Folkeskolen i Medielås | Del 2

Hvad SKAL medierne gøre, når magthaverne ikke spiller med? We’ve been here before, haven’t we? Her er anden del i min lille serie om lockouten/regeringsindgrebet/folkeskolereformen i 2013. Første del finder du her.

I første del i serien (Folkeskolen i Benlås | Del 1) gennemgik jeg en række forhold der, i ekstrem grad peger i retning af, at forløbet omkring lærernes overenskomstforhandlinger i 2013, som endte i lockout, regeringsindgreb og ny folkeskolereform var råddent. Forstået på den måde, at den daværende regering og KL, på værste konventionsstridige, lokumsaftale-manér kørte parløb for derved at få det resultat de var enige om på forhånd. Det fik de. Det vi kalder “Den Danske Model” blev derved smadret.

Jeg — og andre — har flere gange efterlyst indicier/beviser/argumenter der peger i modsat retning, men forgæves. Hypotesen må herefter være, at disse ikke eksisterer.

I dag i Folketingssalen, kom der — noget overraskende — noget der lyder rigtig, rigtig meget som en indrømmelse fra Morten Østergaard (Radikale Venstre), da Enhedslistens Pelle Dragsted spørger ind til regeringens ageren i lærerkonflikten.

Morten Østergaard:

“Vi lavede en reform. Det gjorde vi i tæt dialog med KL. Det krævede ændring i lærernes arbejdsvilkår. Det var en del af kritikken. Lærernes formand sagde også allerede dengang, at det var første gang, han havde set noget sådant. Der var åbenhed om det[nej, det var der faktisk ikke], men det skulle have været mere åbent [nej, det skulle ikke have været sket]”.

Det… er… basically… it. De lavede, i tæt dialog med arbejdsgiverne, en reform som kræver et bestemt udfald af overenskomsforhandlingerne…. det kunne man næsten kalde en drejebog… eller en rygende pistol.

Men tilbage til historien.

Politik

Det er åbenlyst, at vi har et kæmpe politisk problem her; et som de ansvarlige partiers vælgere, politikere og ikke mindst deres medlemmer burde tage alvorligt. Langt mere alvorligt end de har gjort i de forgangne år. Det ville være smart at få det gjort inden årets kommunalvalg. Det er jo helt oplagt at borgere, politikere, MEDIER og lærerorganisationer gør det her til et valgtema (opfordring hermed givet videre).

Det lader til at der er nogenlunde enighed om, at mit første indlæg er faktuelt korrekt og giver et retvisende billede af virkeligheden. Så vidt så godt.

Medier

Men i indlægget antyder jeg også (eller…. jeg er ikke rigtig typen der “antyder”, men fuck nu det), at vi også har et problem i hvordan medierne dækker sagen. Et problem der er så stort, at det både undergraver den kritiske journalistik som medierne rent faktisk laver — og har katastrofal indflydelse på, hvad politikerne kan slippe af sted med.

Denne del af argumentet er også gledet overraskende godt ned:

Fra journalist på Dagbladet Information(-ish)
Fra journalist på Ugebrevet Mandag Morgen

Men det har naturligvis også givet en smule pushback fra enkelte journalister:

Fra journalist på Ritzau

Det er fair. Det kræver måske også en anelse forklaring, at tydeliggøre hvad problemet helt præcis er. Så, den kommer her.

What isn’t the problem?

Det har været rigtig mange gode artikler om forløbet. Som jeg nævnte i Del 1, har f.eks. Dagbladet Politiken, på forskellige tidspunkter skrevet mange gode, kritiske artikler. Det samme har bl.a. Danmarks Radio, Altinget og en række andre medier (over halvdelen af de eksempler jeg brugte i indlægget er jo også nogle som journalister i medierne har gravet frem).

