En krænkelses anatomi
Da Gyldendal for nyligt udgav en ny samling af Halfdan Rasmussens digte brød de med den dominerende anstændighed i Danmark. De valgte nemlig at redigere denne samling med øje for hvordan minoriteter blev fremstillet på racistiske måder i enkelte digte, en redaktionel tilgang der resulterede i at otte digte og tilhørende illustrationer blev udeladt. Den beslutning bundede i at, som Gyldendals direktør Morten Hesseldahl formulerede det, de otte digte og deres tilhørende illustrationer ”var meget tidsbundne og derfor ikke umiddelbart forståelige i en moderne kontekst”. De indeholdte blandt andet forældede og historisk nedladende betegnelser for mennesker med afrikansk baggrund ”neger” og ”hottentot”, og var illustreret med tegninger der komplementerede eller ligefrem bestyrkede denne racistiske stil.[1]
Den slags hensynstagen overfor potentielle læsere der ikke tilhører den hvide majoritet er per definition suspekt i Danmark — især hvis tidligere tiders og igangværende hensynsløshed overfor minoriteter samtidigt nævnes. Dette viste sig tydeligt i den efterfølgende pressedækning og nær-universelle fordømmelse af Gyldendals beslutning i de landsdækkende aviser, der alle tog stærkt afstand fra det der blev fremstillet som endnu et eksempel på en angiveligt fremadstormende ”krænkelseskultur”.
Men dækningen af denne sag var i den danske, landsækkende presse stærkt misvisende. I dette indlæg påviser jeg at informationer der kunne have nuanceret sagen, og gjort det mere besværligt at koble den på fortællingen om ”krænkelseskultur”, blev udeladt i store dele af dansk presses formidling. Således er denne sag et typisk eksempel på dækningen af ”krænkelsesbegivenheder”, hvor der i dækningen skæres en tå og klippes en hæl, så historien måske ikke nødvendigvis fortælles helt sandfærdigt eller nøjagtigt, men til gengæld passer rigtig fint ind i en altovervejende falsk fortælling om en frådende ”krænkelseskultur” der tilraner sig mere og mere magt.
Pressedækning med mangler
Den danske presses dækning af denne sag begyndte 14. maj, da Radio 24Syvs daglige kulturprogram AK 24Syv havde forlagschef hos Gyldendals Børn og Unge afdeling Lotte Hjortshøj i studiet til et 30 minutter langt og kritisk, men sagligt interview, om den nye udgivelse.[2]
I dette interview lagde Hjortshøj stor vægt på to ting: dels at beslutningen om at udelade de otte digte var baseret på at både digtene og illustrationerne benyttede sig af karikaturer af sorte mennesker, og dels at samtidigt med denne nye udgave, ville tidligere samlinger af Rasmussens digte blive genudgivet — og desuden fortsætte med at udkomme på Gyldendal i fremtiden.[3]
Men på trods af at disse to elementer er ret bærende for hvordan Gyldendal selv forklarede deres beslutning, forsvandt de i de følgende dage så godt som fuldstændigt fra pressedækningen i de landsdækkende medier. Dette er symptomatisk for hvorledes danske medier formidler disse sager, hvor centrale og meningsbærende elementer ofte simpelthen ikke rapporteres, med det resultat at ”krænkelsen” kan fremstå mere sort/hvid — og nemmere at fordømme som udtryk for ”krænkelseskultur”.
I denne analyse undersøger jeg hvordan den landsdækkende presse i dagene efter Hjortshøjs interview i Radio 24Syv dækkede denne sag. Det gør jeg ved at kigge på de i alt 14 artikler og redaktionelle debatindlæg, der blev trykt i de landsdækkende avisers papirudgaver i denne periode. Det er disse tekster der danner grundlag for min analyse, og en annoteret liste over dem kan findes her.
Illustrationerne ignoreres
Brugen af ordet ”hottentot” i Halfdan Rasmussens digte er ret ubemærkelsesværdig. Ordet virker mestendels til at være valgt ud fra dets høje grad af ”rim”elighed, og bruges ikke umiddelbart som reference til en specifik gruppe af mennesker.[4] Illustrationerne af ”hottentotter” til gengæld umiskendeligt baseret på stereotype fremstillinger af sorte mennesker.
