Pinocchio— dukkespil og uhygge i teatret

- OM AT FINDE SIN EGEN VEJ IND I EN KLASSIKER…

Webdok af: Søren K. Kløft (tekst, foto, video & grafik) / Teateravisen.dk 2018

Historien om Pinocchio har været fortolket mange gange — både på film og teater. Mest kendt er nok Disneys tegnefilmsversion. Teater Patrasket arbejder i disse måneder sammen med instruktør Alex Byrne på at fortolke den gamle historie igen. Det er en intens og kreativ proces fuld af til- og fravalg, blindgyder og frustrationer — men også af erkendelser og opdagelser. Vi har fulgt noget af arbejdet med tilblivelsen af ’Pinocchio’ helt tæt på. Vi har kigget dukkemageren over skulderen og oplevet skuespillernes arbejde med instruktøren i prøvelokalet.

Dukkemager Katrine Karlsens værksted ligger på 3. sal i en baggård på Vesterbro i København.

Her har hun arbejdet i snart mange år, og det bærer stedet også tydeligt præg af. Dukker og masker fra mange tidligere produktioner ligger, hænger eller står over alt. Nogle ser færdige ud. Andre ligner forstudier eller eksperimenter, hvor forskellige materialer er blevet efterprøvet. På en bogreol står en samling tykke og godt brugte kunstbøger.

I dukkemagerens værksted… Her er der skabt dukker og masker til adskillige produktioner de sidste mange år.

Her er også specialværktøj til dukkeproduktion over alt — det hele ligger på de store brede arbejdsborde eller er stuvet af vejen i reoler eller kasser på gulvet. Andet værktøj hænger sirligt organiseret på væggen, og over alt ligger der slibestøv og savsmuld. En duft af snedkerværksted hænger i luften.

På værkstedet denne september-eftermiddag pusler også canadiske Geneviève Tremblay rundt. Hun er ligeledes dukkemager med megen erfaring og fungerer som Katrines assistent på denne produktion — og hun har nok at lave.

Katrine Karlsens skitser til konstruktionen af Pinocchio-dukken.

Sandpapir, lim- og varmepistoler ligger på det bord, hvor Katrine står og arbejder i dag. Specialknive, blyanter og brede taperuller fylder også på bordet, hvor et anatomisk atlas ligger opslået sammen med en hjemmegjort, detaljeret arbejdstegning af en dukkekrop. På bordet ligger også en samling masker med et groteskt udtryk — og så ligger der to små dukker. Katrine tager den ene op:

- Det er en mini-udgave af Pinocchio.

En mini-udgave af Pinocchio.

Straks går dukken fra at være en død ting på bordet til at leve i hendes hænder. Hun styrer dukkens højre hånd og arme med en lille metalpind.

- Den har spillerholdet bestilt, men jeg ved faktisk ikke, om den ender med at komme i brug. Faktisk skulle den måske være endnu mindre end den er lige nu, men det er ret svært at lave…

Dukken er bare lavet af metalpinde, gummi, træ, møtrikker og læder. Men nu lever den. Katrine peger på en lidt større dukke, der sidder på bordet:

- Det er Gepetto — altså ham der jo faktisk selv er dukkemager i vores historie og som laver Pinocchio-dukken.

MAGI MED LATEX OG PIBERENSERE

Katrine står nu med en lille plastik-dunk med et flydende latex-produkt i hånden. Hun har lige åbnet et vindue, for det, der skal ske nu, kan udvikle ikke helt ufarlige dampe, så lidt ventilation kan nok ikke skade. Foran på bordet står en gipsform på størrelse med en fodbold. Nu skal der ske noget stort. Lidt magisk, faktisk. I dag skal Katrine nemlig færdiggøre hovedet til den store Pinocchio-dukke.

Et dukkehoved bliver til — først skal to-komponent skum-materialet blandes og ned i gipsformen…
…og så skal der gå ca. 20 minutter. Det er lang tid, når man næsten ikke kan vente med at se det færdige resultat.

Katrine blander hurtigt et tokomponent skummateriale i en bakke og indholdet hældes efterfølgende ned i gipsformen. I løbet af tyve minutter hærdes materialet i formen — og det overskydende materiale bobler ud af formens utætheder. Det ligner en kage, der er gået over sine bredder i en ovn.

VIDEO: Et dukkehoved kommer til syne… (baggrundsmusik: Bastian Popp & Dirck Backer)

Møjsommeligt får Katrine og Geneviève nu skilt gipsformen ad, og det nystøbte dukkehoved kommer til syne. Det er resultatet af mange døgns arbejde med gips, ler og latex-materialer. Men nu står Katrine med hovedet i hånden og vugger det som nyfødt barn.

