Når fælden først klapper

“Man får tilbudt et gratis par sko mod at besvare nogle spørgsmål. I virkeligheden er virksomheden ude på at få folk til at give tilsagn til deres betingelser, og når man har givet det, kan man blive kontaktet af stort set alle former for virksomheder, pr. mail, telefon, SMS. Nettet er et godt hjælpemiddel i samfundet; Orville Media og andre uden moral ødelægger det.”

Så klart og ligetil skriver Trustpilot-brugeren Jørgen Burchardt om firmaet Orville Media, der med 64 forskellige forbrugeranmeldelser på netop Trustpilot, kravler ind på en absolut bundplads med kun 1.2 ud af 5 mulige i karakter. Burchards egen anmeldelse har til gengæld modtaget 17 likes fra andre brugere der, som ham, er godt trætte af selskabet.

Og det er der god grund til at være. Orville Media arbejder tilsyneladende med alle former for vildledende markedsføring, hvor forbrugerne, altså dem som benytter sig af Orville Medias mange konkurrencer, lokketilbud, gratis prøver og testprogrammer, aldrig vinder noget eller bare modtager et produkt. Til gengæld bruger selskabet al sin energi på at indsamle både e-mailadressen, telefonnummeret, bopælsadressen og alle andre former for data, der kan sælges videre til Orville Medias samarbejdspartnere, noget der igen resulterer i en uendelig strøm af spammails, sms’er og telefonopkald — og ret mange af disse er tæt på umulige af framelde sig.

Orville Medias “ekspertise” er abonnementsfælder. En abonnementsfælde er typisk et tilbud på internettet, der kun koster forbrugeren et beskedent beløb, men som efter en registrering af deres kontakt- og betalingsoplysninger, også binder dem op på et ugennemsigtigt abonnement. I mange tilfælde opdager forbrugeren først flere måneder senere, at de månedligt bliver trukket eksempelvis 299,- for noget, de enten aldrig har ønsket eller slet ikke vidste, fulgte i kølvandet på deltagelsen i en konkurrence eller et testpanel.

Orville Media er bestemt ikke de eneste, der benytter sig af vildledende markedsføring — eller i flere tilfælde decideret svindel. Hos Forbrugerombudsmanden modtager man mellem 30 og 40 henvendelser om abonnementsfælder hver måned. Her er der ofte tale om bevidste overtrædelser, altså hvor virksomheder prøver at narre penge fra forbrugerne. Fælles for dem alle er, at de ikke bare hæver penge fra en given forbrugers konto, men også sælger oplysningerne videre til andre firmaer. Et sådant salg kaldes et lead eller en permission. Du ender altså som forbruger ikke bare med at miste penge, men også med at blive et offer for aggressiv markedsføring fra bl.a. telefonsælgere og reklame-sms’er.

I 2010 havde Forbrugerombudsmanden “kun” 826 sager på sit bord om vildledende markedsføring, salgsfremmende foranstaltninger og decideret spam. I 2015 blev der afsluttet 2.478 sager om markedsføring, ligesom Forbrugerombudsmanden modtog 29.180 henvendelser om uønskede spam-mails. Det er en stigning på intet mindre end 10.000 henvendelser på kun et enkelt år.

De mange sager førte i løbet af efteråret til, at Forbrugerombudsmanden politianmeldte intet mindre end syv virksomheder for vildledende markedsføring og svindel. Foruden Orville Media drejer det sig også om Storage4You ApS, EULM IVS, Mr. Intent ApS, Den Ekstra Ingrediens, A&R Communication og EM Artic. Sidstnævnte er endda allerede på spil igen med søsterselskabet EM Network, der bl.a. har franarret Heidi Reenberg 900 kroner gennem et månedsabonnement, der angiveligt bare ville forære hende et gratis gavekort på 200 kroner. Nyheden kan læses hos TV2. http://bit.ly/2iza1VV

SubHubs fornemste opgave er at muge ud i stalden og komme bl.a. abonnementsfælder til livs. Vi tror på, at du skal have den fulde kontrol over, hvilke abonnementer, du har. Vi mener endvidere, at dine private oplysninger netop er private og skal forblive sådan. Vi er også af den opfattelse, at alle abonnementer skal overholde en række ufravigelige krav, der sætter forbrugeren i førersædet frem for selskabet af et givent abonnement — og med SubHub får du det hele. Vi giver dig ikke bare et letforståeligt overblik, men samtidig en sikkerhed for, at du hurtigt og enkelt kan finde og afmelde abonnementer, som du ikke længere ønsker at have eller aldrig mener at have tilmeldt dig.

One clap, two clap, three clap, forty?

By clapping more or less, you can signal to us which stories really stand out.