Min Nexus 6P revnede

Søren Hugger Møller
2 min readDec 13, 2015

--

Bagside-glasset på min Nexus 6P er revnet uden at have været udsat for fysisk overlast. Foto: Søren Hugger Møller

Efter knap to uger med en helt igennem fantastisk telefon, opdagede jeg i torsdags, at glasset bagpå min Nexus 6P havde fået en hårfin revne lige tværs over kameralinsen. Telefonen har vel at mærke ikke været udsat for nogen form for fysisk overlast. Rent faktisk er mit bedste gæt, at glasset er revnet mens telefonen har ligget på mit skrivebord på arbejde. Jeg bemærkede revnen torsdag eftermiddag, og havde i hvert fald ikke set den om morgenen.

Jeg er langt fra den eneste, som har oplevet dette problem. På Reddit er der en tråd med talrige eksempler på ejere af Nexus 6P, som har oplevet at glasset er revnet eller splintret helt af sig selv. Google og Huawei nægter desværre fortsat, at der er tale om en fabrikationsfejl.

Jeg talte fredag med både mit teleselskab, Call me, Huawei Danmark og Mobylife (værksted, det tidligere Telecare), og konklusionen var at jeg bare måtte prøve at sende telefonen til reparation, og så se hvad værkstedet meldte tilbage. Ingen kunne love at den kunne laves på garantien, da det afhænger af hvorvidt værkstedet vurderer at telefonen har været udsat for fysisk overlast…

Sagen ville jo være en helt anden, hvis bare Huawei ville stå ved at der er en medfødt fejl i produktet. Men det vil de, som sagt ikke. Da jeg talte med deres kundeservice lød meldingen, at deres officielle holdning var, at glasset havde været udsat for, og havde bestået, samtlige industristandard-tests for holdbarhed.

Jeg skrev efterfølgende også på Facebook, hvilket de dog ikke har svaret på:

Hos værkstedet, Mobylife, kunne de faktisk slet ikke sige noget, da de slet ikke er autoriseret reparatør på Huawei. Kineserne har valgt at samle alle europæiske reparationer i Tjekkiet, så Mobylife agerer bare mellemmand, som sørger for at telefonen bliver sendt videre til Tjekkiet (på Call mes regning).

Så nu er jeg midlertidigt tilbage på Nexus 5. Forhåbentlig med 6P tilbage snart, repareret uden beregning. Men det er sgu noget af en streg i regningen — også for mit generelle forhold til Google/Nexus, som jeg jo ellers er stor fan af. Og det påvirker naturligvis også min holdning til Huawei, som lige nu forsøger at etablerer sig på det danske marked med massive kampagner.

Google Danmark er i øvrigt tavse som østers i denne sag…

Opdatering 15. december 2015

Jeg blev i dag ringet op af Huawei Danmarks Marketing Manager. Til trods for, at der ikke er registreret lignende tilfælde i Danmark, og at Huawei på verdensplan endnu ikke har anerkendt at der er tale om produktionsfejl, gik de med til at dække omkostningerne ved reparationen!

--

--

Søren Hugger Møller

1,5x-lyttende podcastfan. Skriver nyhedsbrev om podcasts & podcasting: https://spiri.dk/nyhedsbrev/ . Podcasting og digitale medier hos @Radio24syv.