Det korte digt ”Sikken et hus” illustrerer denne diskrepans mellem digt og illustration: Digtet afsluttes med rimet ”fem hottentotter/der sidder og prutter!” Ordet ”hottentot” virker til at være valgt fordi det rimer på ”prut”, og ikke fordi det refererer til nogen særlig gruppe. Illustrationen indeholder derimod en stærkt karikeret fremstillen af sorte mennesker der muligvis ikke er ment racistisk, men som ikke desto mindre er umulig at adskille fra den måde sorte mennesker igennem den vestlige historie er blevet fremstillet som dyriske, barnagtige, underlegne osv.[5]
Men kun tre artikler iblandt de 14 jeg analyserer her, nævner denne relativt vigtige pointe. Og i de tilfælde er det enten indirekte eller på decideret misvisende vis.[6] De resterende 11 artikler får det til at lyde som om Gyldendal traf beslutningen om udeladelse, alene fordi digtene indeholdte de racistiske ord, og nævner slet ikke illustrationerne. Hvorvidt den relativt vigtige pointe om illustrationerne (der i flere tilfælde er langt mere åbenlyst racistiske end selve digtene) ville overbevise folk om fornuften i Gyldendals nye udgivelse, er svært at sige. Men det er dog bemærkelsesværdigt, at denne ret bærende søjle i Gyldendals egen udlægning af sagen nærmest falder helt ud af dækningen i den landsdækkende presse.
En bærende præmis forsvinder
Den anden af Hjortshøjs pointer der så godt som forsvandt i den efterfølgende pressedækning var, at tidligere samlinger af Rasmussens digte (inkl. Spang Olsens illustrationer) fortsat vil blive udgivet. Som hun selv svarer på et spørgsmål om hvorvidt børn i fremtiden nu frarøves muligheden for at stifte bekendtskab med de otte digte: ”det kan man jo sådan set vælge, for man kan vælge hvilken udgave man køber. Begge udgaver bliver udgivet samtidigt.” Denne ellers ret så vigtige præmis for ny-udgivelsen blev dog ikke vurderet vigtig nok til at indgå i den efterfølgende pressedækning.[7]
Denne overordnede udeladelse betød at en del pressedækning var i decideret modstrid med sandheden. Dette ses f.eks. i overskrifter Politikens ”Nu må vi ikke længere læse disse 8 børnerim: Gyldendal fjerner digte med ord som ‘neger’ og ‘hottentot’ fra Halfdan Rasmussens børnerim”. Men forbrugere der ønsker en udgave der indeholder de otte udeladte digte, har på ingen måde mistet muligheden for at erhverve en sådan — ikke alene må de gerne læse de otte børnerim, Gyldendal tilbyder dem glædeligt at købe bøger hvori disse rim findes. Om end den er den mest overgearede af slagsen, er Politikens overskrift ikke en undtagelse: Kun fem af de 14 tekster nævner den simultane udgivelse, og i de fleste af disse er det som en sidebemærkning.
Jyllands-Posten skrev f.eks. d. 16. maj at ”Hvis man vil læse de udeladte rim, kan man ty til Gyldendals andre udgivelser. De bliver ikke udfaset fra markedet, garanterer direktøren.” Det nævnes også i Politikens lange artikel om sagen, udgivet samme dag. Så det er ikke fordi pressen ikke var klar over dette faktum, at den ikke indgik i den efterfølgende dækning.
Kristeligt Dagblads indledning til deres artikel ”Gyldendal kritiseres for censur af børnebog” d. 16. maj er et af de mere grelle eksempler på denne udeladelse, men illustrerer hvor misvisende dækningen kunne være: ”Må man skrive ‘neger’ og ’hottentot’ i en børnebog her i 2019? Nej, mener forlaget Gyldendal”. Denne påstand er åbenlyst falsk: Gyldendal har hele tiden været helt eksplicitte om, at de fortsat udgiver værker der benytter sig af disse begreber, f.eks. de ældre digtsamlinger der indeholder de otte udeladte digte.
Det der ikke nævnes
Det er ikke alle artikler der som i Kristeligt Dagblad bygger på en decideret falsk præmis. De fleste artikler undlader blot at nævne at de oprindelige samlinger fortsat udgives og kan købes. Politikens ledende artikel d. 19. maj, ”Tosserier i udvalg”, er et fint eksempel på denne type dækning.[8] Heri nævnes det slet ikke, at den oprindelige udgave fortsat ville udkomme — men modsat i Kristeligt Dagblad, fremstilles det ikke decideret som om at den ikke vil blive udgivet. Det antydes til gengæld gennem formuleringer der får det til at lyde som om, de otte digte nu vil være mindre tilgængelige end tidligere.
