Mor til tre gik konkurs med sin fars livsværk: Havde gæld på 1,8 mio. kr.
I 2011 gik Tibina Jensen Starup personligt konkurs, da hendes dyrehandel, Tandkarpen, blev alvorligt ramt af finanskrisen. Tibina og hendes familie måtte tage konsekvensen, sælge deres hus og leve for få hundrede kroner om ugen, samtidigt med at Tibina kæmpede med tanken om at skylde hendes far over 800.000 kroner og at få noget så basalt som en bankkonto.
--
For nyligt modtog Tibina Jensen Starup en rykker på omkring 14.000 kr. for en ni år gammel parkeringsbøde. Det sker cirka hver tredje måned. Hver gang river det op i personlige sår og bringer hende tilbage til en af de sværeste perioder i sit liv.
Tibina er opvokset på Amager. Faren, Arne Jensen, ejede dyrehandlen Tandkarpen på Amagerbrogade 9, som hun kom i efter skole. Den åbnede, to år før Tibina blev født i 1967. Hun hjalp meget til der, og som hun blev ældre, fik hun flere opgaver. En dag brækkede Arne benet, og pludseligt blev Tibina dyrehandler på fuldtid. I 2000 overtog hun butikken.
Imod udgangen af 2010 var arbejdsløsheden grundet finanskrisen på noget nær sit højeste. Det mærkede Tandkarpen, hvor der dagligt kom færre penge i kassen.
”Jeg husker at have købt ind til efterårs- og julesalg, men fra oktober kom der ingen kunder. Der var måske ti på en uge. Det var helt vildt,” forklarer Tibina, der i januar 2011 tog fat i en advokat, da regnskaberne for længe havde vist røde tal.
”Han sagde: ’Drop det. Der er ikke noget at redde. Det kan simpelthen ikke lade sig gøre.’ Det gik sindssygt stærkt.”
Den 31. marts 2011 begærede Sø- og Handelsretten Tibina Jensen Skarup konkurs.
I undtagelsestilstand
Det var ikke første gang, at Tibina blev erklæret konkurs. En tidligere sag med hendes eksmand havde efterladt hende uden en krone på lommen, men dengang var hun i slutningen af tyverne og havde ”kun” ét barn. Nu var hun 43 og havde tre, heriblandt én udviklingshæmmet og én med ADHD. Samtidigt var hun den primære indtægtskilde i husstanden i Dragør.
”Det var frygteligt, fordi jeg var klar over, at alt skulle gøres op denne gang, og at vores situation ville ændre sig markant.”
Tibina havde arbejdet i døgndrift for at vende skuden, men der var intet at gøre. Først til mødet med advokaten gik det op for hende, at løbet var kørt.
”Jeg var forfærdet — ked af det og i undtagelsestilstand. Krise. Jeg tror aldrig min vejrtrækning kom længere end til halsbenet. Jeg var tynd som en streg. Jeg tror, jeg vejede 60 kilo. Og så havde jeg to små børn og en lidt ældre. Det var fandeme hårdt.”
I alt skyldte Tibina mere end 1,8 millioner kroner væk — heraf 847.456 kroner til sin far.
”Min far var også forfærdet over, at det gik så stærkt. Men han sagde, at jeg ikke skulle føle skyld eller være ked af, at jeg skyldte ham alle de penge, for han havde selv været en del af det. Det var selvfølgelig rart, men jeg blev ved med at betale ham tilbage langt ud over konkursen, fordi jeg følte, jeg skyldte ham.”
Det er fire måneder siden, at Arne Jensen afgik ved døden efter tre års sygdomsforløb. Tibina nåede i alt at tilbagebetale omkring en kvart million til sin far.
Et øjebliks lettelse
Et år efter konkursen fik Tibina gældsanering, som er en ordning, hvor uoverskuelig gæld kan nedsættes til et beløb, man er i stand til at betale.
Tibina skulle således betale 0,8286 procent over en treårig periode.
”Det var en enorm lettelse, for så kunne jeg begynde at arbejde mod at blive et frit menneske. Man har ikke meget handlerum, når man er kørt ud på et sidespor, så jeg var glad for at have det mål.”
Men lige som Tibina kunne se en ende på det hele, opstod der nye problemer.
Ydmyget, til grin og værdiløs
Efter konkursen stod det nemlig så skidt til, at hverken banker eller forsikringsselskaber ville have hende som kunde — også selvom alle har krav på en NemKonto. Hun måtte derfor få sin advokat til at forklare reglerne til banken, hvorefter Tibina fik deres dyreste løsning.
Familien havde samtidigt været nødsaget til flytte fra Dragør — byen Tibina havde troet, hun altid skulle bo i. Men heller ikke i hendes nye kommune i Roskilde var der hjælp at hente. De måtte finde på noget selv.
Den manglende samarbejdsvillighed fra centrale institutioner var det hårdeste for Tibina.
”Jeg følte mig totalt ydmyget og til grin. Nu blev man pludselig sat i bås med dem, man forestiller sig sidder på bænken.”
Tibina kom på dagpenge og siden kontanthjælp. Hun havde tydelige stresssymptomer som hukommelses- og søvnbesvær, og grundet finanskrisen var det umuligt at finde nyt job. Hun gravede sig ned bag sin computer. Dér gemte hun sig i tre år. Hendes eneste formål var at sende jobansøgninger, så hun kunne få kontanthjælp, og hun kom kun frem, når hun skulle være med sine børn. Tibina følte sig værdiløs.
”Hvis man er uden værdi, er der ikke nogen grund til at være her. Jeg kan ikke forestille mig noget værre. Men det var mine egne tanker. Ingen fortalte mig, jeg var værdiløs.”
”Det er jeg også”
I det nye liv på landet levede familien nu for et par hundrede kroner om ugen. De købte genbrug, spiste pasta med ketchup, og hvad de ellers fandt i supermarkedernes containere.
”Det var hele tiden et skridt nedad.”
I dag skralder familien stadig, og det er et princip at købe genbrug. Sådan har flere ting hængt ved efter konkursen. Ligesom fakturaen fra Q-Park, der hver tredje måned flyver ind ad døren med et større beløb, selvom hun grundet gældsaneringen ikke skal betale.
”Påmindelsen gør mig psykisk træt, og jeg spørger mig selv, om det nogensinde stopper. Det tror jeg ikke, det gør.”
Den 1. september 2016 blev Tibina Jensen Starup gældfri. I dag læser hun til socialrådgiver og er kommet videre ved at finde andre ting at være stolt af. For eksempel har hun været med til at starte en skole for børn med særlige behov.
”Det har taget lang tid for mig at ranke ryggen, gå ud i verden og sige, at det har jeg gjort, det har jeg været igennem, og det er jeg også.”
”Jeg når ikke at spare sammen til min pension. Det er gone. Indimellem kan jeg godt blive bange for fremtiden og at blive gammel, men omvendt har jeg befundet mig i en situation, hvor jeg ikke har haft nogen midler og er kommet igennem det.”
”Jeg håber, jeg kender mig selv bedre til at leve resten af mit liv godt. Og at være god ved mig selv. Men det er ikke nemt.”
(Tegn: 6.430)
