Duggan.
Jocelyn, en kraftig sort kvinde på omkring 40 år, rejser sig. Byens udsultede offentlige transport gør det svært for Jocelyn at få hverdagen til at hænge sammen.
»Hver morgen bliver jeg nødt til at stå op klokken halv seks for at kunne møde på arbejdet klokken ni. Ofte kommer jeg for sent, fordi bussen slet ikke kommer. Så skal jeg stå og vente to timer på en ny bus. Hvis den overhovedet kommer,« siger Jocelyn, der arbejder på en fastfood restaurant til otte en halv dollars i timen.
Som tusindvis af andre detroitere har hun ikke råd til en bil. Ironisk nok har en fjerdedel af husstandene i Detroit; byen, der siden Henry Ford grundlagde sin fabrik i byen i 1915 har været synonym med biler, ikke adgang til en bil .
De fleste har som Jocelyn ikke råd og må forsøge at klare sig med de få bybusser, bystyret har råd til at holde på vejene.
»Der er ikke noget, jeg er mere frustreret over, end min manglende evne til at gøre noget ved busproblemet. Vi har hyret flere mekanikere, men stort set alle vores busser er så gamle og nedslidte, at selv de bedste mekanikere i verden kan holde dem kørende,« siger borgmester Mike Duggan. Som en lille trøst fortæller han, at køreplanen fremover vil blive lavet efter realistiske afgangstider, så buspassagerne i det mindste ikke skal stå og vente på en bus, der aldrig kommer.
Bagerst i lokalet rejser et ægtepar sig op. De vil gerne have ryddet op i deres nabolag »hvor folk fra forstæderne smider affald til glæde for den konstant voksende rottebestand«, som kvinden siger det, mens hendes mand spørger ligeud om de kan forvente hjælp fra bystyret.
Svaret er ligeså direkte: »Nej, vi kan ikke hjælpe jer lige nu. Vi venter på en bevilling fra den føderale regering i Washington, der vil give os mulighed for at sanere flere områder af byen. Men lige nu har vi ikke pengene til det,« lyder det nedslående svar fra borgmesteren.
Ægteparret nikker forstående og som resten af salen klapper de, da Duggan forklarer, at nok kræver det tid og penge at fjerne byens 800.000 forladte og faldefærdige bygninger, men bystyret regner med at fjerne 3000 bygninger i år og det dobbelte antal næste år. Det er ikke mange, men det er bedre end ingenting. Og det er meget bedre at love lidt og overholde det, end at love gennemgribende forandringer, der aldrig bliver til noget. Duggan gør det første, og derfor er han populær, forklarer John Gallagher.
»Da byen gik konkurs gik det samtidig op for mange af byens borgere, at der skal en helt anden type politisk ledelse til, hvis byen skal reddes. Duggan er en pragmatiker, der ikke fisker efter at blive populær. Han er nok den borgmesterkandidat i byens historie, som har lovet mindst under sin valgkamp. Tværtimod sagde han, at det vil blive en lang, sej kamp at få vendt udviklingen. Det kræver en masse små skridt, og der er gået op for folk«.
Under valgkampen sidste efterår kunne Duggan og de andre borgmesterkandidater heller ikke love vælgerne ret meget. For det meste af magten er blevet taget fra borgmesterembedet og lagt i hænderne på en ’emergency manager’, Kevyn Orr, der sidste forår fik tildelt posten af staten Michigans republikanske guvernør Rick Snyder for at rydde op i det økonomiske kaos i Detroit.
Der var indført politisk undtagelsestilstand, hvor de folkevalgte politikere i bystyret fik frataget det meste af deres politiske magt og i stedet blev gjort til en slags embedsmænd og administratorer. Udnævnelsen af Orr til nærmest enevældig, ikke-folkevalgt hersker over Detroit har muligvis været gavnlig for byens økonomi, men skabt større modvilje mod det politiske system, mener journalist og forfatter af bogen ’The Last Days of Detroit’, Mark Binelli.
»Orr er ikke en ven af byens befolkning. Han er blevet sat på posten som ’emergency manger’ for at få styr på økonomien, ikke for at give borgerne et bedre liv. Ingen har stemt på ham, ingen i Detroit har bedt ham om at styre byen. Han står ikke til ansvar overfor borgerne, og det kan mærkes på den kompromisløse og ofte hårdhændede måde han regerer på,« forklarer Mark Binelli.
Modviljen mod Orr nåede kogepunktet i sommerens hedebølge. Tusindvis af husstande i Detroit har ikke betalt deres vandregning i årevis. I foråret gav Orr derfor bystyret besked på at lukke for vandet til boliger, der var bagud med regningerne. Flere tusinde husstande fik lukket for vandet. Men borgerne gik til modangreb. De genåbnede stikledninger og forhindrede i flere tilfælde medarbejderne fra vandforsyningen i at lukke for vandet. Henover sommeren steg konfrontationerne i samme takt som termometeret, og selv FN var ude med en fordømmelse og gjorde det klart overfor bystyret med Orr i spidsen, at adgang til vand er en af de grundlæggende menneskerettigheder.
