Vil ny reddit-forside hæmme Trump, højrefløjen og fake news?

https://www.reddit.com/r/dataisbeautiful/comments/5ubthi/top_subreddits_filtered_from_rpopular_oc/

Reddit.com er internettets 24. mest populære hjemmeside (nr. 7 i USA) med 234 millioner unikke besøgende og 8 milliarder sidevisninger hver måned. Alligevel har de færreste journalister, politikere og meningsdannere hørt om siden, og endnu færre bruger den på daglig basis.

Kort sagt er Reddit et slags forum, hvor brugerne kan dele og prioritere indhold alt efter, om de finder det interessant. Siden har vist sig ekstrem effektiv til at organisere internetbrugere om fælles projekter, og Bernie Sanders’ overraskende popularitet kan i høj grad tilskrives græsrøddernes udnyttelse af platformes muligheder.

Noget tyder på, at Donald Trumps ligeledes overraskende popularitet også kan tilskrives effektiv udnyttelse af reddit, men i modsætning til Bernie Sanders’ kampagne, tyder meget på, at Donald Trumps kampagnehold simpelthen ‘gamede’ reddit — udnyttede platformen kynisk — og derigennem fik spredt deres budskaber til mange andre sociale medier og internettet generelt. Ligesom studier har vist, at måske en tredjedel af pro-Trump twitteraktivitet under valgkampen var bot’er.

Subreddit’en The_Donald kom ud af ingenting og nærmest overtog reddits forside på meget kort tid. Selvom reddit indtil da havde været meget anti Trump, så tog det kun et par måneder for Trumps støtter at sætte dagsordenen på reddit — og dermed internettet.

Reddits tagline er “the front page of the internet”, og det er ikke helt ved siden af. Jævnlige brugere af reddit vil ofte finde indhold fra reddit på andre sociale medier og nyhedssider et par dage efter de så det på reddit. Reddit er med andre ord en ekstrem vigtig kanal får udbredelse af indhold til hele internettet, og noget tyder på, at Trumps kampagne som de første forstod og udnyttede det.

[Case study af spredning af fake news via reddit]

Reddits ejere og administratorer har længe forsøgt at finde en måde at forhindre The_Donald’s polariserende retorik i at overtage platformen, men indtil videre er alt fejlet. Nu forsøger de så at ændre forsiden drastisk, så The_Donald i praksis bliver usynlig for størstedelen af brugerne, som ikke logger ind, når de besøger hjemmesiden.

Reddit overhauls its front page for new users and lurkers — The Verge

Nå, det var egentlig ikke fordi, jeg ville skrive en længere afhandling om reddit, Trump og fake news. Jeg fik bare lyst til at dele et par tanker om emnet, fordi jeg tror rigtig mange mennesker undervurderer, hvor stor indflydelse reddit egentlig har på vores offentlige samtale på internettet.

Det er mange år siden jeg har delt mine tanker, og på det seneste har jeg haft lyst til at komme lidt i gang igen. Så betragt denne lille, korte klumme som en spæd start på nye skriverier om alskens emner fra min hånd.

Og fortæl mig endelig, hvad du tænker om reddits nye forside og The_Donald