Næste skridt er nu at få monteret hovedet på kroppen, som allerede ligger klar på bordet ved siden af. Dén er lavet af metal-dele, silkepapir, gaze, arkitektskum, trælim, piberensere, latex, papmaché samt et kunstprodukt, der hedder worbla, der er nemt at arbejde i, og som kan give dukken en flot finish.

Snart er dukken klar til at komme ’på gulvet’, som man siger blandt teaterfolk. Spillerholdet er nemlig allerede i gang med prøverne et andet sted på Vesterbro.

MAN SIGER IKKE ’OKAY’ I DET 18. ÅRHUNDREDE

Præcis 1.000 meter fra dukkeværkstedet ligger én af Vesterbros gamle biografer — Boulevard Teatret — hvis i alt 780 m2 nu er blevet ombygget til at huse ’Forsøgsstationen’, som er et værksted for professionel scenekunst. Her er kontorer, café-område og prøvesale — og der arbejdes i alle rum. Fra et af rummene høres tonerne fra en barok-fløjte.

I ’Camera’-salen, hvis gulvareal svarer ca. til en badmintonbanes, finder vi næsten hele ’Pinocchio’-holdet samlet. Katrine og Geneviève er netop ankommet med den færdige Pinocchio-dukke. Instruktør Alex Byrne sidder mageligt bænket ved et bord lige inden for døren — hans kaffe står i en termokande på bordet og i skødet ligger en stor notesbog, som han flittigt skriver og tegner i — små notater om historien og processen samt hele skitser af udvalgte scener fylder siderne ud. To krykker ligger på gulvet foran ham — en volleyball-kamp i foråret resulterede i en brækket højre-ankel, som han stadig må tage hensyn til.

Camera-salen på Forsøgsstationen. Replikker og sange øves — i dag er næsten alle fra produktionen samlet og ser med.

Lyset er sat, og en næsten færdig scenografi står klar på gulvet. Vi er i et nostalgisk — og lidt tidløst — cirkusunivers. Et stort tæppe, der ligner indersiden af et cirkustelt, indrammer hele scenen. Man føler sig beamet tilbage i tiden fra det øjeblik, man træder ind i prøvesalen.

På gulvet står skuespillerne Dirk Backer, Maria Myrgård og Anne Karine Nikolajsen i fuldt kostume og er i gang med at øve nogle replikker, mens musiker Bastian Popp skiftevis akkompagnerer på el-bas og sidder og afprøver nogle akkorder på et lille, slidt trædeorgel. Bastian er medagerende på scenen og dermed også i kostume.

Klokken er lidt over ni på denne oktober-morgen, og dagens arbejde kan gå i gang. Alex vil gerne starte med at øve forestillingens åbningssekvens. Her introduceres publikum for Gepetto, som er Pinocchios skaber. Der skal flettes nogle replikker ind i noget sang — og det er ikke helt let. Også ordvalget volder lidt problemer, og da Dirck får brugt ordet ’okay’ om Gepettos hus i én af sine replikker, bryder Alex ind:

- Kunne vi ikke udelade ’okay’? Jeg har aldrig kunnet lide ’okay’ — det er meget moderne. Kunne du sige ’fint’ i stedet? Vi er jo i det sydlige Italien i 1863. Der siger man altså ikke ’okay’…

VIDEO: Åbningsscenen prøves — ‘You have to play for the second gallery’ , insisterer Alex Byrne.

Alex Byrne er britisk og til daglig bosat i London, men har arbejdet med adskillige produktioner i Danmark de seneste 13 år. Derfor forstår han efterhånden dansk uden problemer, men hans London-engelsk høres hele tiden under prøverne — at tale dansk er han ikke kommet til endnu.

AT FINDE SIN EGEN VERSION AF EN KLASSIKER

I frokostpausen går snakken om processen og Pinocchio-historien videre i Forsøgstationens café-område.

Her i oktober er det anden gang, at hele holdet er samlet for at komme videre med produktionen. Første gang, det skete, var 14 dage i starten af maj i år, hvor der blev arbejdet i et øvelokale i Gudhjem på Bornholm, isoleret fra de fleste andre ting, der kunne distrahere processen. Her begyndte holdet at arbejde sig ind på historien.

Marias øjne lyser, når hun tænker tilbage på netop denne del af processen:

- Vi gennemgik alle scener i bogen, og vi spurgte hver gang os selv: Hvad handler det her om? Og til sidst lavede vi alle — også vores tekniker, Peter Rasmussen — et bud på netop deres Pinocchio-historie.

