UTILGIVELIGT, OG HVAD SÅ I POLITIK?

Erkendelse og tilgivelse hænger sammen som det måske vigtigste imellem mennesker for mig. Uden erkendelse er det svært med tilgivelsen, og uden tilgivelsen som mulighed er det svært at nå til erkendelsen. Det gælder sådan set både i kærligheden, venskabet og i arbejdslivet.

For mig gælder det derfor også på Christiansborg. Uafhængigt af politiske spil, magtkampe, partipolitik og kameralinser. Igennem det sidste års tid har jeg som Alternativets fredsordfører igen og igen forsøgt at skabe åbenhed om regeringens stærkt kritisable nedlukning af Irak-kommisionen — og ikke mindst de efterfølgende tillids- og aftalebrud begået af to ministre. Jeg har gjort det på et fuldstændig faktuelt grundlag, dokumenteret og bekræftet — endda også af de to ministres egen ministerkollega.

Efter nu utallige ministerspørgsmål, lange debatindlæg, tv-interviews og dyb frustration over uærligheden, der i den grad også er en del af det politiske system og mit fantastiske job som folketingspolitiker, løfter jeg ikke sagen igen. Ikke med mindre der da pludselig er en af de pågældende ministre, der vil erkende.

Hvorfor så ikke det?
Jamen jeg har forsøgt med alle de parlamentariske og mediemæssige greb jeg kunne finde. Kamp i form af oplysning og tværpolitisk velvilje har jeg givet den politiske spinmaskine — men spinmaskinen og de to ministres mørklægning vandt kampen. Om det så er fake news, løgn, godt politisk håndværk eller blot ekstremt ødelæggende for tilliden till os politikere, at politikere kan agere sådan uden konsekvens, ja, det må vælgerne og historien gøre os klogere på..

Min pointe med dette indlæg er at komme videre, så vi kan skabe værdi for Danmark gennem samarbejde og ærligt politisk spil. Erkendelsen har jeg ikke fået fra de to ministre, så jeg har heller ikke tilgivet dem. Måske er de ligeglade.

Det er jeg ikke, for jeg ved, at de vil alt det bedste for demokratiet og Danmark. De knokler i hvert fald virkelig mange timer i døgnet som folkevalgte, og de har gjort det i mange år. Fordi de kæmper for det, de tror på. Stor respekt for det og for dem, men ikke for deres beslutning om, at løgnen — i hvert fald i dette tilfælde — blev retfærdiggjort af deres ønske om at nå et snævert politisk farvet mål.

Skuffelser er til for at blive overkommet, fejl skal vi lære af, og tillid er afgørende for et godt samarbejde — det sagt, så tak til Søren Pind, der står ved sit ord og den aftale der blev indgået. Utroligt at jeg skulle gøre mig selv til whistleblower for at få et medie til at se seriøst på sagen. Men også tak til Politiken for trods alt at gøre det. Læs artiklen med Pind i Politiken her: http://politiken.dk/indland/politik/art5825144/S%C3%B8ren-Pind-modsiger-regeringen-i-fortrolig-mail

Måske medierne også kan gøre noget for at rykke op fra plads nummer 23 på erhvervenes troværdigheds-top-25-liste. Og ja, vi politikere for niende gang nr. 25. Trist? Ja. Mystisk? Næppe.

Where do we go from here?
Jamen den dybt politiserede krigsudredning er tilsyneladende godt i gang — så den bliver vi under alle omstændigheder klogere af — og når regeringsmagten skifter, skal vi stadig bruge de 90 mandater på blandt andet at genåbne Irak-kommisionen. Intet er forandret på den front, som det også står skrevet sort på hvidt i aftalen om krigsudredningen. Forhåbentligt kan blotlægningen af det urene trav og spin i sagen om krigsudredningen til gengæld skubbe yderligere på for, at vælgerne allerede nu kræver mere åbenhed og mindre mørklægning i dansk politik.

Så et slet skjult opråb: Forlang ærlighed og erkendelse, fra den politiker og det parti, du giver din stemme. Ikke bare skattelettelser, billigere økologiske varer eller federe fritidstilbud i lige dit nabolag. Vi skal se helt ud over næsetippen, ellers bliver vores hukommelse for kort til, at vi kan træffe de rigtige valg.

One clap, two clap, three clap, forty?

By clapping more or less, you can signal to us which stories really stand out.