Folkeskolen i Benlås | Del 1

Når mediernes krav til dokumentation lægger virkeligheden i benlås; Når på-den-ene-side-på-den-anden-side journalistik legitimerer åbenlyst absurde synspunkter; Når magthavere kan diktere hvad debatten skal handle om, blot ved at holde kæft… så er det os — offentligheden — der taber. Første del af et kig på det meget, meget mystiske forløb omkring folkeskolereformen i 2012–13 — og noget brok om hvordan episoden fortsat dækkes i medierne. Del 2 finder du her.

Historien

I april 2013 brød overenskomstforhandlinger på skoleområdet sammen, hvorefter de danske lærere blev lockoutet fra deres arbejdspladser i 25 dage. Konflikten stoppede da den daværende regering greb ind og fremsatte et lovforslag (lov 409) som i al væsentlighed imødekom den ene part i sagen (arbejdsgiverne). Forslaget blev vedtaget uden ændringer af Folketinget, da alle partier undtagen Enhedslisten og Liberal Alliance stemte for.

What’s this?

Det her er ikke et indlæg om forhandlingerne (i det omfang de overhovedet fandt sted) eller om, hvorvidt den ene eller anden part havde mere eller mindre rimelige krav. Den slags er der allerede skrevet en del om — og under alle omstændigheder er det ikke mit bord. Det er SLET ikke et indlæg om indholdet af folkeskolereformen — der skal sikkert nok være nogle der synes det er super at vores børn skal gå i skole til de falder om. Måske synes du at lærere er nogle dovne kællinger (m/k) som altid klynker? Måske synes du de er hverdagens helte der heroisk danner vores børn mod alle odds? Det må du helt selv om, for det er som sagt ikke dét indlægget her handler om.

Det er heller ikke et indlæg om lockouten eller regeringsindgrebet som sådan. Regeringen kan efter vores arbejdsmarkedsmodel (”Den Danske Model”) godt lave et lovindgreb på området, men KUN hvis overenskomstforhandlingerne mellem arbejdsmarkedets parter ikke fører til en løsning på konflikten.

Hvorfor?

Og her er vi jo så ved sagens kerne. HVORFOR kunne parterne ikke finde en løsning? HVORFOR kom der et regeringsindgreb i konflikten? Var der tale om:

  1. Et forløb helt efter bogen, hvor parterne — Danmarks Lærerforening som repræsentant for arbejdstagerne, Kommunernes Landsforening på arbejdsgiversiden — forhandlede på livet løs, måtte erkende at de ikke kunne nå hinanden, hvorefter arbejdsgiveren forsøgte sig med at nægte lærerne at gå på arbejde ved at indføre lockout, hvilket ærgerligt-ærgerligt, men uundgåeligt, førte til at regeringen måtte skære igennem med et lovindgreb der ændrede lærernes arbejdstidsregler, så alle vores børn kunne komme i skole igen. Lidt senere i forløbet fulgte så — helt tilfældigt — en reform af folkeskolen. Nothing to see here, move along? Eller:
  2. Et bundråddent forløb, hvor den ene part (arbejdsgiverne) kørte parløb med regeringen, med det formål at tryne den anden part (lærerne). I dette scenarie VAR der ingen reelle forhandlinger og udfaldet af konflikten var i et eller andet omfang kendt på forhånd. Arbejdsgiverne vidste allerede inden det hele gik i gang, at de havde rygdækning fra regeringen således at de ikke risikerede noget som helst ved at tage et så drastisk skridt som en lockout i brug. Her er der altså tale om, at arbejdsgivere OG regering var enige om, at lærernes arbejdstidsaftale SKULLE ændres.

Der er — så vidt jeg kan se — kun disse to scenarier. Hvis det var 1., er der ikke nogen historie, bortset sikkert fra noget enormt sexet arbejdsmarkedsforskning og den slags. Hvis det var 2. derimod, er der i dén grad en historie; en historie om magtmisbrug, lokumsaftaler, massive politiske svigt, udemokratisk — hvis ikke ulovlig — hemmeligholdelse af dokumentation og overtrædelse af internationale konventioner. Så, which one is it?

Det må man vel kunne sige noget fast om, her 4–5 år efter begivenhederne udspillede sig?

Well. Det kommer an på hvem du spørger — og det er ærligt talt ret rystende.

Mediernes tilgang halter

Emnet har i den grad fået fornyet relevans igen, efter at den dobbelte Cavling-vinder, Anders-Peter Mathiasen har skrevet en bog om forløbet, ”Søren & Mette i Benlås” — hvori der fremkommer nye oplysninger. Men når man følger mediedækningen i disse dage virker det generelt som om, at opfattelsen er, at alting er tåget og uklart; intet kan dokumenteres; ”vi kommer nok aldrig til bunds i sagen, så lad os bare komme videre”.

