Åbent brev til danske medier: Fordrejning af antallet af demonstranter 19. november

RE:Informeret
4 min readNov 30, 2023

--

Kære Danske Medier

Vi har foretaget en kritisk analyse af TV2 artiklen “65.000” gik på gaden for Gaza, lyder det på sociale medier — men virkeligheden er en anden, vurderer eksperter.

Det har vi gjort fordi vi mener det er vigtigt at medierne tegner et retvisende billede af folkelige bevægelser. Det gælder både portrætteringen af deltagere til demonstrationer, om interviews med deltagere er repræsentative, og om formålet med demonstrationer fremstilles korrekt. Det gælder også fremstillingen af antallet af deltagere.

Folk går på gaden til demonstrationer for at blive set og hørt af politikere, meningsdannere og medier. Hvis medier ignorerer eller nedtoner demonstrationer, som for eksempel ved at fejlestimere antallet, er de aktive medspillere i at fejlfremstille folkelige bevægelser.

I artiklen 65.000 gik på gaden for Gaza, lyder det på sociale medier — men virkeligheden er en anden, vurderer eksperter fra 21. November går TV2 i rette med arrangørerne af en stor demonstration for våbenhvile der fandt sted 19. november. Ifølge arrangørerne Stop Annekteringen af Palæstina deltog 65.000 mennesker.

“Forskerne, som alle tre beskæftiger sig med kvalitativ billedanalyse på daglig basis, har opdelt videoen i 15 billeder og derefter brugt en AI-model til at tælle antallet af individuelle personer. De understreger, at der er et par usikkerheder i metoden, hvilket giver en usikkerhed på 2000 personer fra eller til.Ifølge de tre forskere var der altså mellem 8000 og 12.000 personer til stede ved demonstrationen.Altså mellem 53.000 og 57.000 personer færre end arrangørens eget estimat.”

TV2 citerer altså tre forskere, der bruger en “AI-model”, for at der kun var mellem 8–12.000 deltagere til demonstrationen. TV2 beskriver dog hverken hvilken AI-model, hvilke billeder der er brugt eller hvilket tidsrum på dagen man har analyseret billeder fra. Demonstrationen var oprindeligt annonceret på ruten Halmtorvet til Christiansborg slotsplads i tidsrummet 14–16.30, men varede over tre timer, og rundede af omkring kl 17.30 på Christiansborg Slotsplads.

Manglen på informationer i artiklen gør det altså umuligt at efterprøve påstandene.

Nyt estimat: 37.000 deltagere omkring kl 16.00

En gruppe i Re:informerets forskernetværk med speciale i billedanalyse af befolkningsmængder, har lavet en undersøgelse baseret på dronevideo-billeder fra demonstrationen d. 19. november der startede på halmtorvet kl. 14 og sluttede kl. 17.15 på Christiansborg slotsplads. Deres analyse giver et estimat på 37.000 +/- 5.000 deltagere på demonstrationsruten i tidsrummet 15.51–15.53

Screenshot af artiklen “Assessment of the amount of protesters joining the march on 19th Nov 2023, in Copenhagen (Denmark).

Forskerne har brugt den såkaldte jacobs crowd formula, der er en anerkendt model til at estimere folkemængder. Metoden beskrives i artiklen Up in the Air: Applying the Jacobs Crowd Formula to Drone Imagery: Dronebilleder, billedanalyse af mængdetæthed og areal kombineres til at give en optælling af en given folkemængdes størrelse.

Forskerne har offentliggjort deres beregninger anonymt, men deres metode og data ligger offentligt tilgængeligt på kodehjemmesiden Github. Her kan andre eksperter efterprøve og kommentere studiet.

Her er både datagrundlag og metode fuldstændig transparent, modsat beregningerne der deltes af TV2 i artiklen.

I kan læse hele deres analyse her.

Andre medier viderebringer ukritisk TV2s tal

Artiklen fra TV2 udkom i kølvandet på omfattende kritik af manglende dækning af demonstrationen 19. november. Flere mediechefer beklagede den manglende dækning, herunder DR, Politiken, og Berlingske. Men tallet fra TV2s artikel blev også brugt som argument for demonstrationens lavere nyhedsværdi. For eksempel skriver Berlingske i deres manchet at

“Kritikken hagler ned over dansk presse, efter at kun få medier dækkede en Palæstina-demonstration søndag. Ifølge deltagerne var det den største danske fredsdemonstration i nyere tid. Men en analyse fra DTU peger på, at deltagertallet nok var noget mere ordinært.”

Også andre medier har refereret til TV2s analyse i omtale af kritikken af den manglende mediedækning, ligesom den er blevet delt flittigt på sociale meder.

Manglende forståelse for hvad “AI” er

TV2-artiklen illustrerer, at nogle danske medier mangler forståelse af, hvad AI er og kan. Når man fremlægger resultater som fakta, er det ikke nok at sige, at de er frembragt ved hjælp af “AI”. Artikler der bruger automatiserede statistikmetoder, såsom folkemængdeanalyse, bør lægge detaljer om metoden frem, så de kan efterprøves af andre forskere.

Det er relevant at vide, hvilke programmer forskerne der udtaler sig til TV2 har brugt, og hvilke 15 billeder de har analyseret og hvornår disse billeder er taget, for at vurdere om det er en rimelig konklusion der kommes frem til. Analysen foretaget af vores forskernetværk viser, at der kan komme radikalt andre tal ud af at benytte den mest gængse metode på videomaterialet fra d. 19. november 2023.

Medier bør udvise gennemsigtighed i deres analysemetoder, især når det omhandler tal og statistik. Når vi taler om konkrete tal, er det ikke nok at nævne, at en ekspert har sagt noget. Medier bør lægge metoder og links til data og empiri frem, så læsere har en mulighed for at forstå den fulde sammenhæng af det, de læser.

Det gælder særligt med emner, hvor vi ved, at der florerer meget misinformation og fordrejninger, som det er tilfældet med emnet Israel og Palæstina. Der har været udpræget kritik af arrangørerne af demonstrationen, netværket StopAnnekteringen, efter sigende fremlagde fejlagtige deltagerantal.

Ved selv at gøre det samme på et ikke på et ikke-transparent grundlag bidrager danske medier til spredning af misinformation.

Vi minder danske medier om at huske de presseetiske regler, når de rapporterer. Ikke mindst at reflektere over hvordan og med hvilket formål de søger information, særligt når det gælder brede sociale bevægelser, som ikke har en kommunikationsafdeling.

Vi opfordrer til at TV2 trækker sit estimat tilbage, eller i det mindste skriver en en forklaring og forbehold omkring beregningsmetoder samt datagrundlag og gøre opmærksom på, at beregningerne ikke nødvendigvis er retvisende.

Venlig hilsen,

Researchkollektivet Re:informeret

--

--

RE:Informeret

Vi er et researchkollektiv der laver mediekritik og retter myter og misinformation om Israel og Palæstina. Tip os på re.informeret@protonmail.com