‘Pinocchio’ på dansk.

- Det handlede om at finde ’gamet’ i hver scene — indskyder Dirck — og ved samme lejlighed så vi selvfølgelig også Disneys tegnefilmsversion af historien. Her er der truffet nogle gode, dramaturgiske valg. Historien er klarere og enklere fortalt end i originalen, som har en episodisk struktur — men alligevel syntes vi, at historien var mere kompleks. Vi arbejdede derfor med improvisationer for at finde ind til vores version af historien og netop de scener, vi syntes skulle indgå i vores version af ’Pinocchio’.

- Vi har nu fundet de scener, forklarer Maria, vi vil arbejde med, og det konkrete manuskript — både sange og replikker — vokser ud af arbejdet på gulvet, i takt med at vi arbejder. Ud af processen, kan man sige.

(Læser du denne historie på mobilen? — klik på faktaboksen for at zoome ind)

Dirck og Maria finder ’Pinocchio’-historien interessant, fordi det er en klassiker, der dog ikke ligger så langt fremme i folks bevidsthed som andre folkelige eventyr. Der er noget dragende, folkeligt, surrealistisk og cirkus-nostalgisk over fortællingen i ’Pinocchio’, som tiltaler og fascinerer dem. Og så indeholder historien også mange elementer fra den gamle klassiske Commedia dell’Arte-tradition, som Maria og Dirck er uddannet inden for.

- Men det er også en nutidig historie i den forstand, at den handler om det at blive lokket. Der er så mange fristelser her i livet, der kan forstyrre vores fokus, siger Maria.

Dirck nikker og forklarer, at historien for ham også kredser om en ’tilfredsstillelseskultur’, som vi også lever i i dag. På den måde er ’Pinocchio-historien meget tidløs.

Alex sidder overfor, og mens han kigger på sin skadede højrefod, forklarer han, hvorfor historien i hans øjne ikke behøver at blive ført helt ’up to date’:

Alex Byrne instruerer.

Jeg er ikke særlig interesseret i at lave en nutidshistorie i dette tilfælde. For især når du vil fortælle et eventyr og gerne vil have publikum til at leve med, så er det godt med lidt afstand i tid til historien. Det hele må gerne foregå lidt tilbage i tiden — dog ikke nødvendigvis i en historisk specifik tid. Men vi skal passe på ikke at tabe publikum, og jeg ønsker ikke, at de skal se verden på en helt ny måde. Når man placerer et eventyr i fortiden, pirrer og stimulerer man folks fantasi og følelser. Og man accepterer den verden, man tilbydes og siger nemmere: ’Her er en fantasiverden, som jeg kan besøge’. Og man stiller ikke en masse spørgsmål til det, der sker på scenen, på samme måde som hvis den havde foregået i nutiden.

AT VÆKKE NOGET DØDT TIL LIVE

Tilbage i prøvesalen har tekniker Peter Rasmussen eksperimenteret med lyset — som han faktisk gør løbende under prøverne — for at finde den helt rigtige belysning til den scene, der nu skal arbejdes med. Den scene i historien, hvor dukkemager Gepetto, spillet af Dirck, har færdiggjort sin trædukke, som så i løbet af natten bliver levende. I historien er dette et højdramatisk og magisk øjeblik.

Musiker Bastian Popp har skiftet det gamle trædeorgel ud med en kontrabas og en xylofon, som til sammen skal skabe den rette stemning i scenen. Maria og Anne Karina skal spille scenen, og de skal være sammen om at styre Pinocchio. Maria tager tilløb nu:

- Det er et kæmpearbejde at få en dukke til at leve. Jeg har stor respekt for håndværket i det, og man kan jo bruge år på at blive rigtig god til det. Men man skal først og fremmest synes, at det er sjovt at føre dukker. Man skal blive grebet af det og finde magien i at få dukken til at leve — ellers fungerer det ikke. Det er et interessant forhold — det dér ’dukke versus menneske’-forhold — der ligger noget eksistentielt og magisk i det. Og det et forhold, der kræver meget arbejde af dukkeføreren — ligesom det at være to dukkeførere om én dukke, som vi ofte gør i forestillingen, kræver meget samarbejde.

Anne Karina og Maria arbejder med Pinocchio-dukken.

