Den fagre nye (forvirrende) verden af mobilbetaling

Søren Hugger Møller
10 min readAug 7, 2017

--

Dankort-app, Foto: NETS

Opdatering 24. oktober 2017: Nordea og Jyske Bank har nu lanceret Apple Pay i Danmark. Apple har også offentliggjort deres danske supportsider om Apple Pay. Endvidere har Nordea per 12. oktober opdateret deres Wallet-app til Android til også at understøtte VisaDankort.

Opdatering 9. november 2018: Den 30. oktober lancerede Nordea og Jyske Bank Google Pay i Danmark. Så nu er begge de store spillere officielt på banen i Danmark. Jyske Bank tilbyder endvidere, som de også gør med Apple Pay, at man kan blive kunde og købe et virtuelt Visa-kort (15 kr./md.)til brug i Google Pay, selvom man er kunde i en anden bank. Desuden har Danske Bank (overraskende nok!) meddelt at de er klar med Google Pay til masterCard i løbet af november.

Forleden annoncerede Apple, at deres løsning til betaling via mobilen, Apple Pay, bliver lanceret i en række lande, heriblandt Danmark, inden udgangen af 2017. Jeg har et stykke tid overvejet at skrive lidt om emnet, da det er et der interesserer mig en del. Apples udmelding er en god anledning til at få gjort noget ved det, for den kan godt gå hen og få en markant betydning for det danske marked for mobile betalinger.

Min baggrund for at skrive dette indlæg er hovedsagligt, at jeg er hvad jeg selv vil betegne som teknologinørd. Jeg prøver at holde fingeren på pulsen i forhold til nye tendenser. Jeg kan godt lide at prøve ting af før andre og følge udviklingen af teknologier. Og så er betaling jo en dybt integreret del af vores alles hverdag, så derfor er det et emne der hurtigt bliver rigtig konkret.

Jeg har igennem de seneste måneder eksperimenteret lidt med de forskellige betalingsløsninger der er på markedet nu. Jeg har forsøgt at sætte mig rimeligt ind i de forskellige tekniske løsninger der er på bordet. Det er bl.a. disse forskelle jeg vil forsøge at ridse op her, da det er mit indtryk, at der hersker en del forvirring blandt lægmand.

Min viden er baseret både på egne erfaringer med brug af de forskellige løsninger, research på nettet og forskellig dialog med medarbejdere hos de enkelte udbydere på fx Twitter. Det er ikke til at undgå at det bliver subjektivt indlæg baseret, hvor mine holdninger til dels vil skinne igennem. Men jeg vil gøre mit bedste for at komme med nogle relevante, teknologisk funderede argumenter for mine holdninger.

Jeg har forsøgt ike at gøre det alt for nørdet og teknisk detaljeret. Men omvendt, så har jeg valgt at inkludere en del tekniske detaljer, da jeg synes det er nødvendigt for at forstå årsagerne til forskellene på løsningerne.

MobilePay er et godt sted at starte. Siden 2013 har vi alle overført lystigt til hinanden via Danske Banks løsning MobilePay, lanceret på det helt perfekte tidspunkt i forhold til konkurrenten Swipp, som de senere dræbte og overtog — men det er ikke en historie jeg behøver at gå i dybden med her.

Gennem de sidste par år har MobilePay, udover at være den klart nemmeste måde at overføre penge mellem individer, også haft en løsning til betaling i butikker. Det var en løsning, som de enkelte butikker skulle være med i og den klart mest markante spiller på holdet var Dansk Supermarked (“slægtskabet” via A.P. Møller — Mærsk fornægtede sig nok ikke).

MobilePay har efter de blev droppet af Dansk Supermarked (mere om det lige om lidt) lanceret en ny løsning, som jeg tror baserer sig delvist på teknologi fra Swipp, som de som sagt overtog. Der er i hvert fald visse forskelle på måden, hvorpå de to løsninger er implementeret (også mere om det lidt senere.)