Inden byen kogte helt over besluttede Orr sig for at give administrationen af vandforsyningen til Duggan, der forsøger at løse problemet med mere gulerod og mindre kæp. Det er ikke første eller sidste gang Orr giver noget af magten tilbage til den folkevalgte borgmester, men der kan gå lang tid inden Orr helt slipper tøjlerne. Ifølge John Gallager har borgmesteren og byens ’emergency manager’ delt magten på en sådan måde, at det er Duggan, der kommer med ideerne, mens Orr tjekker om der er penge til at gennemføre ideerne.
»Orr og Duggan har et forholdsvist godt samarbejde. De er begge succesfulde tidligere forretningsmænd med samme pragmatiske indstilling. Men selvom Orr har stor respekt for Duggan, tror jeg ikke, Orr vil give alle sine beføjelser fra sig før der er blevet ryddet op i byens økonomi og i forvaltningerne. Det kan tage lang tid,« siger John Gallagher.
Modviljen mod ’emergency manager’ Kevyn Orr skal ikke kun findes i hans ofte hårdhændede måde at håndtere problemer på, eller at han ikke har et folkeligt mandat. Borgerne i Detroit bryder sig ikke om at udefrakommende bestemmer over dem. Modviljen skal især findes i forholdet mellem sorte og hvide, mener Mark Binelli.
»Mange sorte føler, at de hvide fra forstæderne i årtier har vendt dem og byen ryggen. Derfor er der en udtalt skepsis, når hvide på den ene eller anden måde engagerer sig i byen. De bliver opfattet som nogle, der er ligeglade med Detroit og kun vil udnytte byen uden at give noget igen«.
Duggan har formået at overvinde mistilliden, mens Orr bliver betragtet som den forlængede arm på den hvide, republikanske majoritetsbefolkning i Michigan, der har ladet Detroit synke til bunds.
Forskellen mellem det sorte Detroit og de rige primært hvide velhaverkommuner nord og øst for byen er tydelig med selv et halvt øje åben. Kommunegrænsen mellem Detroit og Grosse Pointe er ikke mere en grænse end grænsen mellem København og Gentofte, men minder mest om grænsen mellem Vest- og Østberlin lige efter Murens fald. På den ene side er der nedbrændte bygninger, sporadisk gadebelysning, der med gulligt lys svagt oplyser et erhvervsliv af brugtvognsforhandlere, små fastfoodbutikker og kiosker med tykt skudsikkert glas som vinduer, mens der på den anden side er store villaer med velplejede grønne græsplæner og skinnende biler i indkørslen.
For mange indbyggere i det sorte og forarmede Detroit er den synlige velstand lige på den anden side af kommuneskiltet bevis på, at de rige i forstæderne har nok i sig selv og lader Detroit sejle sin egen sø. Mistroen mod de rige i forstæderne fik yderligere næring, da den ledende politiker i velhaveramtet Oakland County nord for Detroit, L. Brooks Patterson, under overskriften ”Drop Dead, Detroit” i magasinet The New Yorker i februar blandt andet blev citeret for at sige, at »Den bedste måde vi kan løse Detroits problemer på er, hvis vi laver byen om det et reservat og bygger et hegn rundt om. Så kaster vi af og til lidt mad og tæpper ind til ’indianerne’ derinde«.
Patterson, der er 75 år, skabte med sine udtalelser forventelig furore, men som noget nyt ikke kun i Detroit. Pattersons politikerkolleger i forstæderne tog også afstand fra hans udtalelser.
»Patterson har nedgjort Detroit gennem en menneskealder, men han tilhører den gamle generation, der stadig føler, at Detroit blev taget fra dem i 1960’erne og 70’erne og tvunget til at flygte til forstæderne væk fra raceuroligheder og korrupte sorte borgmestre. Men de yngre generationer ser fremad. De er klar over, at det er nødvendigt at få Detroit på fode, hvis regionen skal klare sig,« forklarer Mark Binelli.
Tilbage i byen som L. Brooks Patterson vil indhegne og omdanne til et reservat, er indbyggerne i gang med at gøre byen attraktiv og klar til fremtiden. Den opgave har organisationen ’Motor City Blight Busters’ taget på sig gennem mere end to årtier. Organisationen river faldefærdige huse ned som et led i forskønnelsen af byen. Det hele startede i 1988, hvor organisationens grundlægger John George flyttede ind i et hus i Redford, en bydel i den nordøstlige del af Detroit. Et par år forinden var et af nabohusene blevet forladt. Når mørket faldt på, blev huset brugt af pushere og narkomaner.
Med narkomanerne fulgte vold, indbrud og en generel dårlig stemning i nabolaget. For flere af Johns naboer var det sidste dråbe i et glas i forvejen fyldt til randen med armod, kriminalitet og håbløshed. Flugten til de tryggere forstæder var begyndt mange år før. Nu fulgte andre ressourcestærke familier i hælene på deres tidligere naboer. Men John George og hans familie blev boende.