Scenen gennemspilles et par gange. Musikken skal passe til bevægelserne, og dukkens hænder skal se ud som om, de bevæges af dukken selv — og ikke af to dukkespillere. Maria styrer den venstre hånd og dukkens hoved, mens Anne Karina kæmper med højre hånd. Det er svært det her. Alex stopper og retter. Der tales timing og rytme.

VIDEO: Pinocchio bliver levende og siger noget for første gang…

- Jeg synes, der skal være en klar relation mellem dukken og dukkeføreren — forklarer Alex — man skal kunne se dukkeføreren, men dukken skal også leve.

Det hele foregår i et næsten helt mørklagt rum — kun lyset fra to arbejdslamper oplyser dukken. Pludselig lykkes det at få dukken til at leve. Vi tror på situationen. Vi tror på, at Pinocchio lige er gået fra at være en trædukke til at være noget levende. Teatrets magi slår igennem…

Alle trænger til en pause igen.

NYE HÆNDER OG KAFFEGRUMS

Tilbage i dukkeværkstedet ligger arbejdet slet ikke stille endnu. Katrine og Geneviève har denne eftermiddag allerede været i gang i mange timer. Fra iPad’en, der ligger på bordet mellem læderstropper, hobbyknive og nyproducerede æselører til Pinocchio, lyder der sagte jazz-musik.

Tiden er nu kommet til reparationer og justeringer. Det er en måned siden, at dukkehovedet blev færdigstøbt, og nu har alle dukker og masker været i prøvesalen nogle gange. Nu er de tilbage på værkstedet igen for en kort bemærkning.

Det viser sig i nogle tilfælde, at Pinocchio-dukken skal kunne noget andet end det, den oprindeligt blev designet til. Derfor skal der laves justeringer i leddene, og andre steder skal den forstærkes, fordi den under prøverne får en lidt hård medfart. Det skal jo laves — og så godt og robust, at dukken kan holde til en længere turné på et senere tidspunkt.

Nye hænder, læderstropper og kaffegrums…
Dukken tjekkes for skader efter nogle hårde dage ‘på gulvet’.

Geneviève er lige nu i gang med at sy læderstropper på maskerne, mens der foran Katrine står to store kopper kaffe. Den ene drikker hun en slurk af med jævne mellemrum, mens den anden kop tjener et andet formål. Den er også fyldt med kaffe, men heri dypper hun nogle hvide elastikstropper, som skal patineres. Stropperne skal bruges til at holde Pinocchios lange næse på plads — i de tilfælde han bliver taget i at lyve i forestillingen.

En anden opgave i dag er at forsyne Pinocchio-dukken med nogle nye og mere robuste hænder — også fødderne skal efterses og gøres mere slidstærke.

En sidste ting, der skal testes i dag, er meget konkret: Kan man holde og løfte Pinocchio-dukken i de store specialfremstillede æselører, uden at dukken går i stykker og falder på gulvet? Der testes. Det kan man godt!

STEAM PUNK OG UHYGGE… FOR BØRN

I prøvesalen øver Alex i dag på en scene uden dukker. På gulvet står Anne Karina og Bastian. De skal øve på en situation, hvor Bastian har en del replikker og deltager i forestillingen som skuespiller og ikke så meget som musiker. Maria og Dirck er ikke med i scenen, men kigger på sammen med scenograf Nathalie Mellbye, som er kommet forbi i dag. Hun sidder med sin laptop og tager noter.

Alex Byrne og Nathalie Mellbye.

Det er bl.a. Nathalies fortjeneste, at hele forestillingen — både scenografi og kostumer — har fået en visuel referenceramme med udgangspunkt i en såkaldt ’Steam Punk’-æstetik. Alt er slidt og gammelt, det er læder og metal, alt er sammensat af mange dele — præcis som Pinocchio-dukken er det — og skuespillerne bærer tunge og kunstfærdige 1800-talskostumer, som dog alligevel virker tidløse, når de bruges på scenen. I en prøvepause uddyber Alex, hvad han synes, denne specielle æstetik tilføjer historien:

- Dukkerne er lavet af smådele, og det er skuespillernes kostumer også. Alt er på denne måde sammensat af dele, som du tilfældigt kan være stødt på eller måske endda har fundet på lossepladsen. Æstetikken er dog ikke noget, publikum vil komme til at opleve i sig selv, men det er vores måde at præsentere dem for et samlet udtryk — en sammenhængende virkelighed.

Steam Punk og cirkus-stemning i prøvelokalet — Charles Dickens møder ‘Det Gyldne Kompas’?

