Agurketid — smagen af sommer

Her midt på sommeren kan man opleve rigtig agurkesmag.

Agurker kan spises som de er eller rives eller skæres ud på forskellige måder. Stave kan bruges til kraftigt krydrede dips som hummus og hvidløgsdressing. Skiver kommes på rugbrød smurt med godt smør, rygeost eller flødeost og krydres med salt og friskplukket dild og purløg. I den engelske klassiker cucumber sandwich er skiverne lagt mellem smurt hvedebrød. Den passer til eftermiddagste, strandture, picnic og madpakken på varme dage.

Agurker er også velegnede i mange salater som fx i en blandet salat eller tzatziki, der med fordel beriges med friske krydderurter. Agurk er central og forfriskende i sommersalat lavet med rygeost. Og den velkendte sur-søde agurkesalat er fin til stegeretter og smørrebrød evt. piftet op med japansk eddikesyltet ingefær (det man får som tilbehør til sushi) eller friske blade af merian og mynte.

Agurk er god til fiskeretter. Den bruges i sushi makiruller, til kolde fiskeretter, røget fisk og som varmt tilbehør. Remsen fortsætter: i pickles, i supper som gazpacho — den spanske kolde grønsagssuppe eller blot alene i en kold agurkesuppe til forret eller frokost.

Og sidst helt enkelt agurkeskiver i drinks eller isvand.

Fakta om agurk

En god agurk er sprød og saftig, og indeholder 96 % vand. Agurken skal være glat uden bløde pletter, der kan være begyndelsen til ”våd forrådnelse”, der ikke er farligt, men heller ikke særligt lækkert. Det skyldes bakterien Erwina, der nedbryder plantevæv, så agurken bliver slimet. Agurk opbevares bedst i køleskab men ikke sammen med f.eks. avokado, citron, tomat og andre frugter og grøntsager, der producerer ethylen (et modningshormon) som ændrer agurkens smag.

Der er mange forskellige og dejlige opskrifter med agurk på Cookpad: agurkemadder, kolde agurkesupper og — dips, drinsk, salater og varmt tilbehør.

Katrine Klinken, juli 2017.

Show your support

Clapping shows how much you appreciated Cookpad’s story.