Om Kongehuset

Eller “Republikken har ikke noget glasloft.”

Egentlig falder det mig svært at springe til forsvar for det konstitutionelle monarki, for inderst inde er jeg jo republikaner. Hvis jeg blev bedt om at forfatte en splinterny grundlov for et spritnyt land med et helt nyt folk (det kan ikke anbefales, men for eksemplets skyld), så kunne jeg ikke drømme om skrive et kongehus ind i paragrafferne. Eller måske kunne jeg, men det ville blive ved det. Drømmene, altså.

For der er en nytteværdi for et kongehus i et moderne, vestligt demokrati. Også her i Danmark. Og måske er det ligefrem en af nøglerne (kun én og kun måske) til den særlige skandinaviske model, som vi så lykkeligt besynger sammen med vores broderfolk, svenskerne og nordmændene. De har jo et system, der til forveksling minder om vores, og alt andet lige, så er det et ret godt system. Og nej, det handler hverken om PR i udlandet, salget af LEGO-klodser eller turisterne, der kommer væltende ned fra krydstogtskibene på Langelinje. Alle disse ting har intet med sagen at gøre. Det handler overhovedet ikke om penge. Tværtimod.

Der er ingen der ved, om kongehuset skæpper i kassen. Det er sandt. Der er ingen, der nogensinde har sat sig ned, smurt kuglerammerne og regnet på, om det vitterligt kan betale sig. Ingen! Og derfor er der heller ingen, der ved, om det ikke kan betale sig. Og når det kommer til stykket, så interesserer det jo også kun dem, der i forvejen har besluttet sig for, at kongehuset er noget overflødigt bras. Eller dem, der mener, at det er en historisk nødvendighed. Så alle de økonomiske tråde i debatten omkring kongehuset er ligegyldige. Ethvert argument for er spekulation, ethvert argument imod er kontrafaktisk. Det er to modsatrettede blæsebælge, hvis eneste drivkraft er mængderne af varm luft. Det rykker intet, og det betyder intet.

Så hvad kan få en erklæret republikaner til at trække blank til monarkiets forsvar? Altså, udover debattens tragi-komiske dilettanteri? Det kan den ene ting, som ingen taler om, og som er kongehusets eneste eksistensberettigelse i et moderne demokrati: Det moralske glasloft.

Ja. Moralen. Og glasloftet. Kongehuset er en betimelig påmindelse, et memento mori til de rige og mægtige om, at der er en øvre grænse. At uanset hvor mange penge de tjener, uanset hvor mange valgsejre de kæmper sig til, så vil de altid stå under nogen, der er i kraft af grundloven, historien og Guds (eller folkets) nåde er hævet over loven på en måde, de aldrig selv kan blive. Og det er netop dette — at de er hævet over loven — der forlener denne familie med den kongelige magi. De rige og mægtige kan skøjte rundt på de bonede gulve så meget de lyster, men de kan aldrig få del i dét. De kan prøve, men så længe folket står bi med kongehuset (og omvendt, Prins Joachim!), så er de dømt til at fejle.

Og måske er det en del af forklaringen på de skandinaviske monarkiers relative popularitet og stabilitet: De har leveret varen i form af en øvre grænse for overklassens selvforherligelse. De har sat skik på de rige og mægtige. Måske ikke helt så meget, som nogen kunne ønske, men alligevel.

Og det er dette, kun dette, er det konstitutionelle monarkis nytteværdi. Ikke, aldrig nogensinde, om skatteyderne får noget for pengene. Spørgsmålet er alene, i alt sin såre enkelthed, om kongefamiliens medlemmer kan holde det moralske glasloft i ét stykke. Eller om det går itu for dem.