På dette tidspunkt, fire dage efter det oprindelige interview på Radio 24Syv, ændrer det meste af dækningen i de landsdækkende aviser sig. Det går nemlig fra at blive behandling journalistisk, til næsten udelukkende at foregå i opinionsstoffet og lederspalterne. Dette skift er også en tilbagevendende dynamik i disse sager, og det giver pressen en kattelem i og med at denne type tekster ikke betragtes som journalistik — og derfor ikke nødvendigvis behøver at leve op til de blandt andet etiske krav, mange har til journalistik. Men i og med dette opinionsstof er meget prominent, og på dette tidspunkt i pressedækningen ofte udgør den dominerende kilde til information om disse ”krænkelsesbegivenheder”, er det alligevel stærkt kritisabelt, at opinionsstof som her udelader centrale elementer af historien — især når det netop er elementer der ville nuancere sagen, og stille den part der kritiseres, i et bedre lys.
I Politikens leder står der blandt andet at den nye udgivelse udgør ”En underkendelse, som ydermere fratager danske familier mulighed for under trygge rammer at diskutere hensyn, krænkelser og ytringsfrihed.” Det er svært at forestille hvordan man kan læse dette uden at få den opfattelse at det i fremtiden vil blive i sværere for forældre at skaffe udgivelser der inkluderer digtene med ord som ”neger” og ”hottentot”. Men det er jo ingenlunde tilfældet — forældre der ønsker dette kan blot erhverve sig udgaven der indeholder disse ord.
I artikler af alle genrer om denne slags sager skal man således ikke kun være opmærksom på hvad der nævnes, men i mindst ligeså høj grad på hvad der ikke nævnes. Hvis der er information der gør sagen mere mudret, og sværere at passe ind i fortællingen om ”krænkelseskultur” er det nemlig ret sandsynligt at det udelades i pressedækningen — og især i de efterfølgende ledere hvor redaktører og andre udtrykker sin forfærdelse over denne voksende og angiveligt meget farlige ”krænkelseskultur”.[9]
Framing og subjektivitet
Det er vigtigt at understrege her, at der ikke er tale om en konspiration hvor danske avisredaktioner søger at skabe en falsk fortælling om ”krænkelseskultur”. Faktisk er der intet i hverken dækning af Halfdan Rasmussen udgivelsen eller dækning af de fleste andre ”krænkelsesbegivenheder” der bryder med typisk mediepraksis. Som Robert Entman, en førende kommunikationsforsker, skriver i forbindelse med en udregning af begrebet ”framing” (der kan oversættes til ”rammesætning”) fungerer megen kommunikation som den slags vi oplever i medierne på en måde der i sagens natur er subjektiv. Ved at ”udvælge nogle aspekter af erfaringsverdenen og fremhæve dem i en kommunikativ tekst” sker der nemlig det at læserne ”anspores til en bestemt definition af problemet, fortolkning af årsager, moralsk evaluering og/eller anbefaling af (be)handling for det pågældende tilfælde.”[10].
I dækningen af den nye udgivelse må man konkludere at danske mediers framing i høj grad bestod af at udelade to vigtige elementer af baggrunden for ny-udgivelsen. Det er kritisabelt fordi netop disse to elementer var delforklaringer der ville gøre sagen mere nuanceret, og mindre velegnet til at skabe forfærdelse og vrede over Gyldendals beslutning. Men det er ikke unormalt at medierne framer historier på måder der fremmer specifikke opfattelser af dem. Den måde ”krænkelsesbegivenheder” frames på risikerer således at påvirke læsernes opfattelse af denne og lignende begivenheder i retning af den forargelse og fordømmelse der findes på de avisredaktioner der har framet historierne. Dette sker uden at læserne nødvendigvis er klar over, at den historie de er blevet fortalt om begivenheden i bedste fald er mangelfuld, og i værste fald, decideret forkert.
Endnu et svagt led i kæden ”krænkelseskultur”
Hvis den misvisende dækning af Gyldendals ny-udgivelse blot var en enlig svale, ville der naturligvis ikke være megen pointe i at kritisere den som jeg gør her. Men i historier om såkaldte ”krænkelser” er det næsten altid tilfældet, at fremstillingen er mangelfuld, og benytter sig af en framing der styrker forestillinger om en farlig ”krænkelseskultur” der er ekstremt censurlysten og totalitær. Enhver diskussion om “krænkelseskultur”, ”krænkelser” osv. bør derfor overveje den pressedækning der så at sige fylder disse begivenheder med mening, og hvordan den i rigtig mange tilfælde framer disse ”krænkelsesbegivenheder” så de nemmest passer ind i en overordnet fortælling om ”krænkelseskultur”.