Der har naturligvis også været mange DÅRLIGE… i går mente Politikens uddannelsesredaktør (no less), at tiden var inde til det her pis:

Men, altså: problemet har ikke været mangel på dækning. Nogle vigtige historier bliver “tiet ihjel”, dysset ned, slet ikke (eller næsten ikke) dækket. Sagen om lærerlockouten er bestemt ikke en af disse. Der HAR været masser af dækning både før og under — og også lidt efter.

So, what IS the problem?

Problemet er blandt andet, at når de gode, undersøgende, kritiske artikler er udkommet og læst, afspejler det sig nærmest ikke i den øvrige dækning. Den bærer forsat præg af “den ene side påstår X, den anden side nægter alt”. Hvem har ret? Ingen anelse. “Nå, men så er der jo ikke noget at gøre”. På trods af, at beviserne tårner sig op.

En af mine læsere opsummerede det meget godt på Facebook:

Spot on.

Man ser desværre stadig studieværter, redaktører og andre journalister sige og skrive ting som:

“Det er måske DIN sandhed”

eller:

“Men hvor er den rygende pistol?”

Som om dét er en slags skakmat i en situation, hvor der er et bjerg af rygende indicier der alle peger i én retning, og absolut intet der peger i den anden retning (genlæs evt. Del 1, hvis du stadig er i tvivl).

Det er ansvarsfralæggelse. Det er at give op. Det er gift for demokratiet — og for medierne selv, i en tid hvor journalisters troværdighed ligger og svømmer rundt i nærheden af brugtbilsforhandleres.

Screenshot fra Journalisten.dk

På samme måde ser vi jævnligt medier der forsøger at flytte fokus fra det efterhånden åbenlyse (regeringens handlinger under konflikten) og i stedet dreje det over på sekundære eller ligefrem irrelevante ting, som f.eks.

Q: “Har Anders Bondo & DLF nu også gjort alt helt rigtigt altid?”

A: Who cares? Det er ikke det vi beskæftiger os med.

Q: “Er vi nu 100% sikre på, at det ikke bare er noget Annette Vilhelmsen har fundet på, fordi hun er sur over [et-eller-andet-ikke-nærmere-defineret]?”

A: Hold nu kæft. Hendes udtalelser passer smukt med alt andet vi ved, og ikke engang de implicerede parter afviser hende med andet end ordsalat.

Q: “Er det ikke suspekt, at den nye bog er blevet til på opfordring af DLF”?

A: Jo, faktisk. Det ER enormt skuffende at det er en fagforening der er nødt til at gøre noget, for at en af de vigtigste historier i nyere politisk historie bliver fortalt ordentligt. But here we are.

Deadline

Et ret absurd eksempel var Deadline i sidste uge, hvor Niels Krause Kjær interviewede først en eller anden Fuglsang-dude fra Politiken og dernæst Anders Bondo fra Danmarks Lærerforening.

Klip fra Deadline, 29. september.

Man skal se indslaget for at fatte hvor langt ude det er (gør det endelig).

Fuglsang-duden har ingen problemer med håndfast at afvise, at der har været en drejebog og bliver kun halvhjertet bedt om at forklare, hvor fuck han dog skulle vide det fra? Og hvad ER en drejebog overhovedet? Der VAR en aftale om et bestemt udfald — og det udfald blev virkelighed. Det er vel en drejebog med mindre man, som ham her, definerer “drejebog” som én der skal indeholde præcise datoer (noget som ingen, nogensinde har påstået skulle være tilfældet).

Der er mange gode ting ved at bo i et lille land. Jeg kan f.eks. tage telefonen og få en snak med Anders Bondo, Niels Krause Kjær eller endda et folketingsmedlem.

En dårlig ting ved at bo i et lille land er, at vi kommer ud i den noget absurde situation, at den samme fyr som nu sidder med det her stof på Politiken og skal sidde i Deadline og benægte noget som er 100 % åbenlyst, har en fortid som spindoktor i…. <drum roll> Undervisningsministeriet.

