Chelsea Manning Løslades!

Chelsea Manning er mange ting.

En modig whistleblower som via sin læk til WikiLeaks har fået medier over hele verden til at afsløre krigsforbrydelser, korruption, tortur og alskens andre forbrydelser.

Chelsea Manning

Hun er også en forfulgt dissident, der har været udsat for en skammelig behandling af den Nobels Fredsprisvindende præsident Obama (FN har formelt kaldt den behandling hun er blevet udsat for, for “cruel and unusual” og “tantamount to torture”).

Hun har også nosser på størrelses med bowling-kugler, ikke ”blot” i kraft af sin whistleblowing, men også fordi hun — som indsat i et MILITÆRFÆNGSEL — åbent vedkender sig at være transseksuel, hvorefter hun aktivt går ind i kampen for LGBT-indsattes rettigheder i fængselsvæsnet.

Det var også Manning, der for alvor fik mig til at blive interesseret i overvågning, fordi hun i en (ret overset) chatlog, længe før Snowden dukkede op, henkastet skrev, at NSA da for resten overvåger nærmest alt kommunikation:

Screeshot fra Wired

I går aftes breakede nyheden om, at præsident Obama har valgt at reducere Chelsea Mannings straf, fra 35 år, til 7 år. Dette betyder at hun bliver løsladt d. 17. maj, meget passende på den internationale anti-homofobi dag, i stedet for en gang i år 2045.

Dét er en fantastisk nyhed — og en ret uventet én af slagsen, af grunde som jeg kommer ind på lidt senere. Men som min ven Freja Wedenborg skriver på Facebook, så er det — midt i glæden over Manning nu endelig har udsigt til at komme ud af fængslet — værd at huske på, at selvom Obama fortjener taknemmelighed for at have vist hende nåde, så er det også under hans embedsperiode, at Chelsea Manning blev fængslet, anklaget og efter en farce af en retssag, dømt til 35 år i et militærfængsel. Og det er under Obama, at Chelsea Manning allerede HAR afsonet 7 år under ofte umenneskelige forhold, hvilket under alle omstændigheder er en længere straf end nogen whistleblower nogensinde har afsonet i et civiliseret land, anklaget for at “hjælpe fjenden”. Det er hemmeligtstemplet hvem præcis fjenden er — men jeg har et kvalificeret bud i denne artikels sidste afsnit.

Præsident Obama, som i 2007 førte valgkamp på, ikke at forfølge whistleblowere (.pdf), har siden han blev indsat, slået hårdere ned på whistleblowere, end nogen anden tidligere præsident. Faktisk har han brugt den stærkt omdiskuterede spionage-lovning (Espionage Act fra første verdenskrig, som var tiltænkt spioner der gav oplysninger til fjenden i krigstid, ikke whistleblowere der gav dokumenter med klar offentlig interesse til medierne) mere end dobbelt så mange gange, som alle andre amerikanske præsidenter tilsammen (senest mod Edward Snowden). Obama har endda slået hårdt ned på whistleblowere, hvis gerninger fandt sted under Bush, men som Bush selv ikke fandt grundlag for at retsforfølge (Thomas Drake og Bill Binney fra NSA, for eksempel).

Lad lige dén synke ind. Change We Can Believe In.

Så med Obamas forhistorie og brudte valgløfter in mente — New York Times’ juridske chef under Nixon, har kaldt Obama for en større trussel mod pressefriheden, end selv Nixon var — ER det ekstremt overraskende, at han som en sine sidste handlinger inden han overgiver Det Hvide Hus til Den Orange Fascistklovn, valgte at slå et slag for en whistleblower som Chelsea Manning. Men tak anyway. Det er vigtigt, både for Manning, som har forsøgt at tage sit eget liv to gange i 2016, på grund af den horrible behandling hun har fået i fængslet (hvortil militærets svar var, at smide hende i isolation på ubestemt tid — det er nemlig en god måde at tackle selvmordstruede på i Guds Eget Land™ ), men også vigtigt for pressefriheden og ikke mindst for hvilket klima der møder kommende whistleblowere.

Det er også værd at huske på, hvilken ekstremt stor værdi offentligheden har fået, som følge af de dokumenter hun gav til WikiLeaks tilbage i 2010, og som stadig dagligt dukker frem i medierne.

Hvad gjorde Manning?

Chelsea Manning (som dengang hed Bradley Manning) blev udstationeret i Baghdad som computerspecialist for den amerikanske besættelsesmagt i oktober 2009. I lighed med Edward Snowden, meldte hun sig til militæret fordi hun på det tidspunkt købte historien om, at ”vi skulle bringe demokrati og frihed til det irakiske folk”. Virkeligheden skulle snart vise sig noget anderledes.

Hurtigt oplevede hun, at fremfor at være tiljublede befriere, var USA en besættelsesmagt, der fokuserede på at opspore og fængsle akademikere, der var kritiske overfor den korrupte irakiske overgangsregering, fremfor at tage sig sig af undersåtterne i landet. Fra sin arbejdsstation i Hammer-lejren udenfor Baghdad, havde hun fri adgang til enorme mængder hemmeligtstemplet materiale, som hun begyndte først at studere, derefter at downloade og kopiere ud på CD’rommer hvorpå hun skrev f.eks. ”Lady Gaga” (for real).

Under en rejse hjem til USA, forsøgte hun at kontakte flere amerikanske medier (herunder New York Times) for at få dem til at kigge på dokumenterne — men uden held (lad lige dén synke ind, også). Herefter begyndte hun — anonymt — at overlevere dokumenterne til WikiLeaks i stedet, som i høj grad var interesseret.

