Det danske tag-selvbord

Om den slappe lovgivning, der giver indbrudstyven frit spil

Jeg er dybt koncentreret om mit arbejde, men hører alligevel naboens hoveddør smække. “Underligt”, tænker jeg, “De er da ikke hjemme i dag…”

Nede på gaden kan jeg se en cirka 18-årig indvandrer-knægt i færd med at læsse to tungt fyldte IKEA-poser op på sin scooter. Han virker også koncentreret… om sit arbejde.

Efter få sekunder hører jeg scooteren starte, og jeg når lige at ane min nabos design-højttalere øverst i den ene IKEA-pose, før scooteren suser afsted.

Jeg løber over vejen. Alt i TV-stuen er raseret. Jeg ringer 1-1-2.

Jeg hører mig selv give et signalement, mens jeg tænker, at jeg i virkeligheden er i færd med at beskrive, hvordan tusindvis af mennesker i min by ser ud. Mørk i huden, slank, 18 år, mørkt tøj — ingen tatoveringer, ingen ar, ingen særlige kendetegn, og ingen nummerplader på scooteren.

Mit hjerte pumper, og jeg bliver mere og mere oprevet over, at jeg ikke kan komme på noget brugbart — men så husker jeg det: “Han havde to kæmpestore, blå IKEA-poser på scooteren, fyldt til randen med tyvekosterne.”

Politiet ankommer i løbet af få minutter. Jeg taler med den ene betjent, mens den anden dokumenterer forbrydelsen. “Ja, der er jo ikke så meget, vi kan gøre,” betror betjenten mig, “for selvom vi fanger dem hver uge, så skal vi slippe dem fri igen.”

Det er med tydelig ærgrelse i stemmen, at betjenten løfter sløret for en retspraksis, der formentlig var tilstrækkelig dengang oldefar var dreng. “Retspraksis er sådan, at tyven skal begå op mod 20 indbrud, før han straffes med fængsel; og så længe han ikke fængsles, bliver han bare ved med at begå indbrud”, forklarer betjenten.

Nu bliver jeg for alvor vred. Min nabos hjem er netop blevet raseret, og det er blot et nummer i tyvens lange række af indbrud, som han ikke bliver straffet for. “Hvad fanden laver vore politikere inde på Christiansborg?”, tænker jeg.

Men så kommer meldingen over politi-radioen: Yngre mand på scooter pågrebet med to blå IKEA-poser fulde af tyvekoster. “Ja da!”, råber jeg, og high-fiver den ene betjent. “Sådan!”

Jeg er lettet. Og samtidig også bekymret — for hvad nu? Var dette indbrud nummer 20, så tyven kan sættes bag lås og slå? Eller var det “kun” det 16. indbrud, og bliver det så mit hjem og dit hjem, han raserer næste gang? Jeg tænker over, hvilket overgreb det ville være, at have et fremmed menneske til at gennemrode alle mine skuffer og skabe. I entréen. I stuen. I soveværelset.

Jeg er komplet ligeglad med, hvad det koster at fængsle forbryderen. Det væsentlige er, hvor meget det krænker vores retsfølelse og sårer vores tryghed, at andre begår indbrud. Enhver, der gennemfører et så krænkende overgreb helt inde i andres private hjem, skal stoppes og straffes øjeblikkeligt. — Og hvis politiet så kan nøjes med at pågribe tyven 1 gang i stedet for 20, var det måske også lettere for dem at levere alle de resultater, vores politikere altid har travlt med at kræve.

Der bliver begået et indbrud hvert 12. minut i Danmark, og alene sidste år blev 42.000 danskere udsat for denne afskyelige forbrydelse. Tyven hos min nabo blev anholdt kl. 13:30. Klokken 16:45 blev han løsladt. Han havde begået under 20 indbrud og blev derfor ikke fremstillet for en dommer. Han kan nu fortsætte sit arbejde, mens vi andre går og rydder op i det smadrede hjem. Vågn op Christiansborg — det er tid til at stramme op!