31. august 2019
Afsted til Bali
Så kom vi afsted og nåede helt til København, før vi tog et pit stop hos fætter. Dejligt med lidt frisk luft og solid kost, før man begiver sig ud på sådan en lang tur. Tusind tak for beværtning og vi glæder os til at se jer ude i den store verden:)




Derefter ventede turens absolutte højdepunkt (for nogle) … flysæder med skærm!


Mellemlanding i Bangkok og så begynder det allerede at blive svært. Vi havde forholdsvis god tid til at hente baggage, komme gennem immigrationstjek og finde næste fly, så planen var at få spist godt og ladet batterierne op i lufthavnen, men vi skulle lige tjekke ind til Denpasar, Bali (via Singapore) først. Det kunne ikke lade sig gøre uden at fremvise billet ud af Indonesien igen, så der var ikke andet at gøre end at komme på en destination og en dato rimeligt hurtigt og så ellers få bestilt billetter. Så meget for den tilbagelænede “vi-tager-til-Bali-og-vi-ved-ikke-hvor-længe-vi-bliver” historie. Nu skal vi til Singapore (og forhåbentlig direkte videre til Borneo) den 19. oktober. Tricket er åbenbart at købe billetter med afbestillingsforsikring og så ellers bare annullere dem, når man er kommet frem. Det husker vi næste gang.
