Luften var tyk af for tidlig sommer og krudtduft fra pyro og røgbomber.

Slutspil ’18: Katastrofen i Horsens

Det var ikke kun de 13 middelmådige år forud, der gjorde slutfløjtet i Horsens på en varm fredag aften forsommeren sidste år til det mest smertefulde Brøndby-øjeblik siden nederlaget til Roma i april 1991.

Det var ikke kun på grund af den i over et årti akkumulerede elendighed, at tabet gjorde så ondt.

Det var ikke kun den sønderflåede drøm om forløsning fra 13 års magtesløs resignation, fornedrelse og bristede håb, og et sidste skridt op på ligaens top, og mesterskabet det skal hjem igen!, der gjorde sorgen så tung.

Omfanget af mismodet, bedrøvelsen og den følelsesmæssige smerte skyldes i særdeleshed også et års perfekt opbygning til det, der skulle have været et euforisk crescendo, og et ekstatisk primalbrøl fra 100.000’er blå-gule struber.

Forud for kampen i Horsens var gået en sæson hvor vi bare havde vundet og vundet, og vi spillede tillige besnærende og seværdig fodbold. Det var som om klubben var begyndt at betale tilbage på de senere års mange bitre nederlag med kludebold i isnende novemberkulde. Som et plaster af håb på årene med håbløshed.

Vi lå i toppen, og vi lignede en mesterhold. Og vi drak fadøl, og spiste pølsemix og vi blev ved med at vinde.

Omkring os kunne vi iagttage de fysiske rammer på og omkring Brøndby Stadion blive ført ajour, og vi kunne se kloge investeringer i rammerne omkring vores, de faste tusinders, oplevelse på kampdagene.

Vi kunne se og mærke fremgangen både på banen og omkring den. Opturen var kolossal.

Så kom slutspillet, der blev afviklet under den varmeste maj siden 1889, og det var finale på finale, og vi vandt stadig, og nu vandt vi også kampe, som vi havde tabt smertefuldt mange af gennem de 13 år. Og vi lå nummer et, og solen skinnede, og vi drak fadøl, og vi blev ved med at vinde.

Vi havde spillet os i pokalfinalen, som vi havde vundet. Det første trofæ siden 2008. Det første trofæ i ti år. Min teenagedatter var fire år, da det sidst skete. Vi var der da det skete, vi havde fejret det i Blågårdsgade, og vi havde krammet og sunget, og vi var blevet fulde, og vi stod tæt under en markise, mens en af maj måneds få regnbyger trommede på det udspændte stof over os.

Solen blev — på den ene side livgivende og på den anden side alarmerende — ved med at skinne, og Brøndby blev på unaturlig vis ved med at vinde. Solskinnet syntes uendeligt og vores hold syntes ustoppeligt. Vi var høje på sejre og sol, og ryggen var rankere end den havde været længe.

Næstsidste kamp var på udebane mod Horsens. Samme stadion hvor Brøndby med Phiris scoring afværgede nedrykning seks år tidligere.

Vi mødtes under uret på Hovedbanegården, og de første øl blev åbnet omkring Valby. Vi sad i vores gule trøjer, og udenfor vinduerne var de lige så gule rapsmarker i fast forward gennem Danmark bagtæppe for åndfuld samtale, nørderi, røverhistorier, øl og tidspressede rygepauser på de mellemliggende stationer.

Solen skinnede også i Horsens, og vi fandt tilhængermarchens afgangssted. Luften var tyk af for tidlig sommer og krudtduft fra pyro og røgbomber. Gløder brændte huller i vores gule trøjer, og den gule slange af tusinder af mennesker, der delte håbet og drømmen, bevægede sig gennem Horsens.

Den sårede kæmpe, mægtige Brøndby IF, gjorde mine til at rejse sig i al sin vælde efter mere end et årti i knæ. Vi var på vej til at være øjenvidner til de afgørende øjeblikke. Sammen.