Screenshot fra Politiken

Bagefter kommer Bondo på skærmen, og i stedet for at diskutere ret meget af substans, bliver det til nogle ulideligt lange minutters tomgang om emner der tilsyneladende kun er udvalgt fordi de skal være udfordrende for Bondo. Fair at være kritisk hele vejen rundt, men her — og så mange andre gange — kommer det til at skygge for… hele grunden til Bondo overhovedet er i Deadline. Ingen spørgsmål overhovedet til de magthavere der burde udspørges, ganske simpelt fordi de ikke vil stille op. Så bliver det Bondo der må svare på kritik i stedet. Godt TV (måske?), men mindre godt for dét medierne egentlig er sat i verden for at gøre.

En del har været efter Krause Kjær efter den omgang. Fair is fair: det var godt nok også et dårligt interview, men desværre ikke ukarakteristisk for mediedækningen. Hvis først man har købt præmissen om, at vi ikke rigtigt kan sige noget med sikkerhed, selvom vi har et bjerg af dokumentation, er det nærliggende så i stedet at søge/opfinde alternative vinkler.

Ikke ret meget af den her misere handler om enkelte journalister, men om hele tendensen (Full disclosure: jeg har selv været gæst hos Krause et par gange og har altid følt mig fair behandlet).

Magtens Veto

Jeg er sikker på, at (næsten) alle medier og journalister har/har haft de bedste intentioner her — og det er (med ganske få undtagelser) ikke min hensigt at hænge nogle ud. Men det der de facto sker, når vi lader dækningen af vigtige emner blive fordrejet så meget som tilfældet er her, at vi giver magthaverne (her: regeringen) veto over virkeligheden.

Det er en fejl. Det er det de vil ha’. Det er en fælde!

Lyt til Admiral Ackbar, #dkmedier!

Hvis de bare lader være med at udtale sig, hvis de smækker “hemmeligt”-stempler på alting og umuliggør aktindsigt — så reducerer medie-Danmark sig til en gryntende masse, der sidder ovre i hjørnet og klynker over at der mangler “rygende pistoler” og førstehåndsvidner.

Udsnit af ombudsmandens udtalelse

Når der så rent faktisk dukker rygende pistoler og vidner op, så er det stadig ikke godt nok. Hvorfor ikke? Jamen fordi de personer (ministre, embedsmænd) som i virkeligheden stod bag, ikke vil indrømme det.

Det er ikke godt nok, medier.

Så hvad så nu?

Det ville være rart med endnu flere lækkede dokumenter, med flere kilder der står frem og med flere aktindsigter.

Det ville være helt vildt fedt, hvis der pludselig dukker en håndskrevet tilståelse op; evt. skrevet bag på en gruppefoto hvor Corydon, Frederiksen, Thorning, Ziegler og en flok smilende embedsmænd giver hånd i et røgfyldt lokale. Et foto med masser af fingeraftryk på. Dét ville (måske) leve op til mediekravene om “en rygende pistol” (husk lige at spørg Morten Østergaard ind til hans udtalelser i Folketingssalen i dag).

Men det er ærlig talt ikke nødvendigt. Det er allerede nu, i store træk, klart hvad der er foregået. Vi skal bare turde indrømme det og tage konsekvensen i vores dækning af sagen. Så længe vi ikke tør/gør det, har det nogle meget vidtrækkende implikationer, som vi alle sammen — med undtagelse af skumle politikere — bliver meget, meget kede af, på lidt længere sigt.

Troels Mylenberg, redaktør på Fyens Stiftstidende, har fat i den lange ende i en bagside-leder forleden:

Det fuldstændige sandfærdige billede kommer næppe frem, og andre fra den daværende regering lægger sig op ad Thornings forklaring, men det ændrer ikke på, at lærerne med rette føler sig trådt på. Mobningen kulminerede med, at de blev bortvist fra deres arbejdsplads i noget, der lignede aftalt spil mellem regeringen og KL. Den kan næppe bevises endegyldigt, men der foreligger nu så mange tydelige indicier, at bevisbyrden egentlig burde vendes om.