Det blev, udover nogle mindre udgivelser, til The Afghan War Logs (lidt over 90.000 dokumenter fra krigen i Afghanistan), til Iraq War Diaries (næsten 400.000 dokumenter fra krigen og besættelsen af Irak) og til CableGate (ca. en kvart million dokumenter fra amerikanske ambassader over hele verden).

WikiLeaks brugte sammen med deres mediepartnere i hele verden (The Guardian, Der Spiegel, New York Times m.f. — og herhjemme Politiken og Dagbladet Information) dokumenterne til at afsløre krigsforbrydelser, titusindvis af ukendte drab, tortur, korruption, svindel og alle mulige andre uhyrligheder.

Mest kendt — og mest ikonisk — er nok ”Collateral Murder” videoen, som viser en amerikansk Apache helikopter der mejer en flok civile (inkl. 3 journalister fra nyhedsbureauet Reuters) ned i Baghdad, mens de omtaler de døde i meget lidt charmerende termer. Efterfølgende gentages ”successen” med en far der kommer forbi med to børn i sin bil og forsøger at redde de sårede.

Udover at vise krigens rædsler er episoden ekstremt relevant, fordi Reuters igennem længere tid havde forsøgt at finde ud af hvad der egentlig var sket med deres journalister, men var blevet afvist af det amerikanske militær: ”det kender vi ikke noget til”. Mannings video gjorde det klart, som det så ofte er tilfældet, at grunden til at klistre hemmelighedsstempler på alt, ikke i udgangspunktet er ”National Sikkerhed” og den slags, men derimod at holde sine egne forbrydelser skjult. Hvis der er noget alle bør kunne blive enige om er det, at dét ikke er en legitim grund til at holde oplysninger skjult for offentligheden.

Listen over specifikke afsløringer er ekstremt lang; lige fra dokumenter om korruption i Tunesien (hvilket kickstartede det Arabiske Forår), til afdækning af krigsforbrydelser i Irak (som førte til, at den irakiske regering nægtede forsat at give amerikanske soldater straffrihed, hvilket igen førte til, at USA opgav besættelsen),til afsløringer af tortur og fangemishandling i Guatanamo.

Herhjemme i Danmark har vi fået afsløringer af tortur og har kunnet læse os frem til, at vores tidligere statsminister, Anders Fogh Rasmussen, lavede en afskyelig aftale med Tyrkiet om at få lukket den kurdiske TV-station, ROJ-TV, som sendte fra København, mod at han blev udnævnt til Generalsekretær i NATO (jeg har tidligere skrevet om dette, sammen med Naila Bozo). 
 
Og man kunne blive ved og ved og ved. Courage Foundation giver en god oversigt her.

Som altid når en whistleblower står frem, forsøger magthaverne — og medierne — at dreje diskutionen væk fra hvad der bliver afsløret og i stedet hen mod personen der gør det. I Mannings tilfælde har de desværre haft ret godt held med det; bl.a. fordi hun har været spærret inde, uden mulighed for at tale sin sag — og var anklaget under spionagelovningen som umuliggør at føre et forsvar med henvisning til sine motiver, eller til, at ens afsløringer var i offentlighedens interesse.

Før, under og efter retssagen mod hende, fløj det gennem luften og sendefladerne med beskyldning om blod på hænderne og den slags, men det kom til sidst frem, at myndighederne med Pentagon i spidsen, ikke har kunnet finde ét eneste tilfælde, hvor Mannings afsløringer har ført til, at et menneske er kommet til skade.

Dette skal naturligvis ses i relief til, at hendes dokumenter har afsløret at ekstremt mange mennesker er kommet til skade. Og til, at endnu flere mennesker er ”kommet til skade” under Irak-krigen, Afghanistan-krigen osv. Reel skade, fremfor den potentielle, hypotetiske skade, whistleblowere altid bliver konfronteret med.

Hvorfor gjorde hun det?

År senere gav Chelsea Manning et interview til Amnesty International, hvori hun forklarede sin bevæggrund for at ville offentliggøre dokumenterne:

” These documents were important because they relate to two connected counter-insurgency conflicts in real-time from the ground. Humanity has never had this complete and detailed a record of what modern warfare actually looks like. Once you realize that the co-ordinates represent a real place where people live that the dates happened in our recent history; that the numbers are actually human lives — with all the love, hope, dreams, hatred, fear, and nightmares that come with them — then it’s difficult to ever forget how important these documents are

Det er meget svært ikke at blive betaget af den menneskelighed der fylder mellemrummene mellem ordene ud.

Men faktisk har vi også hendes egne ord, fra inden hun blev fanget og spærret inde for sine gode gerninger.

Her er hvad hun sagde i et internet-chat med et af jordens dummeste svin, hackeren Adrian Lamo, som efterfølgende meldte Manning til myndighederne. Adrian Lamo udgav sig i øvrigt for at være både journalist OG præst (og fik således Manning til at tro, at han var underlagt tavshedspligt). Jeg håber Lamo en dag indser, hvor dumt et svin han har været.

“If you had free reign over classified networks… and you saw incredible things, awful things… things that belonged in the public domain, and not on some server stored in a dark room in Washington DC… what would you do?”
“God knows what happens now. Hopefully worldwide discussion, debates, and reforms… I want people to see the truth… because without information, you cannot make informed decisions as a public.”

Uden information, kan offentligheden ikke foretage informerede valg.

Amen.

Det er dérfor whistleblowere er så vigtige for et demokratisk samfund — og af samme grund, at magthavere overalt, af al magt vil forsøge at forhindre dem. Den informerede offentlighed er fjenden — den fjende, som Chelsea Manning har brugt 7 år af sit i fængsel for at hjælpe. Lad det ikke være forgæves.

^ ���w/L��