Effektiv vejledning i en fremdriftsreform

CTL — Aarhus BSS
Centre for Teaching and Learning
6 min readJul 7, 2016

Af Gitte Wichmann-Hansen

Fremdriftsreformen har skabt strammere tidsmæssige rammer for opgave- og specialevejledning. Vi ved endnu ikke, om det kommer til at forringe kvaliteten af de studerendes opgaver. Det er til gengæld sikkert, at det sætter en ny dagsorden for vejledningen. Flere studerende skal vejledes, samtidig med at specialerne skal skrives på kortere tid. Det stiller krav om effektivisering af vejledningen. Men hvordan udnytter man skriveprocessen og vejledningstiden bedst muligt til gavn for studerende såvel som for vejledere?

Det giver denne korte artikel nogle konkrete bud på. Det er en kort opsummering af råd og ideer fra forskningslitteraturen på området. Emnet er stort og tages op på Aarhus BSS inspirationsdag om specialevejledning og fremdriftsreformen d. 29. november 2016.

AU Kommunikation

Kom godt fra start: Afstem forventninger tidligt

Et godt vejledningsforløb starter med en klar forventningsafstemning mellem den studerende og vejlederen. Det er et af de mest solide fund i den internationale forskningslitteratur om vejledning. Litteraturen indeholder derfor også en række konkrete redskaber, der har vist sig velegnet til forventningsafstemning med studerende. Et af dem er et såkaldt “vejlederbrev”. Et “vejlederbrev” er din beskrivelse af, hvad du som vejleder typisk tilbyder i forbindelse med opgave- og specialevejledning, og hvad du forventer dig af den studerende. Det fylder ca. 1–2 A4 sider.

Når det er afklaret og aftalt, at du skal være vejleder for en studerende, kan du udlevere brevet og bede den studerende læse og forholde sig til det som optakt til jeres første møde. Det sikrer dels, at I begge er forberedt til at have en fokuseret samtale om jeres forventninger til forløbet, dels at du som vejleder ikke skal bruge tid på at sige det samme til alle studerende hver gang et vejledningsforløb starter.

Hold effektive vejledningsmøder

Som vejleder kan du sætte klare rammer for jeres møder, så tiden ikke løber. Det handler om, at sikre, at I begge er forberedt til møderne, at der er et klart formål med at mødes, og at I følger op på møderne.

Effektivisér din egen tid som vejleder

I en travl hverdag med mange undervisnings- og vejledningsopgaver og et stigende pres for at hjælpe de studerende igennem uden forsinkelser, er det vigtigt, at du (også) passer på din egen tid. Husk derfor, at der er mange veje at gå for at effektivisere din egen tid som vejleder.

Gå til Kaizena & Screencast-o-matic

Lav kollektiv vejledning

Det er muligt, at se Fremdriftsreformen som en anledning til at tænke nyt og kreativt i forhold til organisering af vejledningen. Blandt andet betyder reformen, at flere studerende skriver specialer på samme tid og med samme start- og afleveringsdato. Det forhold kan udnyttes konstruktivt ved at supplere den individuelle vejledning med kollektiv vejledning. Det er en vejledningsform, der kan varieres i det uendelige, men som udnytter det forhold, at du kan vejlede flere studerende på samme tid selvom de skriver forskellige projekter. Fordelen ved kollektiv vejledning er, at:

  • Du slipper for at sige det samme flere gange.
  • De studerende får feedback fra flere.
  • Det tager presset fra dig som den eneste ressource for de studerende.
  • De studerende kommer hurtigere i gang med skrivningen, fordi det virker forpligtende, at skulle levere ind, når de andre har gjort det.
  • De studerende er mindre alene med deres projekter, de kan støtte sig op ad de andre i processen.
  • De studerende lærer hurtigere at genkende og anvende fagets kriterier, fordi de giver og modtager peer-feedback.
  • Gruppen bliver en arena for at træne den professionelle akademiske diskurs.
  • Samlet set kan kollektiv vejledning derfor både spare tid for den enkelte vejleder og styrke de studerendes læreproces.

Gode råd til kollektiv vejledning

God kollektiv vejledning kommer dog ikke af sig selv. Hvis det bliver individuel vejledning i et kollektivt rum, forsvinder pointen med vejledningsformen. Det skal organiseres og styres forholdsvist stramt. Ovennævnte krav om mødedagsorden, forberedelse og forventningsafstemning forstørres, når vi går fra at vejlede ét projekt til at vejlede flere forskellige projekter samtidig. Derfor er der en række gode råd til kollektiv vejledning:

  • Brug kollektiv som supplement til individuel vejledning, ikke som erstatning for individuel vejledning.
  • Læg en fast mødeplanen for semestret. Husk at booke de nødvendige mødelokaler (med PP-fremviser og tavle) i god tid.
  • Meld deadlines for aflevering af tekstudkast ud fra starten.
  • Gør dig umage med at kommunikere formålet og fordelene ved mødeformen (Det kan kræve en lille ”salgs-tale” for at få studerende til at se værdien i give peer-feedback.
  • Sørg for, at de studerende kender præmisserne og forventningerne til deres indsats (Gør det helt klart, at forberedelse er ”adgangsbilletten” til at deltage i møderne).
  • Styr taletiden stramt.
  • Tag rollen på dig som facilitator. Sørg for at samtalen ikke kun foregår mellem dig og studerende, men også mellem de studerende. Brug f.eks. små ”summeøvelser” eller giv de studerende forskellige roller, når de giver feedback (”djævlens advokat”, sød ven, kritisk censor, ….).
  • Hav en dobbeltopmærksomhed på produktet (indholdet i samtalen) og processen (gruppedynamikken). Afslut f.eks. hvert møde med en kort fælles vurdering af hvordan gruppen fungerede, og hvad der skal ændres næste gang.

Giv tydelig procesvejledning

Fremdriftsreformen medfører betydelige økonomiske konsekvenser, hvis studerende forsinkes. Med den øgede overvågning af tiden bliver det særligt vigtigt for de studerende at følge tidsplanen og aflevere til tiden. Som vejleder kan du derfor nogle gange få brug for at lave mere håndfast vejledning, end du sædvanligvis gør, og yde mere processuel støtte for at få specialeskriveren igennem forløbet på en ordentlig måde.

Sæt allerede nu kryds i kalenderen tirsdag d. 29. november, hvor CUL holder inspirationsdag om vejledning. Se mere om arrangementet her

Vil du vide mere?

Et letlæst kapitel om processtyring i vejledning

Udvalgte kapitler fra en grundbog om opgave- og specialevejledning

  • Rienecker L, Harboe T, Stray Jørgensen P. Vejledning — en brugsbog for opgave- og specialevejledere på videregående uddannelser. Kbh: Forlaget Samfundslitteratur, 2005

Bogen er anvendelsesorienteret og omhandler vejledning i alle faser af opgave- og specialeskrivning. Bogen er desværre 10 år gammel og derfor ikke helt opdateret. Men i lyset af en aktuel fremdriftsreform, er det stadig værd at læse kapitlerne 11 og 15.

Online ressourcer med eksempler på kollektiv vejledning

--

--

CTL — Aarhus BSS
Centre for Teaching and Learning

Centre for Teaching and Learning is an educational research and development unit at Aarhus BSS, Aarhus University, Denmark.