Tidligere i år valgte Dansk Supermarked at stoppe samarbejdet med MobilePay. Senere relancerede MobilePay deres butiksløsning med nye partnere. Mere om det lidt senere.

Grunden til at Dansk Supermarked droppede MobilePay, var lanceringen af NETS’ “Dankort på mobilen” eller “Dankort app”, som vist er blevet det endelige officielle navn. NETS er leverandør af terminaler til Danmarks to største dagligvarekoncerner, Dansk Supermarked og Coop (læg mærke til “Technology by NETS” i displayet på terminalen, næste gang du handler), og det er umiddelbart mit bud, at dette havde en god del at skulle have sagt i forhold til at DS valgte at droppe en relativt velfungerende løsning for noget helt uprøvet — men ok, nu bliver det hele vist lidt for spekulativt. Det er uanset mindre relevant her.

MobilePay har som sagt siden lanceret en ny butiksløsning, med nye samarbejdspartnere. Den største af disse var dagligvarekæden Kiwi, som uheldigvis for MobilePay valgte at lukke alle butikker i Danmark, nærmest ugen efter MobilePays annoncering. Dog skulle løsningen også udrulles i andre kæder under Kiwi-ejerne Dagrofa (bl.a. Meny). Om det er sket endnu er jeg dog ikke sikker på. Jeg har hørt rygter om, at det nye MobilePay vist også skulle være på vej hos Rema1000, ligesom det fx også kan bruges hos det københavnske taxaselskab 4x27.

Bluetooth-betaling

På et helt overordnet niveau fungerer NETS’ Dankort-app faktisk som den gamle MobilePay-løsning. I butikken holdes telefonen hen til en seperat boks ved siden af kortterminalen, hvorved betalingen registreres i app’en. Det kræves altså at denne ekstra boks installeres i tillæg til de vanlige kortterminaler for at en butik kan tilbyde betaling med Dankort-app’en (eller det gamle MobilePay, men det lader vi lige ligge fra nu.)

Årsagen til dette er, at NETS har baseret deres app på Bluetooth. Derfor skal du også have Bluetooth aktiveret på din telefon for at kunne betale med Dankort-app’en.

Den nye løsning fra MobilePay er også baseret på Bluetooth. Men til forskel fra den gamle, og NETS’ version, så har MobilePay også lavet et samarbejde med terminaludbyderen Verifone, som producerer terminaler som har Bluetooth indbygget. Dette bevirker altså, at den ekstra Bluetooth-boks ikke længere er nødvendig. Som jeg forstår det er Bluetooth-boksen fra den gamle løsning dog stadig en mulighed, hvis en butik bruger terminaler, som ikke har Bluetooth indbygget.

Jeg har ikke selv prøvet butiksbetaling med MobilePay (hverken den gamle eller den nye løsning), men jeg har prøvet NETS’ Dankort-app et par gange. Og den fungerer egentlig ganske fint i min erfaring.

Men dette til trods og selvom jeg faktisk også er overbevist om, at MobilePays løsning fungerer fint, såsynes jeg desværre at begge løsninger i hæj grad overskygges af de faktum, at de ikke er universelle i deres udbredelse. Det er bare ikke særligt elegant, at man som forbruger skal spekulerer over hvilken betalings-app man nu kan bruge i lige netop den butik man er på vej ind i.

“Ægte” kontaktløs mobilbetaling

Siden 2015 er de kontaktløse betalingskort løbende blevet introduceret i Danmark. De kontaktløse betalinger baserer sig på teknologien NFC, som står for Near Field Communication.

For at en butik kan modtage betalinger med kontaktløse kort, kræver det, at terminalerne har teknologien indbygget og at terminalernes software er opdateret. Vi er efterhånden ved at nå et stadie hvor langt de fleste terminaler er opdaterede. Det er i hvert fald yderst sjældent jeg møder en terminal, som ikke understøtter kontaktløse betalinger.