Det er mildest talt underligt. I hvert fald hvis man gør sig den ulejlighed at læse bare en smule op på, hvad der rent faktisk allerede nu foreligger af dokumentation.

Der har lige fra starten været spekulationer om urent trav — også ret prominent placeret i mediebilledet.

I marts 2013 — over en måned før indgrebet — kunne Danmarks Radio f.eks. rapportere, at regeringen og KL kørte parløb i konflikten:

Alene den historie burde gøre, at man ikke kunne komme udenom en grundig kommissionsundersøgelse eller noget i den dur. Alle dokumenter på bordet, afhøring af centrale vidner, hele cirkusset.

Masser af andre medier, måske mest af alle Dagbladet Politiken, har op til og under konflikten/lockouten/regeringsindgrebet skrevet stolpe op og stolpe ned om, hvordan hele affæren stinker.

Og det gør den sgu. Stinker, altså.

Man KAN sige noget

Hvilket gør den nuværende mediesituation, den hvor man siger: ”vi kan jo ikke bevise 100% hvad der er op og ned, så derfor lader vi som at vi ikke kan sige noget som helst” komplet uforståelig. Det er som den generelle mediedækning er blevet mindre kritisk hen ad vejen, mens beviserne hober sig op. Jeg vender tilbage til det med medierne i næste indlæg i serien.

Her er et meget lille udpluk af hvad vi allerede ved nu.

Lækket dokument

Et hemmeligt dokument fra Finansministeriet, fra oktober 2012 — altså et halvt år før lovindgrebet i lærernes overenskomst (og endnu længere før den nye folkeskolereform) siger sort på hvidt, at det er lærernes overenskomst der skal financiere den nye folkeskolereform.

Udsnit af lækket dokument fra Finansministeriet

Det er faktisk noget i nærheden af en rygende pistol: skolereformen KRÆVER at lærernes overenskomst skal laves om for at kunne gennemføres. Det skriver de selv — et halvt år før konflikten. Det har ovenikøbet været offentligt kendt længe, for det 77 sider lange dokument er heldigvis blevet lækket fra Finansministeriet og er nu tilgængeligt i sin helhed via lærerforeningen.

Det forklarer et mystisk forhold som Anders Bondo og Danmarks Lærerforening under konflikten (forgæves?) forsøgte at råbe medierne og politikerne op omkring; nemlig selve forhandlingsforløbet.

Forhandlingsforløbet

Jeg er på ingen måde ekspert i overenskomstforhandlinger, men jeg er ret sikker på, at det plejer at foregå på den måde, at parterne holder en række møder, hvor man prøver at blive enige.

I dette tilfælde blev der afholdt ét møde. Ét.

Det varede en times tid.

Danmarks Lærerforening beskriver forløbet således (detaljeret oversigt her):

Beskrivelse af forløbet med KL, som opsiger arbejdstidsaftalen 6. december 2012. Da det er KL, som opsiger aftalen, er det dem, som skal komme med et udspil. Lærernes Centralorganisation (LC) rykker for skriftligt forhandlingsudspil 9 gange i løbet af cirka to måneder, men får intet. Først den 14. februar 2013 giver KL en tekst til LC.
26. februar 2013 finder det første og eneste “forhandlingsmøde” mellem KL’s chefforhandler Michael Ziegler og Anders Bondo Christensen i hele overenskomstforløbet i 2013 sted.
Efter cirka en time er mødet slut. Kl. 00.30 den 27. februar ringer Michael Ziegler til Anders Bondo Christensen og siger, at der er forhandlingssammenbrud. LC tilbyder straks at møde op til forhandlinger, men det afviser KL og Michael Ziegler. Den 28. februar varsler både Moderniseringsstyrelsen og KL lockout af lærere i kommunerne og staten.

Det handler om ~65.000 lærere og over en halv million skolebørn — og hele folkeskolen som institution — og så gider man ikke engang forhandle?? Det giver jo absolut ingen mening. Medmindre selvfølgelig, at den ene part ved, at de ikke BEHØVER forhandle, fordi der er et regeringsindgreb på vej, som alligevel vil gøre, at man får det præcis som man vil have det.

Allerede her synes jeg sgu helt ærligt, at det svært at se at andre forklaringer skulle være realistiske. Ikke logisk umulige, men svære at tro på uden vægtige beviser. Jeg har efterlyst sådanne, men indtil videre uden held. Men vi skal længere ind, som man siger.

