Ulvekvinten
Trisse Gejl om Ulvekvintens betydning. Og om bogen, hun altid har vidst, hun skulle skrive.
Jeg har altid vidst, jeg ville skrive denne historie, en manio-depressiv historie, så hvorfor har jeg ikke gjort det før? Fordi det kan blive forfærdeligt tungt, og jeg fandt først formen til at lette stoffet, da jeg opdagede ulvekvinten: et helt vidunderligt fænomen, der endte med at lægge titel til bogen.
Ulvekvinten er et musikalsk paradoks. En falskhed, vi er nødt til at leve med, ellers går stemningssystemet ikke op. Man kan sige, at vi korrigerer en falskhed ind i vores fortolkning af livet (musik er jo også en måde at fortolke livet på) for at kunne begribe det.
Det er sådan med naturens toner — det er ren matematik — at urskiven har tolv tal, ligesom klaveret har tolv kvinter. Hvis vi stemte kvinterne helt rent, ville klokken blive et sekund over tolv, og næste gang 2 sekunder osv. Det kan man jo ikke bruge. Før middelalderen valgte man at samle denne mislyd i én kvint, som man så undgik at bruge (for den lød falsk som ulve der hyler i kor). Efter middelalderen lavede man det tempererede klaver, hvor man ligesom fordelte dette næsten usynlige problem over hele klaveret, men det resultat at alt, vi spiller i dag, er en lillebitte smule falsk.
Ulvekvinten har noget at gøre med Pytagoras’ komma, jeg forstår ikke matematikken, men poesien i det. Man kan flytte denne falske kvint rundt, man kan udtynde den, men man kan ikke komme af med den. Det er prisen for at have et næsten perfekt musisk stemningssystem. Man kan sige det sådan, at selve ulvekvinten er en sand, men ubrugelig falskhed i naturen. Eller man sige det sådan, at fordelingen af den er en menneskeskabt falskhed, vi er nødt til at leve med. Vi har forsøgt at bøje naturen mod os i stedet for at bøje os mod naturen. Og det er godt! Det er et ekstremt kompliceret matematisk system, der gør, at vi kan skabe store symfonier, men prisen for denne næsten-perfekthed er altså en minimal falskhed.
Og hvorfor begynder jeg med Ulvekvinten og ikke det depressive? Det gør jeg, fordi ulvekvinten er en helt central poetisk metafor i bogen.
Jeg tænker metaforen sådan, at vi lever med en mislyd i verden, vi overhører for at kunne være her.
Vi har for længst vænnet os til at leve med denne lille falskhed i vores fortolkning af verden, så vi kan rumme den. Ligesom vi for længst har vænnet os til at leve med falske toner eller forvredne tågede opfattelser af giftgassede babyer i Syrien eller 133 skolebørn knælende på række, der hver især systematisk får et nakkeskud. Ja, det er voldsomt, men Zoe, min manio- depressive hovedperson, hører denne mislyd. Hendes filter er ligesom væk, og på et tidspunkt tror hun, at hun er den, der er nødt til at bære verdens lidelser på sine skuldre.
Hvorfor er jeg optaget af det her stof? spurgte en journalist i et interview for nylig. Det er jeg, fordi sprækkerne i livet interesserer mig. Og fordi jeg tror, at de sorteste kløfter er tabu i vores samfund. Men jo stærkere mørket er, jo stærkere bliver lyset også. Det tror jeg, de fleste, der har haft en depression, vil vide. Mørket er en del af livet. Men for nogle bliver det så ulideligt, at de forsøger at tage deres eget liv.
Jeg kan kun forestille mig én ting, der er mere ensomt end selvmordet, og det er selvmordsforsøget. Det virkelige selvmordsforsøg, ikke skriget om hjælp. For du må alene tage den måske eneste virkelig forbudte beslutning, der findes: Nemlig at slå det menneske ihjel du selv er. Du vil aldrig kunne ringe til din mor eller din kæreste og tigge om tilgivelse eller accept, for du kan ikke få den. Det er ikke menneskeligt muligt. Mødre tilgiver dig, hvis du slår en anden ihjel. Man kan ikke kræve af en mor, at hun skal hjælpe en 22-årig med selvmord. Det er et kærlighedsparadoks. Ligesom selvmordet er et paradoks. Vi er skabt til at leve, og alt i os er kodet sådan.
Jeg hører ofte to standpunkter, der provokerer mig:
Det ene er, at selvmorderen er egoistisk. Jeg bliver så ked af det. Det er så egoistisk at sige, at det er egoistisk at tage sit eget liv. Sidst læste jeg et interview med en bedemand, der sagde sådan. Hvad bilder han sig ind? Skal nogen lide sit værste mareridt 24 timer i døgnet, fordi jeg ikke kan kapere, at det menneske forsvinder? Hvor stor er selvmorderens lidelse er i forhold til mit afsavn?
Det andet er skyld og skam. Jeg kunne have gjort mere, jeg kunne have forhindret det. Jeg skal ikke kunne sige, om det er sandt i nogle tilfælde. Men i de jeg selv kender til: Man har ikke antydningen af begreb om, hvor rædselsafgrundsdybe nogle menneskers afgrunde er, hvis man ikke selv har været i nærheden af dem.
Min bog er en stilfærdig, trist og kærlig hilsen til den manio-depressive, til den der ikke kan leve, til den der forhåbentlig finder lyset igen, til børnene. Et forsøg på at forstå noget, der er uforståeligt. Selvmordsforsøget er ikke en nem udvej. Det kræver et helt utroligt mod, jeg slet ikke kan sætte mig ind i. Og en lidelse de færreste kan forestille sig.
Jeg vil som forfatter gerne trænge ind i både rædslen og i det utroligt smukke barske vilde noget, som livet er. Jeg er nødt til at prøve at rumme det i netop sin rædsel og sin sublime skønhed. Jeg er selv filterløs i perioder. Jeg er heldig. Det kommer med mange års mellemrum og i ganske få uger, faktisk nogle gange kun dage. Men for hver gang mørket udvider sig, udvider lyset sig bagefter. Det ved jeg nu.
Ulvekvinten er en meget personlig roman, og den er vel et forsøg på poetisk at forsøge at forstå noget, jeg ikke forstår logisk. Derfor lader jeg også Zoes ni-årige søn fortælle historien. På den måde kan lyset også slippe ind.