Det er nemlig svært at finde en historie om en ”krænkelsesbegivenhed” der ikke er enten misvisende eller unuanceret. I denne analyse har jeg beskrevet en af disse, men denne øvelse ville kunne udføres med lignende resultat ved langt de fleste af disse ”krænkelsesbegivenheder”. Og dette er særlig problematisk, fordi de fleste af denne slags historier finder stor forklaringskraft i tidligere ”krænkelsesbegivenheder”.
Men i og med så godt som alle disse historier om såkaldte ”krænkelser” er enten upræcise eller decideret forkerte, er hele denne forklaringskraft baseret på en helt forkert præmis. Men fordi kun pressens tidligere rapportering, der er dybt påvirket af framing, findes som reference, umuliggøres det at se på alle disse begivenheder som løsrevne sager, og kun påstanden om ”krænkelseskultur” står tilbage. Denne påstand afhænger således af en cirkulær logik hvor en fortælling om ”krænkelseskultur” (baseret på en masse fejlfyldte og misvisende anekdoter) føres som bevis for, at en begivenhed som f.eks. Gyldendals ny-udgivelse er et eksempel på at krænkelseskultur findes.
Den eneste måde fortællingen om ”krænkelseskultur” kan holdes i live, er således at hele tiden finde nye sager der kan fremstilles som yderligere bevis på dens eksistens. Problemet her er at sådanne nye sager er vidt forskellige, og ikke altid passer særligt godt ind i fortællingen. Dækningen af Gyldendals ny-udgivelse viser, at dette ikke nødvendigvis forhindrer pressen fra at passe den ind i fortællingen alligevel. Så længe en historie kan frames til at handle om såkaldt krænkelse, kan den fremføres som yderligere bevis på forestillingen om ”krænkelseskultur”.
[1] Min betegnelse ”racistisk” her er ikke sigtet mod Halfdan Rasmussens person. Hvorvidt han eller Ib Spang Olsen var racister er ikke synderligt interessant — og bør ikke spille nogen større rolle i fortolkningen af hvordan hans værker fremstår i dag. Men både digte og illustrationer bærer (selvfølgelig) præg af den tid de er skabt i, og her går flere stereotype forestillinger om sorte igen — forestillinger der stammede fra og fastholdte den undertrykkelse af sorte mennesker, der tydeligst manifesterede sig i slavegørelsen af millioner af sorte mennesker, og som stadig pågår i dag.
Rasmussens brug af ordet ”neger” indebærer forestillinger om sorte mennesker som ” ædle vilde”, barnagtige, eller særligt definerede af deres kropslighed–dette ses tydeligt i digte hvor ordet ”neger” indgår. Så der kan ikke sås tvivl om hvorvidt disse digte ér racistiske — det er de, og det er fuldstændig uoverraskende at kunst om sorte mennesker skabt på en tid hvor troen på sorte mennesker og især afrikanere som hvis ikke underlegne og tilbagestående, så i hvert fald fundamentalt anderledes, endnu var ret mainstream. Illustrationerne af Ib Spang Olsen bærer også præg af deres samtids zeitgeist. Især i illustrationerne til digte der indeholder ordet ”hottentot” er dette tydeligt. Mens ordet ”hottentot” i digtene ikke virker til at referere nogen egentlig person eller gruppe i digtene (modsat ”neger”, der bruges til især at referere sorte mennesker (inklusiv hvide der er blevet sorte af f.eks. sod) virker ”hottentot” mest til at være brugt som et rimeord i teksterne), benytter Ib Spang Olsens illustrationer til disse digte, sig af stærkt karikerede fremstillinger af sorte mennesker.
[2] Programmet kan høres her https://www.24syv.dk/programmer/ak-24syv/52156161/halfdan-rasmussens-arvinger. AK 24Syv var på deres side inspireret til indslaget af en anmeldelse af den nye samling i Weekendavisen hvor kritiker Lars Bukdahl var stærkt afvisende overfor den nye samlings redaktionelle tilgang og udeladelse af otte digte, og især det forord der forklarede dette.
