Kunsten IKKE at mene noget
Hvis man skal mene noget om frugt, skal man turde sige, at jordbær smager fortræffeligt, mens grapefrugter smager som et rengøringsmiddel. Det kan lyde som om, man mener noget, hvis man synes maksimalt godt om jordbær og grapefrugter og bananer og æbler og pærer, men sandheden er jo, at man reelt ikke har taget stilling. Skal man tro den seneste valgkamp, kan Dansk Folkeparti lide det hele uden undtagelse.
Nej forresten! Jeg glemte noget: Den fremmede, brune kokosnød fra Afrika — dén kan Dansk Folkeparti virkelig ikke lide! Og det er jo bekvemt, for hvis man bruger alle vågne timer på at skabe debat om kokosnøden, så behøver man ikke tage stilling til noget af alt det, der virkelig betyder noget.
Mere end noget andet, handlede valgkampen 2015 om angsten for det fremmede. Målt på mængden af taletid, var personer med en anden kulturbaggrund åbenbart en større trussel for Danmarks fremtid end Putins militær, jordens livsfarlige klimaudvikling og kræft. Og det på trods af, at vi i 2014 kun gav 6.104 flygtninge asyl i Danmark (ikke om dagen — i alt).
Mere end nogensinde før gør danske politikere nu en dyd ud af ikke at mene noget. Ægte holdninger, som man kan diskutere, er erstattet af noget umålbart, som politikerne selv kalder »retninger«. I stedet for at mene noget håndgribeligt, bruges udsagn som »vi skal i denne retning«, »man skal have mere ud af at arbejde«, »vi skal have en bedre ældrepleje« osv.
Hvis vælgerne var gift med en politiker, og de skulle købe bil sammen, ville vælgeren måske spørge, om politikeren foretrak den lille Volkswagen Up eller den store Passat stationcar. Hvis politikeren så svarede »vi skal have mere bil, end vi har nu«, ville vælgeren nok tage sig til hovedet. Men i politik er det åbenbart anderledes.
De 4 taktiske holdninger
Jeg har bemærket følgende: Både hvis man ved noget, og hvis man ikke ved noget, kan man politisk vælge at mene noget eller ikke mene noget. Man kan eksempelvis vide noget, men taktisk beslutte sig for ikke at mene noget håndgribeligt om det offentligt. Der er i alt 4 taktiske holdninger:
Teknokraterne i dansk politik, har den opfattelse, at de ved noget, og derfor mener de også noget om det. Typer som Bjarne Corydon høres igen og igen sige udsagn i stil med »Analyser har vist at… derfor mener vi at…«
Om man er politisk enig med Bjarne Corydon eller ej, så kan man ikke anfægte, at denne retorik er god for sagligheden i den politiske debat. Desværre er Corydons vinkel også sårbar, fordi den naturligvis åbner alle flankerne for modangreb. Modstandere kan altid finde et sjældent eksempel på det modsatte af det, Corydon mener, og straks ser det så ud som om, Corydon tager fejl.
Bjarne Corydon fik 11.326 personlige stemmer ved folketingsvalget 2015.
Idealisterne kan have det lige så svært som teknokraterne. Det er dem, der åbent siger, de ikke ved noget men alligevel mener noget. Et godt eksempel er Josephine Fock fra Alternativet, der i et noget utraditionelt interview med Børsen ikke kunne forklare, hvordan Alternativets økonomiske politik kunne sikre, at folk fortsat kunne låne penge i banken, og hun endte med at svare
»Det er da for helvede det, som vi har en bank til!«
Altså, Josephine Fock ved ikke noget om alle de problemstillinger, journalisten remser op, men hun mener »for helvede« noget.
Generelt har Alternativet haft enorm succes med ikke at vide det hele, men i den grad at mene noget. Partileder Uffe Elbæk fik 18.796 personlige stemmer ved folketingsvalget 2015 ved i vidt omfang at sige, at al eksisterende økonomisk viden blot er forkert. Det virker, fordi det åbner helt nye dimensioner i den politiske debat, og derfor må man give Alternativet den kompliment, at de har beriget os med nye emner og ikke mindst nye vinkler på velkendte diskussioner.
Tænketanken Kraka regnede i valgkampen ud, at blot et enkelt af Alternativets forslag ville koste os 270.000.000.000 kr. om året. Det er lige så meget, som vi bruger på alle sygehusene, al uddannelse og hele forsvaret til sammen. DR’s Kåre Quist spurgte efterfølgende Uffe Elbæk, hvad han mente, deres planer kostede, og om Alternativet havde regnet på det, hvortil Elbæk svarede »Sådan udvikler vi ikke politik«.