»Hvorfor skulle vi flytte«, spørger John George retorisk. »Det var ikke os, der gjorde noget ulovligt«.
I stedet for at give op og flytte, gik John en dag i gang med at slå store brædder for døre og vinduer i crackhuset. Bagefter gik han i gang med at male huset og slå græsset i haven. Det gik ikke ubemærket hen.
»Et par fyre i en bil råbte efter mig, hvad jeg havde gang i,« fortæller John. Han råbte tilbage til dem. »Vil I finde jer i, at crackpusherne overtager nabolaget, og at vores børn ikke kan gå ud alene. Det her er måden at fixe det på. En halv time senere kom de to fyre tilbage med pensler og en græsslåmaskine. Det var sådan vi startede Motor City Blight Busters«, fortæller John George en tirsdag morgen i cafeen Java House i Redford.
I løbet af de seneste 26 år har Motor City Blight Busters revet mere end 20.000 huse ned.
»Det er ligesom at tage et bad og tage noget pænt, nyvasket tøj på. Man føler sig lækker og attraktiv. Nabolaget bliver mere attraktivt, når man fjerner skidtet og giver andre huse en make-over,« forklarer John George.
Det sidste er vigtigt, for hvis alle tomme huse bliver revet ned, forsvinder lokalområdet. Bygningen der huser cafeen vi sidder i blev købt for en dollar af organisationen og sat i stand af lokale kræfter. Nu fungerer den som et samlingspunkt for Redfords beboere.
»Det er vigtigt for os, at vi ikke kun river ned. Vi vil også skabe liv i lokalområderne. Det skaber tryghed, muligheder og en følelse af tilhørsforhold«, forklarer John George inden vi går fra cafeen og sætter os ud i hans pick-up truck.
Vi kører ud til et område i bydelen Brightmoor, hvor Motor City Blight Busters har revet ned og ryddet op.
»Her lå der tidligere to crackhuse lige ved siden af hinanden. Vi fik bystyrets godkendelse til at rive dem ned. Det tog 12 mand fire dage at fjerne husene helt. Bagefter gik vi i gang med at asfaltere, og nu ligger der en basketballbane, som bliver benyttet flittigt af de unge,« fortæller John, mens han dytter og vinker til fire drenge på banen.
Siden John George og de to naboer slog sig sammen og dannede Motor City Blight Busters er organisationen vokset til otte fastansatte og flere hundrede frivillige. Pengene kommer fra fonde og private donationer. Hjælp fra kommunen har der ikke været noget af. Tværtimod har bystyret forsøgt at stoppe organisationen. Byens politikere så nedrivning af bygninger som en falliterklæring i mere end én forstand. Den holdning har ændret sig. Nedrivning af forladte ejendomme ses nu som et første skridt på vejen mod at gøre Detroit til en tryggere og mere levedygtig by. Det har John George ment i årevis, men han er kun glad for at være på samme bølgelængde som den ny borgmester.
»Vores general Patton,« kalder John George borgmesteren og sammenligner Mike Duggan med den stålsatte general, der ledede de amerikanske styrker i Europa under Anden Verdenskrig.
Vi er nået til ’The Zone’. Det er det mest forfaldne område af Brightmoor. Her vokser græsset meterhøjt. Små træer er skudt op gennem vejens asfalt. De små hvide træhuse, der blev bygget i hast under Anden Verdenskrig til sorte migrantarbejdere fra Sydstaterne, er omsluttet af vegetation. Hvis de da ikke er kollapset for længst.
Vi kører ned ad Acacia Avenue. Forbi et hus, hvor fire olietønder fyldt op med cement er placeret på vejen lige foran huset. På verandaen sidder en gruppe mænd. De skuler til os mens vi passerer dem. For første gang under hele turen tier John stille i mere end fem sekunder. Da han åbner munden igen siger han
»Sådan så hele Brightmoor ud for fem år siden. Nu skal du se fremtidens Brightmoor!«.
Vi kører igennem et område, hvor bulldozere er ved at rydde huse væk, planere jorden, fjerne den vildtvoksende vegetation, gamle bildæk, køleskabe og andet affald, som er blevet smidt der gennem årenes løb. Kun få af husene er beboede og får lov til at blive stående.
Jeg spørger John, om man overhovedet kan kalde området for en del af byen, når to-tredjedele af parcellerne står uden huse.
»Kvarteret er forsvundet for længst. Hvis området nogensinde skal blive til et nabolag igen, er de faldefærdige huse nødt til at forsvinde. Først når de er væk kan nabolaget genopstå,« siger John, der er overbevist om, at nye huse snart vil blive bygget på de tomme parceller.
Han er optimistisk. Han tror på en fremtid for hele Detroit.
»Byen har ramt bunden. Det kan kun gå fremad og det gør det allerede. Vi har på kort tid skabt resultater som ingen ville have troet mulige for fem år siden. Det er nu det sker. Det er nu det vender for Detroit. Om fem år vil Detroit være kendt som The Great American Comeback City«.
