Sommerfugledalen
Vi har læst Inger Christensens “Sommerfugledalen”. Her præsenterer vi “Sommerfugledalen” og Inger Christensens forfatterskab. Vi analyserer 4 ud af tekstens 15 sonetter og undersøger sonetkransen som genre, sonetternes generelle form og historie.
Inger Christensen
Inger Christensen blev født d. 16. januar 1935 i Vejle og døde d. 2. januar 2009 i Danmarks hovedstad, København. Inger Christensen var et sjældent eksempel på en digterinde, der gennem hele sit forfatterskab formåede at være både åben og eksklusiv. Sagt på en anden måde, så er Christensen blandt de få danske forfattere, der aspirerer til verdenslitteraturen, og derfor medbragte hendes død et tomrum blandt mange af hendes loyale fans.
Da hun døde beklagede den internationale presse, at hun ikke med en Nobelpris havde opnået den hæder, hendes værker berettigede hende til. Men det var langtfra en selvfølge, at Inger Christensen skulle gå litteraturens vej, da hun voksede op i et arbejderhjem i Vejle.
Men de sproglige talenter udmøntede sig først i en studentereksamen, siden i en uddannelse som lærer ved Århus Seminarium. Efter et par år som folkeskolelærer blev Inger Christensen fuldtidsforfatter i 1964. På dette tidspunkt havde hun allerede udgivet 2 digtsamlinger; Lys (1962) og Græs (1963), som var en fortsættelse af hinanden.
Derefter blomstrede hendes karriere. I 1991 skrev hun Sommerfugledalen — et requiem, som ikke bare gennemtænkt og logisk, den er uhyre sofistikeret. Digtsamlingen er formet som en såkaldt sonetkrans, en raffineret form, som ikke blot er en række enkeltstående sonetter, men sammenbundne sonetter på denne måde: Samlingen består totalt af 15 sonetter, der hver har 2 kvartetter (4 verslinjer) og 2 terzetter (3 verslinjer), altså 14 verslinjer i alt.
En præsentation af Sommerfugledalen
Hvis du vil vide mere om hvad et digt er, så klik her
Form og indhold i en sonet
Sidste linje i én sonet bliver første linje i den følgende. Hver sonet består af 14 linjer, og i 14 sonetter følges dette princip, mens den femtende sonet, mestersonetten, består af de 14 foregående sonetters førstelinjer. De 14 første linjer optræder således tre gange, nemlig som sidste linje i én sonet, som første linje i den følgende og som del af mestersonetten. Eneste undtagelse er her første sonets første linje, som kun optræder to gange. Disse 14 linjer indgår altså i tre forskellige helheder eller kontekster.
Sonetkransens formkrav angår ikke blot det overordnede kompositions- og gentagelsesprincip. Også den enkelte sonet er underlagt formkrav. De 14 linjer eller vers er opdelt i fire strofer: De to første strofer med fire vers, kvartetter, og de to sidste strofer med tre vers, terzetter. I den klassiske sonet hos f.eks. Petrarca ligger der en forventning om, at kvartetterne udfolder en iagttagelse eller en sansning, hvorefter de to terzetter indeholder en udlægning af eller en erkendelsesmæssig konklusion på kvartetternes indhold. Rent sprogligt er det i den klassiske sonet markeret ved, at den første kvartet indledes med et ‘som’, og den første terzet begynder med et ‘således’.
Første gang sonetten blev set var i Italien omkring år 1230. Giacomo da Lentini der var digter og notar ved Frederik II’s hof på Sicilien, regnes for at være den første der har skrevet et sonet og derfor er det ham der har opfundet det. En sonet, eller en helt sonetkrans er en meget atypisk form for lyrik nu til dags. Da Shakespeare begyndte at skrive sine sonetter i begyndelsen af 1590’erne var det ikke noget nyt da det blev opfundet godt og vel 400 år før.
Oplæsning af sonet I
Analyse af sonet I
Oplæsning af sonet VII af Inger Christensen
Analyse af sonet VII
Sonet VII er det særlige midtpunkt i sonetkransen “Sommerfugledalen”. Den er vendepunktet i sonetkransen, hvilket gør, at fokusset går fra liv til død. I sonetten bruger hun 3 strofer til at beskrive den varme sommerdag i Skagen som et smukt minde og symbol på livet som skønhed. Det udtrykkes som minder og en tryghed i et tilbageblik, der giver mening og forening med livet et sted, hvor himmel og hav smelter sammen. Dette blik på fortidens intime møde giver digter-jeget en momentan evighedsfølelse, som modsiger den naturvidenskabelige forestilling om universets tilfældige terningspil. Hendes centrale pointe i sonetten er, at der er en mening med det, der sker og kommer til at ske.
Sonetten starter med, at hun kommer med en påstand om, at alt i verden er tilfældigt, hvor hun til sidst kommer med sin mening om, at hun mener, at der er en mening med alt. Hun finder meningen med alt gennem sine minder fra fortiden. Hun står i mellem livet og døden i denne sonet.
Oplæsning af sonet X
Analyse af sonet XIII
Sonetten handler om, at jeg’et sammenligner sin skrivning af digte med sommerfugle, der elegant og smukt flyver rundt. Jeg’et frygter døden. Eller mere korrekt, frygter jeg’et at dø uden at have fulgt sin passion og uden at efterlade et minde. Derfor beskriver jeg’et det som at snyde døden ved at efterlade et minde, altså sine digte. Der skrives i første og andet vers i anden strofe og første vers af tredje strofe: ‘’Jeg leger derfor gerne skovhvidvinge, og sammensmelter ord og fenomen’’ // ‘’Så jeg kan svare døden når den kommer’’. En skovhvidvinge er vel og mærke en sommerfugl, og denne sommerfugleart vil eksistere i lang tid. Jeg’et leger altså skovhvidvinge og sammensmelter ord og fænomen, altså skriver digte. Derfor kan jeg’et svare døden, når den kommer, forstående at jeg’et har skrevet digte, som vil eksistere lang tid efter hun er borte.
I den første terzet konkluderer Inger Christensen på det beskrevne, der står i den anden kvartet.
