Brintbomber og bid i benene

Rend mig i traditionerne, Leif Panduro 
Af Mathilde Vedel Täck

Ungdommen er en vigtig fase i et hvert menneskes liv. En tid som alle nok husker og oplever forskelligt. For ingen vil nogensinde kunne opleve noget ens. Men der spiller nogle generelle ting ind, som alle vil kunne blive enige om. Det er en tid med forandringer. Det er en tid med udfordringer. Det er en tid der tager tid. Det kan være svært at guide sig rundt i sociale medier, designertøj og SoundCloud rappere. Det kan være svært at leve op til diverse reality-programmer. Især kan det være svært at få mor og far til at forstå, hvor velfortjent den eftermiddagssnack foran computeren kan være, og hvor velfortjent den stadig er, når du kl. 22:14 sætter dig for at færdiggøre lektierne til skolen. Nogle gange ville alt måske være en smule lettere hvis vi skruede tiden tilbage til dengang far var dreng. Dengang man blev slået i skolen, inden man blev sendt op til rektor. Dengang mutter serverede kartofler og sovs otte ud af ugens syv dage. Dengang det virkelig var hårdt at være ung. Måske vi skal helt tilbage til dengang en slikpose kostede ti øre ved købmand Jørgensen. Dengang man blev sendt på arbejdsmarkedet lige efter folkeskolen, som snedker, husmor eller bager. Dengang flyene fra Tyskland fløj majestætisk over himlen, og gardinerne blev rullet for.

Der er så mange generationer at tage ved lære af. Men en ting har og vil nok aldrig ændre sig. Ungdommens forhold til autoriteterne. For en ting står klart ingen mennesker vil nogensinde frivillet underkaste sig en anden person, i hvert fald ikke uden kamp. Dette sker i overgangen fra barn til teenager. Teenageren i sine tidlige stadier begynder at udvikle selvstændighed, mor og far er ikke længere en helt så vigtig brik i puslespillet. Det ses især tydeligt i 60’erne-70’erne, hvor ungdomsoprørerne starter. Et oprør mod autoriteterne og traditionerne. ”At være voksen, det er sådan en sygdom i det indvortes. Den skyldes overdosering med det rigtige!” hovedpersonen David siger det så fint i Leif Panduros Rend mig i traditionernefra 1958. Det er en vidunderlig ting at en bog fra 60’erne, udstiller ungdommens tanker med den samme holdning som der altid har været og i dag også er tilstede. Voksne er kedelige, og de har mistet livslysten. Frygten om at blive voksen sidder nok en lille smule i alle. For der er ingen der rigtig gider stå op en dag og bare være i den samme rutine, få regninger dumpende ind ad brevsprækken eller miste fritiden. ”At det gør ondt at vokse, har de fleste mærket på egen krop. Og at barndommen overgår alle, er lige så vist som dødens uafvendelighed. Voksenlivet er noget, man må lære og bære. Som et permanent brændemærke, der ikke forsvinder sammen med troen på det evige liv. Og derfor er angsten for at blive voksen fremtrædende i kulturhistorien. Som en modvilje.” skriver Mette Størum Krogh i Informationen 28. januar 2011 i artiklen Brændemærket voksen. Lige netop dette citat dækker meget godt over hvilken overgang David oplever i romanen Rend mig i traditionerne.

I Rend mig i traditionerne møder man den 17-årige David Dechel som til i begyndelsen sidder fast med slipset i en cigaretautomat. David går på kostskole, og ser ikke så tit hans familie. På trods er han vokset op i en velhavende familie i Hellerup, og har aldrig rigtig manglet noget. Romanen forgår på Psykiatrisk Hospital hvor handlingen er en blanding af flashbacks og nutid. Den David vi møder i starten er allerede en smule i oprør. Til en samtale med hans psykolog Doktor Schmidt, beder Doktor Schmidt ham om at løfte højre hånd, hvortil David tænker ”Gu’ ville jeg ej. Ikke tale om, hvis man først begyndte at gøre, som de vil have, så maver de sig ind på en og vil have en til alt muligt. Og til sidst må man overhovedet ikke bestemme noget selv. Jeg kender dem!”. Det er tydeligt at opfange at David har det svært med autoriteter.