Helle Thorning

I anledning af Helle Thornings 50 års fødselsdag laver Politiken et stort anlagt interview med hende som bringes d. 11. december, 2016. Heri kommer hun til at sige:

“ Da vi besluttede lockouten, vidste vi godt, at den formentlig ville komme til at ligge oven i første maj.”

Ah… da I besluttede lockouten… altså dén lockout som I stædigt fastholder at I IKKE besluttede? Dén lockout som alle tegn i sol og måne peger på, at I selv var sovset godt og grundigt ind i? Dén lockout?

Dejligt med et frisk pust af ærlighed over landet. Et kort, frisk pust.

Da Helle Thorning får citaterne til gennemsyn, kan hun nok godt se, at det ikke var taktisk klogt at sige sandheden, så hun vil have sin udtalelse ændret til:

“ Da vi besluttede at AFSLUTTE lockouten, vidste vi godt, at den formentlig ville komme til at ligge oven i første maj”

Det nye, “rettede” citat har på den ene side dét kørende for sig, at den ikke indebærer at hendes regering svigter sine vælgere, bryder internationale konventioner og sælger totalt ud.

På den anden side er der den ulempe ved det, at det er ordsalat som absolut ingen mening giver i konteksten. Der er yderligere det lille problem ved det, at det rent faktisk ikke var hvad hun sagde:

Screenshot fra Politiken

(Full disclosure: jeg får også tit mine citater til gennemsyn fra diverse medier; de er endda flinke til — uopfordret — at fjerne mine “øh’er”, fjogede grin og til at tynde marginalt ud i mine bandeord. Det er en praksis jeg godt kan leve med, men også sagtens leve uden. Men det her… er sgu lidt vildt. Jeg har dog heller aldrig haft behov for at ændre mine udsagn til det diametralt modsatte, tror jeg).

Nå, men Politiken lod hende altså trække sin udtalelse om et af dette årtis vigtigste politiske spørgsmål tilbage, uden stort ståhej. Dem om det. Heldigvis havde det allerede haft en vis virkning.

Annette Vilhelmsen

Den tidligere formand for SF (daværende regeringsparti) og dermed også en central spiller i lærerkonflikten, Annette Vilhelmsen nåede at læse Thornings fejl-fejl-citat i Politiken, og siger i den nye bog:

“Jeg blev næsten lettet, da jeg læste interviewet med Thorning, for nu sagde hun endelig tingene, som de var. Lockouten af lærerne var regeringens beslutning.”

Hun tilføjer:

“En tiltrængt pædagogisk reform endte desværre som en økonomisk reform. Skrevet af Finansministeriet og gennemført af regeringen.”

Tidligere Finansminister Bjarne Corydon afviser — ikke overraskende — denne udlægning (LOL), det samme gør Vilhelmsens forgænger som formand for SF, Villy Søvndal.

Vilhelmsen har ikke sagt sig ret meget siden, men står bl.a. i Mennesker og Medier på P1 ved sine udtalelser, og har (udover en opgivende latter) denne kommentar til Corydon & Søvndals benægtelser:

“Det synes jeg faktisk er lidt trist. Altså de ved jo udemærket hvad der er foregået, ligesom jeg gjorde og andre der var tæt på. Det må stå for dem selv. Jeg synes at vi godt nu kunne tage at sige hvordan det var tingene hang sammen, så vi kan komme videre, og at Bjarne (Corydon) og Villy (Søvndal)
synes de skal pudse deres historier af, det må simpelthen stå for dem selv.”

Så, nu har vi altså — udover det faktum at regeringen rent faktisk valgte at gribe ind ensidigt til fordel for arbejdsgiverne, følgende indicier der alle peger i samme retning:

  • Et lækket dokument fra Finansministeriet
  • Det meget mangelfulde og usædvanlige forhandlingsforløb
  • En fortalelse fra den tidligere statsminister
  • En klar tilkendegivelse fra en centralt placeret minister som gudhjælpemig står ved sin udtalelse!

Helt ærligt venner (ja, jer i medierne): vi behøver sgu ikke mere, for at sige hvilken udlægning der er mest seriøs — og indrette dækningen derefter.

Men det stopper faktisk ikke engang her.