Amen, fellow fynbo.

DET KAN MAN IKKE, vil en del journalister råbe i kor. Men det kan man. Det kan I. I gør det rutinemæssigt, når det handler om “officielle fjender”. Man kan ikke åbne en avis, uden at se artikler om at Putin står bag alt ondt i hele verden. Er det endegyldigt bevist? Nej, naturligvis ikke. Men der er (i nogle tilfælde), nogle indicier der peger på det, og så må det være fint.

Same-same her, bortset fra at det er vores egne magthavere det handler om.

Sæt i værk.

Hvad har jeg gang i?

Som mine faste læsere ved, så er skolekonflikter ret langt fra de emner jeg plejer at beskæftige mig med (for nu at sige det mildt). Jeg plejer at skrive om overvågning, whistleblowere, hemmelige dokumenter, hacker-ting, frihedsrettigheder, krig, terror, yada yada yada — ikke overenskomster, arbejdstidsaftaler, fagforeningsgøgl. Så hvad har jeg gang i?

Well, jeg har set den mekanisme vi har at gøre med her før. Været midt i den, faktisk. Flere gange.

Jeg har stået i Irak i 2003, og set hvordan mediernes manglende evne/vilje til at være kritisk overfor regeringen, førte til en katastrofal krig, uden at der på noget tidspunkt er blevet placeret et politisk ansvar herhjemme.

Og senest i forbindelse med Snowden-afsløringerne om masseovervågning fra 2013, hvor mediernes mangle evne/vilje til at være kritisk overfor regeringen førte til, at der endnu ikke placeret noget politisk ansvar.

I sidstnævnte tilfælde blev jeg så knotten, at jeg skrev en lille artikel om det, samme dag hvor jeg som en af de første i verden offentliggjorde mit interview med Edward Snowden.

Dengang skrev jeg:

Som et absolut minimum — og som et første skridt — må samtlige danske medier stå sammen, og forlange rigtige svar fra de ansvarlige politikere; uanset om man plejer at beskytte rød eller blå stue. Hvis svarene ikke er tilfredsstillende, må samtlige medier brokke sig højlydt, nægte at lade sig nøjes med halvbagte spin-historier og NewSpeak og i stedet selv gå i gang med det der egentlig er mediernes rolle: aggressiv, undersøgende journalistik, der per definition er beregnet til at udfordre magthaverne — ikke stryge dem med hårene.
Snowdens afsløringer er et wake-up call — ikke bare til de politiske systemer, men til medierne. Business as usual er ikke godt nok — medierne er en del af problemet, så længe de opfører sig som de gør nu.

Det kunne lige så godt have været skrevet om denne sag.

Kom ind i kampen.

PS: der er hundredevis af mennesker i partier, ministerier, styrelser der ligger inde med viden og DOKUMENTER. Lige fra politikere, embedsfolk, til sekretærer og IT-folk. Hvis du har/kan få fat i noget, som offentligheden burde kende til, så gi’ det meget gerne til en journalist du stoler på, — jeg ta’r gerne imod, men husk at passe på dig selv!

______
Denne artikel er skrevet med støtte fra mine (efterhånden ret mange) crowdfund’ere. Tusind tak skal I have. Du kan også være med til at støtte mine skriverier med et månedligt beløb. Det er nemt og simpelt — og gør en stor forskel for, hvor meget jeg kan få tid til at skrive. Hop over på min crowfund-profil og kig og gi’ en skilling, hvis du har råd & lyst:
Peter Kofod på Patreon.
______

Full Disclosure (igen-igen): min kone er skolelærer og også pænt træt af, at hun blev lockoutet af en moralsk anløben overmagt tilbage i ‘13.

SÅ træt her, faktisk: