Den thyjukiske kuppel

Alle kender den thyjukiske kuppel uden for Greenwich, men få ved, at ingen nogensinde har været inde i den.

I mine nærmere studier af den, blandt andet de to måneder jeg tilbragte med at vandre rundt om den, en gåtur på 42–47 minutter, repeteret til tiden var gået, og jeg måtte videre, lærte jeg, hvad intet menneske før mig, såvidt vides, men hvad skal det nu betyde, har vidst. Eller også har alle vidst det, men ingen bekymret sig om det. Men som viden fungerer er det naturligt at konstatere, at det ikke var før flere år efter de to måneders peripati, at jeg kom til den forståelse, jeg har i dag. Kuplen, der stikker op af jorden som en kæmpemæssig bold kastet fra lang afstand, er lukket, umulig at penetrere, idet alle beregninger viser at hele konstruktionen vil falde sammen, hvis man laver bare det mindste hul til kuplens hulrum. Der findes bøger om kuplens historie, gisninger om dens tilblivelse og årsag. Ingen af disse kan dog regnes for sandsynlige, eller rettere: de er uvedkommende. Da jeg spadserede omkring den, opdagede jeg, at jeg ikke kunne holde min opmærksomhed rettet mod det, jeg gik om. Mine tanker, mit blik, jeg selv gled på dens ydre, og jeg så på de andre mennesker der, ligesom jeg, gik omkring noget, men ikke lagde mærke til det, og i stedet lagde mærke til mig. Der var en dame, en dame, en dame, der igen, og der kommer hun mod mig igen, med sin spindende, lille parasol mod solen, der var stærk på den tid. Og der var en professor fra Bainsborrough Archeological College at Thames, hvis rullestol knirkede og skred på den overvinterentilmudrede, men gennemsommerenhærdede sti, og hvis selskab jeg flere gange søgte, i starten af mangel på andet, når jeg sent på natten dukkede op på Hotel The Dome, der lå ved skoven neden for kuplen. Professoren var blind, det sagde han, men hans protege, som de begge, hende selv inklusiv, kaldte hende, sagde, at han ikke var blind, men skeptisk. Når jeg passerede ham på stien, sagde protegen og bøjede sig ned til hans øre: Her kommer mr. Ridalle, og professoren ville hæve hovedet og en hånd, og jeg ville sige: Goddaggoddag. I en lang periode konverserede jeg ikke med nogen, hverken om kuplens mærkværdighed eller om mindre nærværende emner. Jeg prøvede at forfatte nogle tekster vedrørende, ja, men på hotelværelset, rodløshedens substantiv, i det lurvede lys fra vinduerne, der pegede op mod kuplen, kunne jeg kun nedfælde uhyrlige fantasier og forfængelige detaljer om de andre kuppelgængere eller forsøge at bestemme den sære fornemmelse det var hele tiden at se de samme mennesker runde et hjørne, der ikke var et hjørne, men en cirkel. Det forekom mig, at der ikke var noget at skrive om kuplen, andet end de svært søvndyssende banaliteter, der på en eller anden vis fik kuplen til at lyde mindre eller større end den var eller som blot fik kuplen til at lyde som en hvilken som helst anden uforståelig entitet i verden. Den havde ingen kvaliteter, der definerede den. Tværtimod pegede den hele tiden væk fra sig selv, endda i en sådan grad at mange af de logerende på hotellet opkaldt efter kuplen ikke anede, at den lå ved siden af, til trods for at vejen til hotellet gik lige forbi den, og alle vinduer i hotellet vendte mod den.

Det stod på i nogle måneder, og jeg gjorde en kvinde gravid. Hun solgte blomster og stod ved fontænen med stilkene under vand halvdelen af dagen.

