Det amerikanske (fra)valg

Mine to absolut favorit-facts om det amerikanske valg er:

  1. at Donald Trump ville betale for, at Hillary Clinton kom med til at hans bryllup som gæst (og at han siden da, har talt rigtig pænt om hende… altså, indtil denne valgkamp) og
  2. at Hillary Clinton tog imod pengene og dukkede op til brylluppet.
Amerikansk politik i ét billede: The Trumps & The Clintons

I et bare nogenlunde velfungerende demokrati, ville dette indlæg kunne have stoppet her. Men, here we go.

Om ganske kort tid (i skrivende stund: 1 time) begynder valglokalerne at åbne langs den amerikanske østkyst.

Det gode er naturligvis, at de sidste 2 års sindssyge, fordummende, hysteri derved er meget tæt ved at være overstået.

Det amerikanske valg i ét billede: The Trump & The Clinton

Det dårlige, udover at verden er blevet et dummere og farligere sted at være, på grund af valgkampen, er at der kun går et par uger eller noget, før valgkampen — og dermed det sindssyge, fordummende hysteri — til midtvejsvalget i 2018 går i gang (derefter får vi igen et par uger hvor man kan tale nogenlunde intelligent om vigtige emner, før The Most Important Singular Event Ever ™ — præsidentvalgkampen 2020 — går i gang og derved sikrer at ingen har tid/overskud/råd til at tale om seriøse ting. C’est la vie, I guess, så længe vi finder os det.

Så, hvad er der at sige om alt det her?

Det nemme først:

Trump Taber

Donald Trump taber valget. Stort. ”Bigly”, ville han nok selv sige, hvis han ikke havde for travlt med at gå konkurs, rage kvinder i fissen mod deres vilje, lægge hele befolkningsgrupper for had eller misforstå helt basale ting.

Nogen vil sige, at det så nødvendigvis betyder, at Hillary Clinton dermed vinder. Og selvom det med det amerikanske valgsystems indbyggede logik naturligvis er rigtigt i teknisk forstand: Hilllary Clinton bliver om et lille døgns tid k̶r̶o̶n̶e̶t̶ ̶s̶o̶m̶ ̶d̶r̶o̶n̶n̶i̶n̶g̶ ̶ udråbt som valgets store sejrskvinde, fordi hun i kraft af stemmeafgivningen bliver tildelt flere end de 270 valgmænd, der kræves for at nå i mål som præsidentkandidat (langt flere… jeg vil gætte på et pænt stykke over 300) — er det en sandhed med modifikationer. Det er meget, meget svært at få øje på nogen som helst vinder i dette spil — bortset fra det altædende og altødelæggende politiske establishment som både Trump og Bernie Sanders (på meget forskellige måder) er reaktioner mod og som har sat alt ind på at få Clinton placeret i det Hvide Hus. Dé får deres vilje, så de har selvfølgelig vundet. På kort sigt i hvert fald. På lidt længere sigt, er jeg ikke så sikker.

LOSERS

Men tabere er der nok af.

Mest oplagt Trump selv og de ret få spytslikkere der hel- eller halvhjertet har støttet op om ham, men også det Republikanske parti, som det er svært at se, lappe sig selv sammen og igen (i egen selvforståelse) blive et seriøst politisk parti, efter Trump. Traditionelt har demokraterne vundet op langs USA’s kyster, hvor flere af de vigtige(målt på indbyggertal) stater er placeret(Californien, New York m.fl.), mens Republikanerne har vundet i ”midten” og i sydstaterne. Den demografiske udvikling (flere “millenials” + stigningen i antallet af Latinoer i syden) i kombination med Trumps (og flere andre republikanske racist-kandidaters) hjernedøde ”We’re going to build a wall”-slogans gør, at det er tvivlsomt om den tradition kan overleve ved de kommende valg i 2020 eller i hvert fald i 2024.

Men paradoksalt nok, er Hillary Clinton’s parti — Demokraterne — også ret store tabere.

USA har, ligesom så mange andre vestlige demokratier (Spanien (Podemos), Grækenland (Syriza), England (Jeremy Corbyn) senest i dén grad Island (Piratpartiet)) oplevet en eksplosiv afvisning af politics-as-usual, krystalliseret ved Bernie Sanders (Independent, men stillede op som Demokrat) præsident-kampagne. Ud af intet kom han farende med sin (for USA) uhørte ”socialdemokratiske” politik og talte om, at samfundet og økonomien skulle være for ALLE — ikke bare for millionærklassen. Infrastruktur ikke bomber; fri og lige adgang til sundhedssikring; offentligt finansieret undervisning; jobs. Uanset hvad man måtte mene om den slags, var hans hovedargument, at alt det som alle andre udviklede demokratier har og har råd til, kan vi (USA) selvfølgelig også have råd til — hvis bare vi vælger det; siger nej til Goldman Sachs, Big Business og krigslobbyen som evig og altid vil dele os op i to lejre ud fra sociale issues, så vi kan slås om det, i stedet for at ta’ magten fra dem.

Folk elskede det.

På trods af massiv mediepropaganda og et forenet politisk establishment, var Bernie Sanders som præsident, en overgang en seriøs mulighed (han vandt 23 primærvalg og fik over 13 millioner stemmer). Det Demokratiske parti KUNNE have valgt fair play og en fremtid der ville inkludere de millioner og atter af millioner af yngre vælgere.

I stedet “valgte” de den andenmest forhadte kandidat i USA’s politiske historie. Hillary Clinton. (Den mest forhadte kandidat, er naturligvis Trump).

Her er det i fikst grafisk layout.

