Corbyn er en vinder (uanset hvem der vinder)

I går gik vælgerne i Storbritannien til stemmeboksene i en af de mere bizarre parlamentsvalg der er blevet afholdt i nyere tid.

Valgets resultat er i skrivende stund ikke klart, men ét er sikkert: meningsmålinger, kommentatorernes “vurderinger” og conventional wisdom er helt i skoven.

Vi har i årevis hørt på, at Labours formand (og dermed deres kandidat til posten som premiereminister) var en katastrofe, at han var uvælgelig.

Jeg har tidligere skrevet om hvor tumpet den slags er — og hvor absolut rædselsfund Corbyn er blevet behandlet i medierne, i forbindelse med det formandsopgør i Labour-partiet som han stillede op til (og vandt) for et par år siden (læs gerne artiklen, her).

Her er et par eksempler, taget fra Glenn Greenwalds twitterfeed i nat:

Først den rædselsfulde Guardian-journalist, Nick Cohen:

Så det ellers Labour-venlige (kind of) Fabian Society:

Og endelige, fra tidligere Labour-premiereminister (og krigsforbryder), Tony Blair:

Som jeg skrev i min tidligere artikel, er det svært at fatte hvor indædt den opfattelse — at Corbyn er en katastrofe for Labour-partiet osv — har været i de engelske medier.

Det har været gældende lige siden det første formandsopgør, hvor Corbyn overraskende blev valgt som formand for det store parti, henover formandsopgør nummer to, hvor mange af hans egne parlamentsmedlemmer “gjorde oprør” og udfordrede Corbyn (hvilket var ret dumt, idet han endte op med et endnu større flertal blandt partiets medlemmer) og det har forsat nu her under valgkampen mod de konsertive.

Faktisk har engelske universiteter lavet akademiske studier for at undersøge om det kan passe, at medierne har været så unfair overfor ham.

Det passede.

Kilde
Kilde
Kilde
Kilde

Under valgkampen har snakken gået på, om de konservative ville vinde mega-store, mega-mega stort — eller, om de måske ville “udslette” Corbyns Labour helt.

Nu her, efter at valgstederne er lukket og exit-pollen blev udgivet, fik piben en noget andet lyd. Labour går markant frem; de konservative går markant tilbage — og lige nu og her, ser det ud til, at Theresa May og de konservative mister deres flertal i parlamentet.

Nu her hvor jeg går i seng, ser det foreløbige resultat, med cirka 1/6 af stemmerne optalt, sådan her ud:

Labour har i skrivende stund hapset 3 valgkredse fra de konservative (og 2 fra SNP) og har en 9% større andel af stemmerne end ved sidste valg (konservative har 7% flere stemmer end ved sidste valg). Disse tal holder er som sagt ikke i nærheden af at være endelige, men tendensen er ikke til at tage fejl af.

SÅ: ekstremt gearskifte i medierne, som nu bliver tvunget til at forholde sig til virkeligheden: Jeremy Corbyn kunne faktisk gå hen, ikke bare at vinde stort, men rent faktisk VINDE valget (vi får se).

Jeg afsluttede min sidste artikel om emnet ved at sige: “en ting er sikkert: ting er ikke som de plejer at være”.

Amen.

Jeremy Corbyn, livslang fredsaktivist, menneskerettighedsforkæmper og anti-atomvåben-fyr er ikke bare det modsatte af uvælgelig. Han har leveret det bedste valgresultat for Labour årtier og er nu et par fingerbredder fra at blive premiereminister.

Og det til trods for den ekstreme, absurde smædekampagne i så godt som samtlige medier, på trods af sabotage fra hans eget partietablissement og på trods af en modstander, der har haft alle kort på hånden i et valgkamp hun udskrev på hvad alle var enige om, var et ekstremt gunstigt tidspunkt for hende — og et katastrofalt tidspunkt for ham.

Her er virkelig noget vi alle sammen kan lære af:

Mediernes- og den politiskes elites konsensus er ikke hvad den har været.

Almindelige mennesker og folkelige bevægelser kan faktisk gøre noget andet, end det der forventes.

Politik kan være andet end de metervarer der normalt hives ned fra hylden.

En anden verden er mulig.

Ting er ikke som de plejer at være.