[3] I denne artikel er jeg ikke så interesseret i fornuften i denne beslutning, men koncentrerer mig i højere grad om hvordan beslutningen blev fremstillet i de danske, landsdækkende medier, og hvorledes denne dækning illustrerer et mønster i hvordan danske medier dækker denne slags sager. Kort kan man dog sige, at det giver god mening for et forlag der ønsker at maksimere sin profit, at tilbyde flere forskellige udgaver af ens produkter, så større dele af markedet kan tilfredsstilles. Men andre har givet gode forklaringer af hvorfor Gyldendals nye udgivelse er en god idé, f.eks. Mary Tesfay i AK 24Syv d. 16. maj: https://www.24syv.dk/programmer/ak-24syv/52215107/at-hate-folge-pa-sociale-medier
[4] Dette er ikke tilfældet med brug af ordet ”neger” der har en klart racial konnotation, og refererer mennesker med sort hud, inklusiv hvide mennesker hvis hud er blevet gjort sort af skidt. At ordet ”neger” bruges til at referere en anden type af menneske end det ”almindelige” fremstår f.eks. tydeligt i digtet ”Negerdukken Lille Sam” der pga. sin sorte hud ”om natten bliver […] borte”.
[5] Jeg har i forbindelse med en ”krænkelsesevent” af ældre dato, skrevet om både ordet ”hottentot” og den stereotype fremstilling af sorte mennesker ordets historiske oprindelse bunder i, og hvordan de begge er uadskillelige fra den historiske undertrykkelse af sorte mennesker, og således, naturligvis, også den nuværende: https://web.archive.org/web/20160416171909/https://www.denfri.dk/2015/07/strukturel-racisme-afrikaland-udeblevne-debat/.
[6] I Jyllands-Postens artikel ” »Man censurerer da heller ikke H. C. Andersen«” nævnes Ib Spang Olsen (”Gyldendals direktør tilføjer, at ingen kan beskylde Halfdan Rasmussen og Ib Spang Olsen for at være racister: »De var fornemme eksempler på humanister”) om end hans illustrationer og hvorfor Gyldendal har beskrevet dem som racistiske ikke berøres. Det samme er tilfældet i Annette Heicks klumme om sagen, hvor hun nævner Ib Spang Olsen, men ikke direkte berører illustrationerne og hvordan de ser ud. I sin vrede klumme om sagen, skriver Bent Falbert i Ekstra Bladet: ”Censuren har også ramt dette rim: ‘Sikken et hus, mus i mit krus, Rotter i potter og katte i kutter og fem hottentotter, der sidder og prutter’ Spang Olsens fem hottentotter var også for stærk kost for Gyldendal, som fjernede tegningerne.” Om end det jo er korrekt, er den manglende præcision her også illustrativ for dansk presses dækning: Falbert får det til at lyde som om, at nogle digte beholdte illustrationerne, mens andre ikke gjorde. Men dette er i decideret modstrid med hvad Hjortshøj sagde i Radio 24Syv, hvor hun understregede at alle tekster blev helhedsvurderet — altså er det ved alle udeladte digte at illustrationen også er udeladt. I resten af artiklerne nævnes illustrationerne slet ikke, hverken direkte eller indirekte.
[7] Peter Brodersen har skrevet en god udlægning af sagen her: https://bongorama.dk/2019/05/16/halfdangate/.
[8] På dette tidspunkt sker næsten al dækning af sagen gennem debatindlæg fra enten redaktionsmedlemmer eller fast tilknyttede skribenter, der alle er meget kritiske overfor Gyldendals ny-udgivelse.
[9] Det bør nævnes at det er muligt, at danske medier med tiden fik øjnene op for, hvor skæv deres dækning var. Bjørn Bredal skrev i hvert fald en klumme i Politiken d. 24. maj at ”Det har fortonet sig lidt, at de fravalgte digte kun er fravalgt af forlaget i netop denne udgivelse, men fremdeles er tilgængelige i andre bøger, som Gyldendal udgiver.” Men Bredals fine korrektion til sine kolleger står ret alene i mediebilledet, og er i modsætning til de fleste andre artikler refereret ovenfor aldrig udgivet online.
[10] Robert M. Entman (oversat af Stig Hjarvard), ”Framing:, Til afklaring af et spredt paradigme”, MedieKultur, 2015, 58, s. 116. https://tidsskrift.dk/mediekultur/article/view/20002
