I dag vandt kærligheden

Randahl Fink Isaksen
2 min readNov 12, 2015

I dag kørte jeg min syriske ven til lufthavnen, hvor vi skulle hente hans kone, som han ikke har set i 13 måneder og 7 dage. Det var en meget hjertevarm oplevelse, men også en oplevelse, der giver stof til eftertanke.

Jeg tager forsigtigt roserne ud af hans hånd. Min syriske ven er så befippet, at han er kommet til at vende buketten på hovedet. Han står foran glasruden indtil ankomsthallen, hvor hans kone om lidt dukker frem. Vi har været i Bilka og købe flag — Dannebrog.

Forud er gået et turbulent år med uvished, stress, depression og utallige søvnløse nætter, men i dag skinner solen. Og dér kommer hun: En lille, smuk kvinde, der bærer en rød kuffert og et lettelsens smil efter den lange rejse og alt det, hun har været igennem.

Vi kører først op til kommunen, hvor hun får udleveret sit CPR-nummer og NemID hos en smilende medarbejder, der med stor imødekommenhed får den komplicerede registreringsproces til at gå som en leg. 15 minutter går der, og den lille familie træder ud af kommunens glasdør med papir på, at krigens rædsler er fortid, og et nyt liv kan begynde.

Jeg taler ikke arabisk, men det er heller ikke nødvendigt for at forstå, at de to mennesker, der sidder på bagsædet af min bil, elsker hinanden dybt og inderligt. Det luner, og jeg føler stolthed over, at mit land igen kan forene det forelskede par.

Mens vi kører hjem til deres lille lejlighed spørger jeg mig selv, hvorfor der skulle gå så lang tid — hvad er det, vi har vundet? Hvem er det, der har fået en fordel ud af at sætte disse to mennesker under massivt pres i over et år? Er min syriske ven kommet hurtigere ud på arbejdsmarkedet, fordi man har skilt ham fra det menneske, han elsker? Er min syriske ven blevet bedre til dansk af, at vi har sendt ham gennem 13 måneders hændervridende udlændinge-cirkus, med den evige frygt for, at hans kone skulle komme noget til i skyggen af krigens rædsler? Om man er for eller imod indvandring er slutresultatet jo det samme: Danmark er blevet 2 skatteborgere rigere, og de to elskende mennesker kan nu endelig se fremad og tage del i vores fælles samfund.

Men i dag er jeg heldigvis ligeglad med de lange, bitre tv-debatter, de nærmest barnligt sure DF’ere og stramningernes dronning Inger Støjberg. For i dag skinner solen. I dag vandt kærligheden.

--

--

Randahl Fink Isaksen

Software innovatør med fingrene i fremtidens teknologier. Indehaver af ROCK IT siden 1999. Tweeter om innovation og elsker saglig politisk debat.