Kristian Thulesen Dahl

Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl udtaler sig ligeledes til bogen, hvori han fortæller at han et halvt år før lockouten blev kaldt ind på statsminister Helle Thornings kontor:

“Jeg var lige blevet partiformand i september 2012, og nogle uger efter, i oktober, kom der invitation til en kop kaffe med Helle Thorning-Schmidt i Statsministeriet. Jeg havde aldrig talt med hende før og troede, at hun ville hilse på mig som ny partileder. Men statsministeren havde kun sat et kvarter af, og hun skænkede kun en halv kop kaffe”
[…]
“Hun spurgte mig, om Dansk Folkeparti ville støtte det regeringsindgreb, de forventede blev nødvendigt til foråret, når der formentlig kom konflikt omkring folkeskolen. Jeg blev paf og afviste at forholde mig til spørgsmålet, og det var ikke det, jeg troede, mødet skulle handle om.”
[…]
“Så var samtalen slut, men fra oktober vidste jeg, at det hele var lagt til rette på forhånd, og lærerne ikke havde noget at forhandle om. Derfor turde jeg også sige offentligt, at den danske model var sat ud af kraft”.

Come on!

Det er i samme forbindelse værd at notere sig, at godt nok er detaljen om mødet på kontoret ny, men allerede på lockoutens anden dag, d. 2. april 2013, udtalte Kristian Thulesen Dahl til TV2, at:

”Det her er et stort skuespil. Resultatet har været givet på forhånd, og nu sidder man bare og venter et par uger på at befolkningen og parterne bliver møre.”

Marianne Jelved

Men allerede måneden før Thulesen Dahl erklærede hele scenariet for et skuespil, var det Radikale Venstres (også et daværende regeringsparti) Kulturminister og Grand Ol’ Lady, Marianne Jelved på banen, da hun i marts 2013 — altså FØR lockouten af lærerne — udtalte sin støtte til lærerne ved et debatarrangement. Hun sagde, at hun håbede, at Anders Bondo Christensen vandt — og blev opfordret til at uddybe af ordstyreren:

Sagde du virkelig, du håbede, at Anders Bondo vinder?”
“Ja, fordi han er jo oppe imod, at alle har rottet sig sammen, og besluttet hvad det skal ende med.”
“Regeringen har?”
“Ja, regeringen og KL har. Derfor burde han have lov at vinde.”

Man kunne forsætte i en uendelighed, men er pointen ikke klar nu?

Faktisk ser det ud til, at den i det mindste er SÅ klar, at Socialdemokraternes nye formand, Mette Frederiksen i dagens Berlingske Tidende ser sig nødsaget til at kommentere på sagen, med en gang… sort-snak og management speak der er så langt fra meningsfuldt, at jeg godt vil vædde en kasse øl på, at der har været mere end én spindoktor inde over (for mange kokke…).

Mette Frederiksen siger:

»Jeg har ikke kendt til en drejebog, og jeg tror, at den forestilling om, at en regering skulle have lyst til at gribe ind i en arbejdskonflikt, ikke er et billede, jeg kan genkende«.

Oversættelse: 
1: Der stod ikke DREJEBOG på forsiden af nogle af de dokumenter JEG har haft i hånden (eller, jeg kan i hvert fald ikke huske at der stod præcis det).
2: Vi greb ind i en arbejdskonflikt, men det er ikke så sjovt at gøre. Jeg vil gerne tale om hvorvidt det er sjovt, men ikke så gerne om, hvad vi præcis gjorde.

Hun forsætter:

»Det står for Vilhelmsens egen regning, hvordan hun udlægger lærerkonflikten.«

Oversættelse: “Jeg kan ikke sige at Annette Vilhelmsen taler usandt”

»Set med vores øjne er lærerkonflikten en proces, som vi skal gøre meget for, kan se anderledes ud, hvis den nogensinde skal opstå igen.«

Jeg gi’r op. Det er bare ordsalat.

»Samtidig må jeg også sige, at vi havde et ønske om, at eleverne skulle have mere undervisningstid. Men forløbet kan der siges meget om.«

Ja.

Prøv at hør, medier: Den her sag stinker. Vi ved det. Regeringen ved det. Alle landets lærere og forældre ved det. Det er JER der skal løfte opgaven og få placeret et ansvar, også selvom regeringen helst vil komme videre. Kom nu i gang.

Del 2 af denne serie ser nærmere på mediernes rolle og ansvar i en sag som denne og komme med et par konkrete eksempler. Hvis du er én af dem der sidder og tænker: “Hvorfor FUCK skriver Peter Kofod nu om lærerkonflikter?!?” vil der også være en forklaring på det. Den finder du HER.

______
Denne artikel er skrevet med støtte fra mine (efterhånden ret mange) crowdfund’ere. Tusind tak skal I have. Du kan også være med til at støtte mine skriverier med et månedligt beløb. Det er nemt og simpelt — og gør en stor forskel for, hvor meget jeg kan få tid til at skrive. Hop over på min crowfund-profil og kig og gi’ en skilling, hvis du har råd & lyst:
Peter Kofod på Patreon.

One clap, two clap, three clap, forty?

By clapping more or less, you can signal to us which stories really stand out.