Steam Punk-universet tilføjer en ret uhyggelig dimension til Pinocchio-historien i Teater Patraskets udgave. Men historien er også uhyggelig — Pinocchio går grueligt meget igennem, og han ender på et tidspunkt med at blive hængt i et træ. Snakken i pausen kommer hurtigt til at kredse om det at spille uhyggelige ting for børn. Dirck forklarer:

Grusomhederne i historien skal være fascinerende og dragende, men ikke afskrækkende. Ellers giver det jo ingen mening at spille for de 8–12-årige, som er den aldersgruppe, vi sigter efter med denne forestilling. Men det må jo komme an på en prøve. Vi spiller altid nogle forestillinger for et prøvepublikum og justerer så efterfølgende på udtrykket, hvis det skulle være nødvendigt.

Maskespil med full power: ‘Nu bliver det uhyggeligt’.

- Børn både elsker og bliver bange for dukker — tilføjer Maria — det har vi set mange eksempler på i andre forestillinger, vi har lavet. I ekstreme tilfælde bliver vi nødt til at bruge ’Verfremdungs-teknik’, hvor én af os træder ud af rollen og siger direkte henvendt til børnene: ”Nu bliver det uhyggeligt!” I Pinocchio-forestillingen fungerer jeg som publikums hjælper i sådan nogle situationer.

- Det handler om ’at finde’ Pinocchio for publikum. De skal kunne lide dukken — altså vores Pinocchio-figur, uddyber Dick.

SIDSTE OMGANG MED PINOCCHIO

O g pludselig er det intense oktober-prøveforløb på Forsøgsstationen slut, og Pinocchio-holdet forsvinder ud i teater- og musiklivet — både i ind- og udland.

Alex tager direkte til New York, hvor han har et instruktør-job foran sig de næste par uger. Senere på efteråret skal han tilbage til London og arbejde videre på et tredje projekt, og i december koncentrerer han sine kræfter om en Snehvide-forestilling i Cambridge i England.

Maria og Dirck skal bruge al deres disponible tid på at spille to andre af deres forestillinger — begge i øvrigt med dukker skabt af Katrine Karlsen — helt frem til slutningen af november. Og Bastian skal både turnere med en anden teatergruppe og spille adskillige musik-jobs rundt omkring i landet.

Men dette betyder dog ikke, at ’Pinocchio’ ligger helt stille.

Indtil holdet mødes igen — for tredje og sidste gang inden premieren — skal Bastian arbejde videre på musikken, og spillerne skal indøve de sange, som er kommet til at indgå i forestillingen. Hertil kommer, at der skal hjul under hele scenografien, så der kan være fleksibilitet i forhold at lave sceneskift og skabe spændende billeder på scenen.

(Læser du denne historie på mobilen? — klik på faktaboksen for at zoome ind)

Heller ikke på dukkeværkstedet ligger Pinocchio-arbejdet helt stille, selvom andre opgaver begynder at trænge sig på. På Katrines bord ligger der nu noget, der inden prøverne starter igen i januar, skal blive til munden på den ’frygtelige hajfisk’, som sluger Pinocchio ude på havet.

- Når holdet mødes igen i starten af det nye år, bliver det for at arbejde sammen de sidste 14 dage op til premieren. Og her vil der stadig være meget, der er til forhandling. Men det er fint nok, for der er en vis tryghed i følelsen af, at vi afsøger alle muligheder til sidste øjeblik, forklarer Dirck, og Maria giver ham ret:

- Alex kræver omstillingsparathed af os alle sammen. Vi skal være parate til at lave om til sidste øjeblik. Man skal være modig i sådan nogle processer, men her stoler jeg meget på Alex.

- For Alex skal alt have en funktion, og sommetider skal man lave en hel masse lort for at komme frem til noget godt, griner Dirck.

Forestillingens officielle plakat — design og layout: Nathalie Mellbye

’Pinnochio’ har officiel premiere på Anemonen — www.anemonen.dk — i København d. 29. januar 2019.

’PINOCCHIO’ I TEATER PATRASKETS UDGAVE

Instruktion: Alex Byrne // Medvirkende: Anne Karina Nikolajsen, Maria Myrgård, Dirck Backer og Bastian Popp // Scenografi: Nathalie Mellbye // Dukke- og maskedesign: Katrine Karlsen // Dukke- og maskeværksted: Katrine Karlsen og Geneviève Tremblay // Komponist: Bastian Popp // Bygger, teknik og lys: Peter Rasmussen // Kostumer: Christina Tidemand Greth // Bagtæppe: Pernille Gottschalk-Hansen

’Pinocchio’ er støttet af STATENS KUNSTFOND

Camera-salen på Forsøgsstationen.