Apple og Google har hver især udviklet deres egne løsninger til betaling på mobilen — hhv. Apple Pay og Google Pay. Begge disse er baseret på NFC. En telefon med indbygget NFC og enten Apple Pay eller Android Pay vil altså umiddelbart, kunne anvendes til betaling med de terminaler, som er installeret i størstedelen af de danske butikker. Det er derfor jeg skrev “ægte” i citationstegn i underoverskriften til dette afsnit. Det er svært at definere noget som rigtigt og forkert, men der er alligevel forskel på en løsning baseret på en i forvejen udbredt standard og så en der bygger noget ekstra ved siden af, så at sige.

Apple og Googles tilgang til NFC har været, og er fortsat, en smule forskellig. Mens det i mange år har været ganske almindeligt, at Android-telefoner har haft NFC indbygget, kom Apple først på banen med NFC i iPhone 6, som blev lanceret i 2014.

Modsat Android-telefoner kan NFC-chippen på iPhones dog ikke anvendes af andre end Apple. Det er også grunden til, at Både NETS og MobilePay, har valgt at basere deres løsninger på Bluetooth — det er simpelthen den eneste tekniske løsning, der er mulig på iPhone. Og selvom det i princippet ville være muligt, at lave en NFC-baseret løsning til Android, så kan jeg egentlig godt forstå, at man har valgt at basere begge versioner på samme teknologi. Der er god ræson i at skabe en brugeroplevelse der er så godt som ens for alle brugere.

Googles egen Android Pay-løsning er endnu ikke lanceret i Danmark og der er intet officielt meldt ud om en eventuel plan for det. Det er dog alligevel muligt at foretage NFC-betalinger med en Android-telefon i Danmark. Alle landets banker, med undtagelse af Danske Bank (som jo nok stadig føler noget ekstra særligt for MobilePay) og Jyske Bank (her har jeg intet bud på en forkalring), har lanceret deres egne apps, som understøtter NFC-betaling på Android.

Selv er jeg kunde i Nordea og jeg har brugt deres app en del gange. Og den fungerer ret godt! Det er skønt at kunne betale med den samme app uanset, hvilken butik jeg handler i. Dog har Nordeas app desværre den begrænsning, at den i øjeblikket kun virker med VISA Debit-kort og ikke fx Dankort. Det er ret upraktisk og brgrænser app’ens anvendelig betragteligt. De andre bankers apps understøtter dog flere kort, herunder også Dankort. Nordea har da også på Twitter lovet mig igen og igen, at der “snart” kommer understøttelse fa flere kort i deres app. Så lad os se…

Når Apple Pay bliver lanceret i Danmark vil det forventeligt komme til at virke helt på linje med bankernes NFC-apps til Android. Så vidt jeg ved skal de enkelte banker aktivt tilslutte sig Apple Pay, men Apple sidder trods alt på en anseelig del af smartphonemarkedet i Danmark, så mon ikke de fleste vil være med?

Og spørgsmålet er jo så, hvordan Dankort-app’en og MobilePay (til butiksbetaling) står når Apple Pay bliver en realitet (og Androidbrugerne får øjnene op for de tilgængelige apps).

I forhold til NFC er det også lige værd at bemærke, at Apple faktisk tidligere i år annoncerede, at de fra og med iOS 11 faktisk vil åbne en smule for adgangen til NFC-chippen, således at andre apps end Apples egne kan bruge funktionaliteten. Det er dog, for mig, ikke klart hvorvidt dette vil muliggøre tredjeparts betalingsapps. Jeg kunne godt have mine tvivl om det, både på baggrund af de udmeldinger Apple er kommet med og deres hidtidige strategi om at holde alt så lukket som muligt.

Og hvad så?