Den sidste aften sad jeg med professoren i thesalonen og drak højlandswhiskey, alle møblerne var af sort træ. Det regnede. Professoren sagde at han kunne løbe hurtigere og se bedre end de fleste og at han derfor ikke så nogen grund til det, han sagde at han følte sig ansvarlig for sin mors død. Jeg undskyldte mig før aftenens klaverkoncert og gik op og pakkede mine papirer ned i en mappe. Jeg fandt en pen og skrev på det øverste papir: Den ligner et fængsel. Det var ikke noget, jeg havde tænkt over eller mente i nogen særlig grad. Jeg skrev det bare og lukkede mappen og rejste hjem. Fra taxaen så jeg på kuplen og på taxachaufføren, der snakkede om et ægteskab, der ikke var længere og om de dødelige sygdomme, sydamerikansk malaria og gnaverpest, han havde haft, men overlevet. Jeg kommenterede ikke hans udsagn, og han virkede ligeglad. Jeg genoptog mit arbejde, men var egentlig skuffet over, at turen havde været frugtesløs. Jeg gemte papirerne af vejen i en kasse og alligevel generedes jeg mere og mere over kassen, der stod øverst på et skab og mindede mig om den ukoncentration, der havde besat mig i de to måneder, hvor jeg ville afdække sandheden om den thyjukiske kuppel. Jeg måtte holde op med at arbejde, jeg måtte holde mig væk fra min lejlighed, jeg anede ikke hvorfor, men sådan havde jeg det.

Jeg besøgte en restaurant flere gange om dagen, og når vejret var godt, sad vi på pladsen og nikkede til hinanden bag små krystalglas med grumset armagnac. Det stod på i nogle måneder, og jeg gjorde en kvinde gravid. Hun solgte blomster og stod ved fontænen med stilkene under vand halvdelen af dagen. Vi mødtes i hendes beskidte lejlighed og dyrkede højlydt sex, og senere på året fødte hun mit første barn i sofaen, og barnet kaldte vi Leopoldus. Og jeg var mere far end hun var mor. Alligevel var det hende, der tog barnet med sig. Jeg hørte, at de druknede i Seinen en nat, hvor jeg ikke var i byen. Men som jeg oplevede det, forsvandt de bare. Vi drak armagnac, og da det tidspunkt kom, hvor de andre skulle hjem til familier eller til lejligheder, fyldte med gennemlivetsammenskrabet ragelse, sad jeg alene tilbage og mærkede pladsen folde sig sammen om mig. Jeg lagde hovedet tilbage og så himlen som en væg. Der var gået flere år siden, der var næsten gået to år siden jeg havde skrevet på papiret: Den ligner et fængsel. Men det var, hvad jeg tænkte på. Indtil den nat havde jeg ikke ment noget med det, eller rettere: Hvis jeg havde ment noget, vidste jeg ikke, hvad det var. Nu forstod jeg nøjagtig hvad jeg havde ment. Jeg skyndte mig hjem og lagde alle papirerne frem på min seng, der lignede en kalksten. Jeg læste mine nedladende beskrivelser af de andre besøgende ved kuplen, jeg kunne mærke, hvordan jeg havde prøvet at skrive om kuplen, men lige præcis havde skrevet omkring den. Der var et helt ark med citater af professoren, hvis ligefremhed jeg havde tilskrevet whiskeyen og ikke andet. Jeg kom i tanke om taxachaufføren. Men det var først, da jeg slog op i Alfred Tillings The Dome of Noman, 100 Facts about the Thyjuc Dome fra 1887, at jeg for alvor indså resultatet af kuplens kraft. Tilling genfortalte myten om Isbaldak, der i 1100-tallet landede på de britiske øer og gjorde sig til herre over tohundrede landsbyer, hvis kvinder skulle føde hans børn, og hvis mænd skulle være hans fæller. Han brugte hvert hjem som sit eget og rejste i mange år rundt og nød godt af sin ejendom, der ikke havde nogen indskrænkning. En dag, efter mange dekaders vellyst, mødte Isbaldak på landevejen en ung mand, der nægtede Isbaldak at rejse videre ”thi et sted skilles genstandene mellem det der er dit og det der er andres”. Isbaldak blev vred og sagde at den unge mand var hans søn og han hans far, og han ville ikke skændes med sin søn om det, der retsmæssigt var hans. Men den unge mand nægtede at vige for sin far, og det kom til et slagsmål, der endte med en fægtekamp, der varede mange dage. Men Isbaldak kunne ikke slå den unge mand ihjel. Han holdt sværdet længe over hans bryst, men kunne ikke få sig selv til at støde. Isbaldak byggede en kuppel omkring den unge mand, og inden han satte sidste sten i kuplen, for omsider at have lukket ham helt inde, sagde Isbaldak, at nu var hans søn for evigt lukket inde. Men stenen nåede ikke på plads, inden den unge mand, der hed Leopoldus, svarede, at det ikke var ham, der var lukket inde, men Isbaldak og resten af verden. Han var ude, han var fri. Så gled stenen ned mellem de andre og forseglede kuplen.

One clap, two clap, three clap, forty?

By clapping more or less, you can signal to us which stories really stand out.