Vi undersøger påstanden “Palæstina har aldrig eksisteret”
Da Folketinget 7. december debatterede borgerforslaget “Danmark skal fordømme israelske krigsforbrydelser i Gaza, øge dansk bistand til Palæstina og arbejde for en politisk løsning på konflikten”, sagde udenrigsminister Lars Løkke:
“(…) Selvom Palæstina de facto ikke er etableret, altså, det er en vision, men hvis man kigger på Gaza og Vestbredden, altså, så er det ikke en vision der er realiseret”
Det er et argument, der jævnligt fremføres, når man debatterer Israel og Palæstina; at der aldrig har været en palæstinensisk stat, derfor kan der ikke være tale om hverken besættelse eller at palæstinenserne har fået stjålet land.
For eksempel skriver kommentator Ditte Okman i et indlæg i Ekstra Bladet 5. november at:
“Det er en vildfarelse, at palæstinenserne har fået stjålet deres land, da det land aldrig har eksisteret.”
Argumentet kan være forvirrende, og har som regel til intention at sætte spørgsmålstegn ved legitimiteten af palæstinensisk ret til selvbestemmelse. Logikken synes at være, at har der aldrig eksisteret en palæstinensisk nationalstat, kan befolkningen ikke gøre krav på en nu.
Så lad os undersøge påstanden og historien om Palæstina.
Hvad er en nationalstat?
Påstanden om at Palæstina aldrig har eksisteret handler om, at det aldrig har været en officielt anerkendt nationalstat.
En nationalstat er et afgrænset område styret efter nationalitetsprincippet; At de enkelte nationer bør være selvstændige stater med ret til selvstyre uden ekstern indblanding. Nationalitetsprincippet står i kontrast til bystater eller imperier, som kan rumme mange nationer eller folkeslag.
Mange nationalstater er afgrænset af naturlige grænser som floder og bjergkæder. De gennemgår konstante ændringer i befolkningsstørrelse og er begrænset til intern magt. Nationalstaterne bruger staten som et redskab for nationalt sammenhold gennem det økonomiske, sociale og kulturelle liv. En nationalstat styrer også sine industrielle økonomier, fører økonomisk politik. Nationalstatens territorier er defineret af den nationale gruppes bosættelsesområde.
Mens nationalstaterne er et verdensomspændende styreprincip i dag, har det ikke altid været tilfældet. Nationalstaten som styreform har sin oprindelse i 1600-tallets Europa, og er blevet udbredt verden over siden i det 18, 19 og 20 århundrede, ikke mindst i kølvandet på europæisk kolonisering. Mange nuværende nationalstaters grænser i Afrika, Asien og Sydamerika er for eksempel trukket af tidligere europæiske kolonimagter, og ikke baseret på oprindelige folkeslags inddeling.
Palæstinas historie
Det historiske Palæstina’, var en del af det Osmanniske Rige fra 1299 indtil 1922. Her besejrede De Allierede — en 1. verdenskrigs-alliance mellem Storbritannien, Frankrig, Serbien, Belgien, Italien, Rusland, Japan og Kina — Centralmagterne og opløste det Osmanniske Rige i 1922. Inden 1299 har det historiske Palæstina været underlagt forskellige imperier, bystater og andre forhistoriske bysamfund og kulturer. Efter 1. verdenskrig delte briterne og franskmændene området mellem sig i et mandatsystem, som blev ratificeret af Folkeforbundet. Storbritannien fik Palæstina som koloni.
Forhandlinger mellem Storbritanien og den zionistiske bevægelse om at overtage området var allerede begyndt nogle år før. Her henvendte Storbritaniens den daværende udenrigsminister Arthur Balfour, i 1917, til den zionistiske leder Walter Rothschild om etableringen af et nationalt hjem for det jødiske folk i Palæstinaområdet.
Denne udveksling blev kendt som Balfour-deklarationen, og gav Zionistbevægelsen sit diplomatiske gennembrud. Den udløste også konflikten om landet mellem de indfødte palæstinensere og de europæiske zionister, sidstnævnte med Storbritannien i ryggen. Konflikten fortsatte frem til efter 2. verdenskrig, hvor briterne trak sig fra området og overlod problemet med Palæstina til det nyetablerede FN.
I 1947 kom FN’s Generalforsamling med en ikke-bindende anbefaling om, at Palæstina skulle deles i to. Jøderne fik tildelt 56% af landet, mens palæstinenserne fik 44%. Dette blev accepteret af den zionistiske bevægelse.
Palæstinenserne, der udgjorde cirka 70% af befolkningen, mente forslaget var uretfærdigt og afviste resolutionen og lanceringen af FN’s delingsplan. Dette udløste krigen i 1948. Krigen førte til, at ca. 750.000 palæstinensere blev fordrevet. En begivenhed historikere refererer til som en etnisk udrensing eller Nakba, der er det arabiske ord for katastrofe.
Da krigen endte, havde Israel tilegnet sig 77% af det historiske Palæstina. Altså 22% mere end FN’s delingsplan. Den israelske stat har siden nægtet de fordrevne palæstinensere ret til at vende tilbage.
Oprindelige folks ret til land gøres usynlig
Når det kommer til et oprindeligt folks ret til et landområde, er nationalstatsprincippet et effektivt værktøj til at nægte dem denne ret.
Hvis et folk aldrig har haft en moderne nationalstat, har de så overhovedet eksisteret eller beboet et land?