Måske var den der vidunderlige følelse i kroppen, det de kalder lykke?

Hvis du aldrig har prøvet at elske en fodboldklub, så forekommer det måske absurd, at skrive om lykke i relation til en fodboldkamp i Horsens. Det forstår jeg godt.

En måde at nærme sig en forståelse af dette umiddelbart absurde, dette umiddelbart uforståelige, er måske denne præmis: Vores syn på verden er efterrationaliseringer af vores handlinger i verden.

Jeg begyndte at se nogle fodboldkampe sammen med gode venner, og så så jeg nogle flere, og årene gik, og kampene blev mange, og vennerne var de samme. Efter et stykke tid begyndte jeg at leve mig ind i kampene, og dermed opleve følelsesmæssige op- og nedture og jeg jublede, sang, råbte og bandede.

Jeg bedriver logistik i forbindelse med kampene, drikker øl og spiser pølsemix. Jeg spiller min rolle i liturgien, jeg håber, jeg underkaster mig, og jeg er blevet en del af tilhængerkroppen. Og pludselig er der gået næsten 30 år.

De mange timers handlinger i fodboldfællesskabet er blevet et syn på verden. Et syn der kan blive udfordret af andres syn, og udfordret af begivenheder på og udenfor banen. Det er et syn på verden, jeg er villig til at forsvare — med sang og ord naturligvis.

Dette syn på verden er blevet en af mine talismaner af sandhed på min kortvarige tur gennem eksistensens meget konkret meningsløse kontinuum.

Min ven Simon kalder synet på verden for en blå-gule prisme: » (…) der tildeler os og vores klub en helt særlig position i verden. Igennem denne prisme bedømmer vi vores egen indsats, spillernes indsats, modstandernes indsats. Igennem den prisme vurderer vi retfærdighed og uretfærdighed. Vi definerer os selv ud fra vores farver og flag — i opposition til ’de andre’.«

Oplevelserne, fællesskabet og min blå-gule prisme har nået en værdi, der overstiger min investering i tid, penge og opmærksomhed — og omgivelsernes undren. Resultater på fodboldbanen kan kilde min lykkefølelse eller sende mig ind i nedtrykthedens skærgård. Dét der begyndte med at se nogle fodboldkampe, er blevet til en livslang, stormfuld, og i lange perioder ulykkelig kærlighed.

Kærligheden til min fodboldklub er anderledes end kærligheden til fx mine børn. Min kærlighed til ungerne stiller jeg ikke spørgsmålstegn ved.

Jeg kan derimod godt nogle gange efter et særligt tungt bollespark eller i en dårlig periode tænke: Åh, bare jeg dog ikke elskede den klub! Bare det dog ikke betød noget for mig, hvad der sker søndag aften på et fodboldstadion i Jylland! Bare kvaliteten af min start på ugen dog ikke blev påvirket af resultatet af en fodboldkamp!

Men hvad nu hvis Brøndby vinder næste kamp? Hvad nu hvis de leverer en mirakelsæson til foråret? Hvad nu hvis mesterskabet kommer hjem? Og hvad nu hvis jeg ikke er der, når det sker? Så jeg bliver ved. Det er jeg nødt til.

I slutspillet 2018 så min og den øvrige tilhængerkrops blå-gule prisme og syn på Brøndbys storhed ud til at komme i sync med ligatabellen for første gang siden sommeren 2005. Jo, vi var vist lykkelige.

Den lange gule tilhængerkrop skulle gennem en skov på sin vej mod stadion i Horsens. Vejret fortalte sommer, men skovens sart lysegrønne blade fortalte forår, og solens stråler fandt sporadisk vej ned mellem bladene, hvor de mødte det opadstigende røg og støv fra tusinder af fødder, og lys og partikler dansede sammen i luften over vore hoveder.

Det er et helt specielt øjeblik, når du træder fra stadiontrappeskaktens betontunnel og ud på tribunen. Støjen fra tusinder af ligesindede, røgen, flagene, ølsprøjtene. Dernede banen.