I tilfælde af, at nogen skulle finde på at sige: “nå ja, men det er jo bare fordi republikanerne har hadet på Clinton i årevis — selvfølgelig kan folk så ikke li’ hende”. Nej.

Her er præsident Obama — den person som republikanerne mere end noget andet menneske har kørt hadekampagne mod (hemmelig muslim, socialist, bøsse, anti-christ, ikke født i USA etc etc) — som er SÅ populær, at han trækker Clinton op.

Screenshot af http://www.politico.com/story/2016/11/obama-highest-popularity-in-2-years-230897

Vi ved fra WikiLeaks-afsløringer (hold nu kæft med det Ruslands-pis), både at ledelsen i det Demokratiske Parti, i modstrid med egne regler, favorisede Clinton/saboterede Sanders’ kampagne (læs min artikel om det på DenFri)— OG at de (Team Clinton) promoverede Donald Trump, fordi de — med rette — vidste, at Clinton ikke ville kunne slå en bare nogenlunde seriøs, republikansk kandidat.

Screenshot fra lækket DNC-dokument, via WikiLeaks.

De KUNNE have valgt, at udnytte den ”progressive” bølge der fløj gennem USA, til at få gennemført deres egne, historiske mærkesager. I stedet valgte de korruption, triangulering og Wall Street dollars. Resultaterne bliver derefter — og historien vil ikke være rar ved dem.

Peter Kofod (mig) og Sebastian Gjerding (Information) i Deadline om WikiLeaks/DNC/Clinton

Den største taber, er dog den amerikanske offentlighed, vælgerne, som er blevet tvunget til at vælge mellem to ekstremt rædsomme muligheder. No wonder, at det kun cirka er halvdelen af de amerikanske vælgere der gider stemme, og som ovenikøbet er blevet udsat for et sandt bombardement af fact-free hjernedød propaganda under hele valgkampen.

WTF??

Og så det lidt sværere — noget som ret mange i og omkring medierne spørger om konstant, men ikke ret mange prøver at besvare: WHAT THE FUCK SKER DER?? Hvordan kan det være, at en kortfingret, vulgær, orange fascistklovn med et ordforråd og et temperament som en 8-årig og en IQ kun lidt nord for debil, står til at få mange, mange millioner stemmer i demokratisk valg, i verdens mægtigste stormagt?. Hvordan kan store vælgergrupperinger tænke: ah ja — denne voksenbaby hvis dystopiske politiske ”ideer” kun overgås i antal af hans konkurser og forretningsmæssige fiaskoer er LIGE præcis hvad vi mangler. At USA mildest talt ikke er særligt ”great” for alle dem på bunden (en bund, der efterhånden omfatter alle de, der ikke er på toppen) er svært at være uenig i, med mindre man får løn for at lade som om; men at Donald Fucking Trump, hvis eneste kvalifikation er, at han har fyret folk i et reality program på TV, på nogen som helst måde skulle være en del af løsningen, frem for en del af problemet, burde da om noget få journalister og oppositionsdannere til tænke sig godt om (i stedet for bare at trække på skuldrene og sige, well well, der er sikkert 100 millioner racister i USA, what’s ya gonna do? HILLARY HILLARY hashtag #ImWithHer).

Mere end det siger noget om Trump, siger det noget om verden som den er nu: at mange, mange mennesker som er så trætte af/desperate over/magtesløse/etc etc <take your pick> politics as usual, at de tænker: Okay, Trump er i hvert fald IKKE som den slags plejer at være (det har de for så vidt ret i). Lad os gi’ det en chance, det kan dårligt blive værre (spoiler alert: det kan det).

Long story short: denne gang, var vi så ”heldige”, at fascist-kandidaten var en kortfingret, vulgær, orange klovn med et ordforråd og et temperament som en 8-årig og en IQ kun lidt nord for debil — og resultatet bliver følgelig at vi “kun” får en 1% præsident der aldrig har mødt en krig hun ikke kunne lide og intet — absolut intet — vil gøre for at hjælpe de millioner af mennesker som ikke donerer millioner af dollars til hende.

Men hvad med næste gang? Når han/hun IKKE er det? Men i stedet er en veltalende, charmerende, intelligent fascist, med en rigtig kampagnestab, færdiglavede (og effektive) talking points og et strategisk ground game, hvad så?

For et års tid siden, skrev jeg om Trump:

”Problemet er ikke den demagogiske fascist, Donald Trump. Problemet er heller ikke terrorisme. Ikke engang vores kujonagtige svar på terrorisme (som næsten ligegyldigt hvilken optik man har, er langt, langt farligere end terrorismen selv er).
Problemet er, at efter 15 år hvor hele det politiske establishment, anført af mainstreammedierne, har ladet magthaverne slippe af sted med hvad som helst — i mange tilfælde, aktivt har hjulpet til, — er det meget, meget svært, pludselig at vende på en tallerken og erklære det åbentlyse: vi bliver ikke trukket i fascistisk retning på grund af Trump.
Trump har succes med sin fascistiske kampagne, fordi han med rette har indset, at vi er ved at være der i forvejen.”

Hillary Clinton som præsident vil forværre dén problematik — og medierne vil køre PUUUUUTIN-did-it hver gang en kat fiser i Washington, fremfor at sætte evig krig, droner, Wall Street, korruption, masseovervågning og alle de andre rigtige issues på dagsordenen.

_____
Denne artikel er skrevet med støtte fra mine ret mange crowdfund’ere. Tusind tak skal I have. Du kan også være med til at støtte mine skriverier med et månedligt beløb. Det er nemt og simpelt — og gør en stor forskel for, hvor meget jeg kan få tid til at skrive. Hop over på min crowfund-profil og kig og gi’ en skilling, hvis du har råd & lyst: Peter Kofod på Patreon.