Men det faktum, at imperier besætter oprindelige folk, sletter ikke deres tilstedeværelse. At oprindelige folk ikke har fået mulighed for at definere deres land gennem moderne politisk suverænitet, som ved etablering af en nationalstat, fratager dem ikke retten til deres land.
I perioden efter det Britiske Imperium overtog herredømmet med det historiske Palæstina, opkøbte fraværende grundejere massive landarealer, som senere blev solgt til jødiske bosættere fra Europa.
Inden FN’s deling af landet kæmpede det palæstinensiske folk i protester og gennem diplomatiske processer for at opnå selvbestemmelse over deres land, men på grund af manglende politisk mandat, dårlig økonomi og internationale alliancer, samt en velfinansieret zionistisk interesse i landet, fik de aldrig mulighed for at opnå selvstyre.
“Israel fik ørkenen til at blomstre”
Igennem historien er der sket meget revision af den palæstinensiske historie.
Det er en ofte gentaget kliche, at “Israel fik ørkenen til at blomstre”, underforstået: Det var et goldt, øde og ufrugtbart land *inden* nationalstaten Israel blev etableret. For eksempel udtalte formand for EU-kommissionen, Ursula von der Leyen, tidligere på året, i en tale, der markerer Israels statsjubilæum klicheen om den blomstrende ørken.
Et andet udtryk, som har sin oprindelse i den kristne “restorationisme” (en bevægelse der har arbejdet for, at det jødiske folk skulle “retur” til “det hellige land), er “Et land uden folk til et folk uden land”. Senere blev talemåden også overtaget af den zionistiske bevægelse og brugt som argument for etableringen af staten Israel. Hermed gøres retten til området som et hjemland for jøder gældende med argumentet om, at der simpelthen slet ikke *var* et folk i forvejen.
Påstandene udvisker historien om den eksisterende befolkning i området og legitimerer den etiske udrensning, som skete under nakbaen.
Danmark anerkender ikke Palæstina
Når Lars Løkke siger, at Palæstina aldrig de facto har eksisteret, bruger han for det første udtrykket forkert. De facto er et latinsk udtryk, der betyder i praksis. Begrebet står i modsætning til de jure, der betyder ifølge loven.
Det er sandt, at Palæstina aldrig har fået lov til at blive etableret de jure, det vil sige som anerkendt nationalstat med ret til selvbestemmelse. Så det Lars Løkke egentlig siger er, at Palæstina har en mindre ret til selvbestemmelse end Israel, der siden 1948 har eksisteret de jure. Men Palæstina kan stadig godt være en de facto realitet.
I 1988 blev den palæstinensiske uafhængighedserklæring fremlagt og etablerede formelt staten Palæstina. I 2014 nedstemte FN’s Sikkerhedsråd en resolution, der krævede afslutningen af den israelske besættelse og oprettelsen af en palæstinensisk stat inden 2017. Otte medlemmer stemte for resolutionen. Resolutionen fik dog ikke de minimum ni stemmer, der var nødvendige for at vedtage beslutningen, da Australien og USA stemte imod. Palæstina er i øjeblikket anerkendt af 138 af de 193 FN-medlemsstater. Danmark anerkender ikke Palæstina.
Et brev skrevet i 1899 var måske åbningsskuddet i krigen mod Palæstina. Brevet var skrevet af den østrigske journalist og leder af den zionistiske verdensbevægelse,Theodor Herzl, til Yusuf Diya, der var borgmester i Jerusalem og af en familie af islamiske religiøse lærde. Diya var vidne til “de første år med proto-zionistisk aktivitet, startende med ankomsten af de tidligste europæiske jødiske bosættere i slutningen af 1870'erne og begyndelsen af 1880'erne. I et svar på Herzls brev advarerer Diya Theodor Herzl om, at Palæstina allerede var beboet og ikke var tilgængeligt for europæerne. Han afsluttede sit brev med en bøn for sit hjem og folk: “I Guds navn, lad Palæstina stå i fred”.
I Balfour-deklarationen skriver den britiske udenrigsminister Arthur Balfour: “Regeringen ser med velvilje på etableringen i Palæstina af et nationalt hjem for det jødiske folk og vil på bedst mulig måde medvirke til opfyldelsen af dette mål, men det indskærpes, at intet må gøres som skader Palæstinas ikke-jødiske samfunds civile og religiøse rettigheder eller de rettigheder og den politiske status, som jøder nyder godt af i andre lande” Begge steder ser vi Palæstina nævnt som et land med et folk.
Pælestina er historisk velbeskrevet og -dokumenteret land, og at afvise dets de facto eksistens er et forsøg på historisk revision, der har at gøre med den danske regerings politiske dagsorden, ikke med reel historie.
Skrevet af Re:informerets redaktion
Kilder og videre læsning
- Nations and Nationalism since 1780, E. J. Hobsbawm
- The Hundred Years’ War on Palestine Af Rashid Khalidi
- Making the Desert Bloom: A myth examined af Alan George
- Making the Desert Bloom: Hannah Arendt and Zionist Discourse af Shmuel Lederman
- The Origins of Totalitarianism af Hannah Arendt
- State Directed Development af Atul Kohli
- https://www.theguardian.com/world/2014/dec/30/un-security-council-rejects-palestinian-statehood-bid
- https://en.wikipedia.org/wiki/International_recognition_of_the_State_of_Palestine
- https://www.un.org/unispal/history/
- https://palestinecampaign.org/resources/history/
