Indtil det sortnede for mine allerede lukkede øjne

Jesper Wamser

Uddrag fra novellen af samme navn i Kaninmassakren af Jesper Wamsler.

Køb bogen hos din boghandler.

Blade af ahorn. De er det første, jeg tænker på. Bladene af ahorn. De lå over det hele, også i den vandpyt, jeg måtte strække mig hen over for at komme ind i taxaen uden at risikere at ødelægge mine nye Louboutin. De havde så forskellige farver, bladene; grønne, gule, orange, brune, knaldrøde; og ét blad kunne have alle farverne i sig. De, der lå i vandpytten, var ved at gå i opløsning. Deres opblødte ender var ved at blive til jord, sådan så det ud; en mudret opløsning, et ælte. Det var sådan, det så ud, idet jeg strakte mit ben og trådte henover. Ind i hans vogn, ind til ham. Det var et tilfælde, at det var ham, der kom forbi lige dér, det kan jeg blive ved med at sige til mig selv.

Jeg stod ved skiltet og ventede, og det var også et tilfælde, at det var dér, jeg havde stillet mig for at vente. Et par blade faldt knitrende fra kronerne over mig; dalede som trætte fugle, der havde opgivet ævred. Eller som fugle af papir, noget i en leg engang. Jeg tænkte, at det var efteråret, der sænkede sig omkring mig lige i det øjeblik, og det var en behagelig, velfortjent fornemmelse, en rar fornemmelse. Jeg var glad. Måske var det derfor, jeg kunne tænke sådan, derfor jeg kunne gå op i bladenes fald; fordi jeg var glad.

Samtalen var gået godt. Et par gange undervejs kiggede souschefen over på HR-konsulenten og smilede med en mine, der virkede imponeret eller tilfreds på en begejstret måde, han ikke forsøgte at skjule. De noterede begge flittigt og nikkede og ville gerne lige vide, sådan slutteligt, hvilke muligheder jeg havde for tidlig fratrædelse i min nuværende stilling, hvis-såfremt-ifald; om jeg var bundet af noget kontraktligt, der ville være svært økonomisk at komme omkring. De skitserede desuden et løst realiseringsscenarie, som de kaldte det. Mod slut var det dem, der talte, mens jeg tav, nikkede, lyttede, smilede, betragtede deres hænders bevægelser. De tegnede begge uformelige figurer i luften, men de talte.

HR-konsulenten var i en Boss-skjorte, og hans slips så tilsvarende semieksklusivt ud, mens souschefens stribede skjorte enten var renset meget dårligt eller købt i et tvivlsomt supermarked. De kiggede begge skiftevis ned i min udskæring og hen over mit hoved, og når de endelig mødte mit blik, var det ganske kortvarigt og efterfulgt af et hurtigt kig ned i papirerne eller over på sidemanden.

Noget andet, de var fælles om, var at være delvist mystificerede over mit sprog, min formuleringsevne, der i deres optik gjorde mig meget moden af min alder, som de udtrykte det, næsten i kor og under alle omstændigheder i takt nikkende. De havde været i tvivl, om det virkelig kunne være en ung kvinde, der havde forfattet ansøgningen, men nu kunne de jo høre og se, at den lod til at være god nok. Jeg trak på skuldrene og gjorde mig umage for at smile sødt og imødekommende frem for overbærende.

Min far er jurist i Statsministeriet, forklarede jeg, og min mor kommunikationsrådgiver i forsikringsbranchen med speciale i storytelling. Min barndom bestod af skiftende barnepiger, Karnov under hovedpuden og indskudte sætninger. Souschefen slog en latter op, men standsede brat, idet HR-konsulenten vendte sig mod ham i et ryk. Så vendte de tilbage til deres realiseringsscenarie, for nu kunne vi jo lige så godt se at blive lidt mere konkrete.

Måske var det rent faktisk deres scenarie, der senere fik mig til at vælge en taxa. Lønniveauet, der bare var udspil, et tænkt, men realistisk eksempel, var dog så meget højere, end jeg havde forestillet mig, og der var ligesom ikke rigtig nogen grund til at fortsætte helt ned til busterminalen med sådan en udsigt. Slet ikke med tanke på, at det trak op med tunge skyer, at der var et stadigt tiltagende hvirvlende fald af blade, og at jeg bar så sarte sko. For de havde jo brug for en key account manager ud over det sædvanlige, som de formulerede det, en stærk ung kvinde med ben i næsen og begge ben på jorden, og mit cv talte jo sit eget tydelige sprog; det kunne de jo kun være enige om.

De sagde meget “jo” mod slut.

Allerede inden vi havde taget endeligt afsked, og jeg var ude ad døren, tænkte jeg, at jeg sikkert hurtigt ville blive bedt om at erstatte souschefen; det virkede som den type af omstrukturering, der var undervejs, og rekrutteringsproceduren pegede i samme retning; og ikke mindst dét, at souschefen selv lod til ikke at have fanget det fjerneste af, hvad der var på færde. Desuden var han overvægtig, grænsende til det fedladne, hvilket harmonerede dårligt med den profil, jeg havde læst op på på deres hjemmeside, hvor man gjorde en dyd af at udstråle sund levevis og aktiv livsførelse med henvisning til det resultat, produkterne gerne skulle hjælpe slutbrugeren i retning af.

/Her slutter uddraget fra novellen Indtil det sortnede for mine allerede lukkede øjne.


Show your support

Clapping shows how much you appreciated People'sPress’s story.