Hvad er så bedst at gøre, hvis man vil prøve mobilbetaling? Hvis du har en Android-telefon, vil jeg klart anbefale at du får fat i din banks NFC-app. Jeg har lagt links til de forskellige bankers apps i Play Store herunder. Her får du den absolut bredeste kompatibilitet med butikker.

Hvis du bruger iOS eller hvis du bruger Android og er mere nysgerrig, så vil jeg da klart opfordre dig til, at prøve de forskellige muligheder af. Det kan jo være at du fast handler i en butik, som understøtter det ene eller det anden og så kan Dankort-app eller MobilePay jo være praktisk nok.

Det kan være lidt svært at danne sig et komplet overblik over, hvor hhv. Dankort-app og MobilePay virker. NETS nævner nogle butikker, men jeg har brugt app’en i andre butikker end de nævne — fx Kvickly. Det er ikke lykkedes mig, at finde en samlet liste over butikker der kan modtage MobilePay. Men app’en indeholder en “Find butik”-funktion — den viser dog stadig fx Netto-butikker, som jo ellers er overgået til Dankort-app, så om den er helt pålidelig, ved jeg ikke. Ellers er det nok bare med, at holde øje med skilte i butikkerne.

Herunder finder du links til at installere Dankort og MobilePay.

NETS har desuden lanceret Dankort Idea Lab, som er et forum, hvor de lukker op for idéudvikling og -deling med brugerne. Det er faktisk et ret cool initiativ, synes jeg!

Derudover er der måske et spinkelt håb om, at vi på sigt kan se en form for tværkompatibilitet mellem Dankort-app og MobilePay. Begge løsninger er som beskrevet baseret på Bluetooth, så teoretisk set burde det udstyr som kan kommunikere med den ene tjeneste også kunne kommunikere med den anden. Om der er nogle bagvedliggende tekniske forskelle som umuliggør dette, ved jeg ikke med sikkerhed. Der er sikkert til gengæld nogle kommercielle. Men man har da lov at håbe, at brugervenligheden får lov at trumfe disse.

Et par afsluttende bemærkninger

Jeg har i dette indlæg fokuseret på mobilbetaling i butikker. Derfor har jeg kun ganske overfladisk berørt person-til-person-betaling, som jo nok må siges, at være der hvor MobilePay har sin allerstørste styrke. Her til sidst vil jeg lige bemærke, at Apple har annonceret at Apple Pay også kommer til at understøtte person-til-person-overførsler, når iOS 11 bliver lanceret. Om det også bliver tilgængeligt i Danmark med det samme, ved jeg ikke. Men mon ikke det kommer på et tidspunkt? Og så er spørgsmålet om MobilePay kan klare sig mod Apple her — de har trods alt et stærkt brand og et platform, som ikke begrænser sig til Apple-siloen.

En anden ting jeg ikke har nævnt er Samsung Pay. Det er Samsungs forsøg på at lancere en mobil betalingsløsning på deres egne telefoner. Da alle Samsungs telefoner (som er værd at tale om) anvender Android og løsningen også er baseret på NFC minder den om det jeg har beskrevet ovenfor og derfor synes jeg ikke det er værd at bruge yderligere krudt på denne løsning specifikt. Desuden er der ingen meldinger om, at Samsung er på vej med en udrulning i Danmark.

Og en sidste lille ting, som også er værd at nævne kort er, at visse butikskæder også begynder at lancere deres egne apps, som bl.a. kan bruges til betaling. Fx har Coop lanceret en medlemsapp, som kan bruges til betaling i koncernens kæder (bl.a. Kvickly og Fakta). Kædespecifikke apps betyder naturligvis en endnu mere begrænset udbredelse. Til gengæld er situationen også en lidt anden, når relationen er baseret på et medlemskab.

--

--

Søren Hugger Møller

1,5x-lyttende podcastfan. Skriver nyhedsbrev om podcasts & podcasting: https://spiri.dk/nyhedsbrev/ . Podcasting og digitale medier hos @Radio24syv.