David er en udadtil, glad, pligtopfyldende og begavet dreng, som overvinder de fleste ved at tale dem efter munden, og sige hvad de gerne vil høre. Men det hele er en facade, for inderst inde har David svært ved at tilpasse sig samfundets normer og regler, han har svært ved at stole og acceptere autoriterne i hans liv. ”Ved De, hvad der er i vejen med de voksne? Jo, de snakker for meget. De snakker navnlig alt for meget om, at de gerne vil forstå én, men i virkeligheden forstår de ikke en klap. De ville aldrig kunne tage, at man sagde til dem, hvordan man havde det inderst inde. For de opfatter altid én som en fjende. Og alt det, de si’r med, at man bare skal tale ud, er det rene fup. Det er en fælde, forstår De. De lokker én, og hvis man ta’r dem på ordet, så er fanden løs. Det er nemlig alt for længe siden, at de voksne var unge, til at de kan huske, hvordan man har det, når man er atten år.“ Dette er bare en af de utallige tanker David har omkring voksenlivet, og han frygter at ende op som en ligegyldig og meningsløs voksen. Så han vælger at tage kampen op mod autoriteterne og gøre oprør mod den forrige generation.

Davids udvikling gennem romanen er særdeles interessant, men set med et større perspektiv kunne det godt sættes på den generelle ungdom. David kæmper med de samme ting som unge altid har kæmpet med.Tvivlsomheden og angsten for selvstændigheden er med til at gøre ungdommen til noget værre rod, og kan knække selv den mest ambitiøse. På et tidspunkt kommer David selv ind på dette, ”Jeg gik rundt ude i skoven og tænkte på det hele. Og jeg kunne ikke finde ud af noget som helst. Jeg mener, jeg kunne slet ikke finde ud af, hvem jeg var, og hvad jeg var. Jeg kunne jo nok finde ud af, hvem jeg var imod, og hvad jeg var imod. Men De kan nok se den hårfine forskel der.” Igennem hele romanen følger vi hvordan David kæmper med hans indre. Måden han har valgt at virkeliggøre følelserne, er ved at betegne alt det der sker i hans indre som en brintbombe. David er en brintbombe, en tiggende en. Den er et meget fint symbol på denne fortvivlelse som han døjer med. Op til flere gange bider David folk i benet, og det er endda folk han godt kan lide. Han bliver presset ud i ting, fordi han bliver så væk i forvirringen. Og vi kender det da godt selv fra ungdommen, nogle gange koger alt over og hjernen slår fuldstændig af, man har ligefrem lyst til at kaste rundt med ting. Og det er tit efter et sammenstød mod autoriteterne. På samme måde har David det når f.eks. en politimand, psykolog eller skoleinspektør prøver at sætte sig i magtposition overfor ham. ”Jeg mærkede kun, at jeg var mægtig urolig indeni, og at det spjættede i mine ben, og så passede jeg hele tiden på, men alligevel gjorde jeg sådan nogle åndssvage ting. Det er det, jeg mener med denne hersens brintbombe”

Leif Panduro udpeger meget fint i romanen hvordan ungdommen har det. Det er en skiltning af en tid, hvor oprøret mod autoriteterne virkelig tager til. Det skildrer romanen Rend mig i traditionerne med et tema omkring overgangen fra ung til voksen. Denne her meget betydningsfulde tid. Alle omkring dig går pludselig meget op i at du er voksen nu, og at du nu skal til at tage store beslutninger. Men det er alligevel en forvirrende tid, som Bølle Bob så fint synger det i filmen Bølle Bob fra 1998:

”Vi er ikke rigtig voksne 
vi er ikke rigtig børn 
vi er både-og, og hverken enten-eller. 
Vi’ for unge til at elske 
og for gamle til at slås 
der er ingen der har rigtig brug for os.”

Det er svært at finde sin plads i samfundet og tilpasse sig de normer der nu må være. Derfor er det vigtigt med en bog som Rend mig i traditionerne, der sætter fokus hvor hvordan barndommen er på en humoristisk, men også meget virkelig måde. Leif Panduro siger det så fint selv med ”enhver ung vil kende noget af sig selv i denne på én gang respektløse, humoristiske og vemodige skildring, og alle, der undrer sig over ungdommens besynderlige adfærdsmønstre, vil i Rend mig i traditionerne kunne finde en nøgle til forståelse.”