Politisk landshold eller bandekrig?

TÆNK, hvis vi satte os for at gøre vores kæreste lykkelig. Vores familie stærk. Vores kolleger tilfredse. Vores venner glade. Os selv en tjeneste. Ja, tænk hvis vi havde et mål om, at dem vi var sammen med og skulle skabe resultater med var nogen, vi skulle opbygge et værdiskabende og tillidsfuldt samarbejde med for alles bedste. Tænk hvis det var det, politik handlede om.

Når hele Danmark samler sig om at vælge 179 mennesker til vores demokratiske højborg, Folketinget, så er det i forventningen om, at den stemme man afgiver vil repræsentere ens egne holdninger og værdier bedst muligt, sådan at vi får skabt rammerne for det samfund, vi hver især ønsker. Her har vi så valgt at have et system herhjemme, hvor vi gennem opstillede partier vælger enkeltindivider til at udføre denne opgave for os. Som politikere, som folkets tjenere.

Så langt så godt, og det er her vi står lige nu. Mig eksempelvis. Jeg er nu på andet år folkets tjener som folketingsmedlem for Alternativet, og jeg er på statsstøtte. Jeg får en fin løn og særdeles gode medarbejdervilkår. Noget helt andet er så, om jeg bidrager positivt til at rammerne for Danmarks udvikling bliver forbedret gennem mit virke som politiker.

Det er alt andet lige mit mål, ligesom jeg forventer det er det på tværs af alle tænkelige partifarver for mine 178 kollegers vedkommende. Hvis man ønsker at måle på om politikerne på Christiansborg laver det de skal, kan vi jo kigge på arbejdsbyrden. Er det hårdt arbejde? Ja, det er på mange måder hårdt arbejde, og samtidig bruger langt de fleste politikere virkelig meget tid på arbejdet … altså som i enormt meget tid.

Betyder det så, at vi gør det bedst mulige? 
Nej, det er netop det, der er min pointe. Det politiske arbejde er i overvejende grad en konstant valgkamp, hvor det handler om at få opmærksomhed ved at markedsføre sig selv og sit partis holdninger i en lind strøm af koordineret spin, ensidig reklame og personangreb uden antydningen af reel konstruktiv debat.

»Aaarhh, det er da vist lidt overdrevet, er det ikke? Er det ikke bare fordi Alternativet ikke evner at »spille spillet«, at ham der fredsordføreren står og tuder?«

Nej, jeg er blot meget kritisk over for den måde vores demokrati manifesterer sig på i det offentlige, fordi jeg netop forstår spillet og mekanismerne — og nu føler mig forpligtet til at forandre det selvforstærkende politiske monster foran kameraet og bag de lukkede døre.

Bag de lukkede døre er der faktisk langt større konsensus om, at vi, i hvert indtil der skal træffes en beslutning, vil arbejde i samme retning. Altså hen mod et fælles mål og det bedst mulige partipolitiske kompromis og resultat for Danmark.

I medierne og i debatten generelt er vi politikere forbilleder, og hvis vi forbilledligt viser vejen for, hvor lavt man kan synke moralsk og menneskeligt, når man kommunikerer med og om andre mennesker, så sætter vi en lavine i gang. En lavine af skråsikkerhed, skældsord, smålighed og uempatiske beslutninger, hvor målet til enhver tid helliger midlet — her iblandt løgnen og fortielsen.

Tillidsbruddet. 
Hvis du, kære læser, ikke siger fra overfor overbudskulturen i dansk politik, hvor det hele tiden handler om at markedsføre de budskaber, man tror sælger bedst overfor vælgerne, ligegyldigt om det er ved at fortie eller fordreje sandheden for egen vindings skyld — ja, så er du indirekte med til at ødelægge vores demokrati. Med likes, delinger og grove, skævvridende kommentarer.

Folketinget burde nysgerrigt arbejde sammen som et landshold, i dag udkæmper vi en vildledende partipolitisk bandekrig.

(Udgivet i MJA 09/16: http://mja.dk/artikel/politisk-landshold-eller-bandekrig)

A single golf clap? Or a long standing ovation?

By clapping more or less, you can signal to us which stories really stand out.