Alternativet, der ikke har været valgt ind i folketinget før, fik 9 mandater, hvilket er flere end både SF, Radikale, Kristendemokraterne og Konservative — ikke så meget ved at vide noget, men i høj grad ved at mene noget.
Facilitatorerne i dansk politik har det langt lettere. Det er dem, der har besluttet sig for, at det ikke er deres opgave hverken at vide noget eller mene noget — de skal blot facilitere, at andre kan mene og vide noget.
I starten af valgkampen kom Liberal Alliances miljøordfører Villum Christensen til at hævde, at han vidste noget om klima, og samtidig mente han, at klimaforandringerne ikke var menneskeskabte. Det udløste massiv kritik fra klimaforskere og miljøforkæmpere. Men efterfølgende præciserede partileder Anders Samuelsen overfor TV2 News, at Liberal Alliance skam hverken vidste eller mente noget om klimaet. For det var netop derfor, Liberal Alliance havde afsat 800 millioner kr. til fri forskning, så forskerne selv kunne finde ud af, hvad de mente.
Som vælger kan man undre sig over, at Liberal Alliance kunne redde denne situation ved ikke at mene noget, men holdningen fungerer fint for partiet, fordi det er deres mærkesag, at staten netop ikke skal mene noget.
Liberal Alliance fik 13 mandater i folketinget, og med 20.565 personlige stemmer var Anders Samuelsen den, der fik niendeflest stemmer i hele Folketinget.
Gratisterne var dog de klare vindere ved folketingsvalget 2015. Det er de politikere, der i den grad ved noget, men bevidst vælger ikke at mene noget offentligt om det, de ved.
Kristian Thulesen Dahl har været med i dansk politik i 26 år, han er intelligent, arbejdsom og kendt for at sætte sig grundigt ind i tingene. Men hvad mener Thulesen Dahl i virkeligheden inderst inde?
Thulesen Dahl fik 57.371 personlige stemmer, og blev dermed landets mest populære politiker overhovedet. Det kunne hænge sammen med, at han er enig med de fleste. Når arbejderne vil have nye dagpengevilkår, hævder han at være enig. Når de ældre vil have bedre hjemmepleje, hævder han at være enig. Faktisk regnede Socialdemokraterne ud, at alt det, Thulesen Dahl hævder at være enig i, koster i alt 229.935.000.000 kr. — et tal, der afslører, at Kristian Thulesen Dahl udmærket ved, at de mange forslag, Dansk Folkeparti præsenterer, aldrig bliver til virkelighed.
Gratisternes gratis omgang er en vinderstrategi. De ved, at når man ikke siger sin mening, taler man ingen imod. I valgkampen nåede denne strategi helt nye højder, da Dansk Folkeparti præsenterede deres nye slogan »Du ved, hvad vi står for«. Altså, ikke noget med »Vi mener at…«, men det som du synes, vi mener, det mener vi — uden tvivl.
Kristian Thulesen Dahl er dygtig til hele tiden at fiske i hele det brede vælgerhav. På én og samme tid, taler han for at afskaffe u-landsbistanden, og samtidig fortæller han til Metroxpress om sin støtte til Operation Dagsværk, der samler ind til netop u-landene; vælgerne bliver fortalt, at han skam bakker op om sloganet »En fremmed er en ven, du ikke har mødt endnu.«
Man kan så spørge sig selv, om den sultende afrikaner også synes at, Kristian Thulesen Dahl er en ven, hvis de penge, Operation Dagsværk indsamler, samtidig bliver skåret i u-landsbistanden.
Igen og igen har Kristian Thulesen Dahl udtrykt sin forargelse over alle de løftebrud, som blev resultatet af Helle Thorning-Schmidts valgkamp i 2011. Og det er da også for dårligt, at man siger, man vil tilfredsstille vælgernes ønsker, når man selv udmærket ved, at det ikke kommer til at ske.
Kristian Thulesen Dahl har flere gange sagt, at Dansk Folkeparti ikke skulle i regering. Det er nok klogt, for så kan det blive nogle andres skyld, at Dansk Folkepartis politik ikke kan realiseres i praksis.
Jeg mener Kristian Thulesen Dahl er en meget dygtig politiker. Uhyggeligt dygtig, faktisk. Gid vælgerne besad hans klarsyn.
