Mockingjay pt. 1 + 2 (SPOILERS!!!!)

Mockingjay del 1 og 2. Jeg tager begge film sammen, selvom der er et år i mellem dem, fordi de tilsammen er én historie, og fordi jeg ikke tidligere har anmeldt del 1 :P
Jeg var for nogle dage siden inde og se Mockingjay del 2 med min bror. Timerne inden filmen blev brugt på at se del 1, idet vi fandt ud af at min bror ikke havde set den! Og så kan man jo ikke se del 2. Det var også rigtig godt, for jeg havde stort set glemt hvad der skete.
Hvorfor mon? Jo, fordi del 1 er optakten til det endelige opgør i del 2. Så er det altså begrænset hvor spændende den faktisk er, når den ikke giver følelsen af en afslutning. Det var det samme med Harry Potter 7 og Twilight Saga: Breaking Dawn. Del 1 var en optakt, og derfor var den ikke mere spændende end det.
Mockingjay del 2 var… langtrukken. Den var skam god, det er ikke det. Den var bare langtrukken, FOR langtrukken. Det meste af filmen var endnu mere optakt. Build-up efter build-up, kørte den videre, indtil de ENDELIG stod foran porten til Snows palads! Og så…! springer der bomber. Katniss bliver slået ud, og kan sætte sig op til en masse døde børn. Deriblandt ser hun sin søster, Prim, der forsøger at hjælpe. Prim er forresten sygeplejerske, i lære som læge.
Og så…! springer endnu en bombe. Set ud fra Katniss’ synsvinkel, når man knap at opfange at Prim bliver taget med i eksplosionen, før Katniss bliver bevidstløs. Hun vågner noget tid efter i en hospitalsseng, hvor hun indirekte og uden en voldsom reaktion forstår at Prim er død. Der mangler man et højdepunkt af følelser. Det næste er at rebellerne vandt! Paladset og Capitol er overtaget, de har vundet! …Mens Katniss lå bevidsløs. Så man får aldrig fornemmelsen af Sejr!! Det er en vag følelse der bare tynder ud. Surprise-surprise, Snow lever endnu, og sidder i husarrest i sit drivhus.
Præsident Coin af det 13. distrikt udviser tendenser der peger i retning af at hun vil have Snows plads. Hun vil bestemme, hun vil have magten. Den onde cirkel. En dårlig leder væltes til fordel for en ny, ligeså dårlig.
Det besluttes at Snow skal henrettes offentligt. Katniss kræver at hun sender den pil der skal dræbe. Og de står på linje, og den nye (selvvalgte) Præsident Coin står på talerstolen og prædiker enden på det gamle og starten på det nye. Da sigter Katniss på Snow, men i sidste øjeblik retter hun pilen mod Coin og dræber hende på stedet. Efterfølgende er der et faktisk valg hvor den rette kandidat modtager posten som Præsident.
Katniss tager hjem til distrikt 12, hvor hun og Peeta ender sammen, og får nogle børn.
Gang på gang igennem del 2 var der et build-up, som derefter blev udfaset. Det skete igen og igen. Prims død, Capitols overtagelse, Coins død, Snows død. Og der var sikkert også nogle inden da.
Der manglede de typiske trin der byggede op til det endelige afgør. Jeg hader det! Og jeg elsker det. Den normale model er det der fanger folk, men det er også altid det samme.
Her får vi i stedet antiklimaks på antiklimaks, der ikke stiller hovedpersonen op som en udødelig helgen. Katniss mister bevistheden, og kan ikke løbe hen til sin døende søster. Hun står ikke som helten der fører rebellerne ind i paladset, i stedet informeres hun om sejren på en hospitalsseng. Og hun skyder præsidenten, fordi Katniss ved at præsidenten kun tænker på magt. Og ved at skyde præsidenten, må hun efterfølgende leve i eksil, i stedet for at indtage sin retmæssige plads som Panems befrier. Og derfor! Derfor elsker jeg den. Mockingjay gør op med den typiske helterolle, der modtager hæder og ære hele livet. Katniss var aldrig interesseret i at indtage den rolle, og gjorde det kun af nødvendighed. Hendes motivation fra starten var at hjælpe den gode og barmhjertige Peeta der ikke ville nogen noget ondt.
Og derfor er Mockingjay en rigtig god film.
Men hold kæft hvor er den lang. Del 1 og 2 varer ca. 4.5 time tilsammen, som bare er for meget i det her tilfælde. Der kunne nok være skåret ½ til 1 time af filmene tilsammen. Virkelig. Man sidder altså og sover lidt. Og jeg burde vide det, jeg så begge film lige efter hinanden.
★★★☆☆
-Maasi Chemnitz