Vi finder hinanden og et sted at stå. Nogle henter øl. Nye kommer til, og vi hilser, og vi skåler.

Det er nu. 105 minutter. Sejr, så er det så godt som sikkert. Så er det så godt som virkelighed.

Kampen går i gang, og vi synger, og Röcker scorer, og vi krammer, og vi brøler, og krammer mere, og midt i jublen scorer Wilczek, og vi griner og krammer: HVOR ER DET VILDT DET HER !1! Der kommer mere øl, og vi skåler, og der er pause, og den slutter, og vi synger, og ingen vidste noget om Vestegnen / dengang i 60'erne / da verden var i sort-hvid / Brøndby-ånden ændrede på det / et halvt århundrede til for GUL OG BLÅ!

Vi smider vores t-shirts, og synger i bar overkrop i Horsens to-tusinde-og-fucking atten, og vi krammer med fremmede, og vi skåler, og vi synger.

Vi er på vej til at afgøre det! Håbet er ved at sejre! Drømmen er virkelig inden for rækkevidde!

Og så er 2. halvleg næsten slut, og så scorer en Kjartan, som ingen havde hørt om før, og ingen har hørt om siden, og så lægger dommeren uden indlysende grund seks minutter til, og så scorer denne Kjartan én gang til.

Og så er det slut.

Mange er forsvundet. Få er løbet ind på banen. Flere står forstenede. Enkelte græder.

Det er blevet køligt.

»Jeg havde virkelig, virkelig håbet på det mesterskab,« er der én der hvisker med gråd i stemmen.

Den varme maj blev til en varm sommer. Da den nye sæson begyndte efter en lang sommerpause, var vejret fortsat blændende, men Brøndby var holdt op med at vinde.

Nøglespillere var væk, træneren roterede, og krumtappen Röcker havde problemer med hovedet. Holdet var ustabilt, og vi tabte. Slutspillets magi var langt væk.

Sommer blev til efterår, og efterår er blevet til vinter, og den sløje halvsæson er slut. Vi tabte hjemme til oprykkeren fra Hjørring i årets sidste kamp.

Tilhængerkroppen er blevet urolig, og har fået begyndende katastrofetanker. Det sidder dybt, at når det er gået godt et stykke tid, så går det snart helt ad helvede til. Som om det ikke er slemt nok at tabe, så frygter vi samtidig, at noget vil gå rigtigt galt om lidt. Rygterne om kommende afsløringer og skjulte elendigheder har svirret længe.

Rygterne er vores ubevidste forsøg på at udfylde hullerne i vores fortælling om klubbens tilstand. Hullerne vi forsøger at udfylde, er de manglende svar på, hvad fanden der sker og hvad der er gået galt? Bortset fra den flittige rygtedannelse er vi magtesløse tilskuere til en pludseligt tilbagevendt ustabilitet.

Efter slutspillets euforiske opbygning til det store antiklimax, er det blevet dysforisk fodbolddagligdag i Brøndby igen: En selvopfattelse af storhed der ugentligt støder sammen med en realitet af middelmådighed. Helt som det har været i så mange år.

Vi toppede for tidligt, bliver der sukket. Sidste sæson var vores chance, nu kommer der til at gå mange år, bliver der hvisket.

Vi var lykkelige dengang i maj inden katastrofen i Horsens for otte måneder siden. Pludseligt og uventet blev lykken taget fra os i seks minutters overtid. Med tabet af Danmarksmesterskabet 2018 blev den store, gule tilhængerkrop ramt af et nyt kollektiv traume. Endnu et til samlingen.

Traumet er stadig helt friskt. Med uregelmæssige mellemrum, på uventede tidspunkter pumper det sorg over et bristet håb ind i dagligdagens hamsterhjul. Prognosen for traumets heling er uklar. Måske kræver det et mesterskab engang i fremtiden?

Men vi står her endnu

I blå og gul

I modvind og gru

Vi står her endnu