Når TORDENDRAGEN BULDRER

en ikke helt almindelig dag i Bhutans bjerge

Klokken er lidt over syv og en bleg morgensol kigger op over bjergkammen i øst. Vi befinder os i knap 4.000 meters højde og er i gang med næstsidste dag af Druk Path trekket, der går fra Bhutans lufthavnsby Paro til hovedstaden Thimphu.

Trekking i Bhutan er en anderledes oplevelse! Fra tidligere vandreture er vi vant til at bære alting selv – proviant, kogegrej, telt osv. På denne tur er der – kort sagt – sørget for det hele! Vi skal blot bære en dagtursrygsæk med vand og lidt ekstra tøj. Foruden vores guide Namgay består vores gruppe af kokken Ishi, lejr-assistenten Tarschen og hesteføreren Dawa. Sidstnævnte har til opgave at styre de syv heste, der bringer forsyninger og grej fra en lejr til den næste. Vi har fine forhold på denne tur – foruden teltet som vi sover i, er der et spisetelt, et toiletttelt (!) samt køkkenteltet, hvos Ishi huserer og frembringer – efter omstændighederne – fantastiske måltider. Ved ankomsten til lejren på turens første dag blev der således budt på nybagt kage!

Denne morgen går lejrlivet sin vante gang. Vi forlader dunsoveposernes varme og stikker hovederne ud af teltet. Græsset og teltdugen er hvid af rimfrost. Ikke længe efter får vi stukket et krus varm te i hænderne – kogt med ingefær, mælk og sukker varmer det godt i den kolde morgen. Ikke længe efter følger et fad varmt vand, så søvnen kan blive vasket ud af øjnene. Morgenmaden serveres ved campingbordet og består af en skål risgrød kogt med kanel og kardemomme, efterfulgt af omelet, stegte tomater og toast – og mere te. Vi går ikke sultne fra bordet på denne tur.

Under morgenmaden bemærker vi, at kun to af hestene græsser nær teltene – en lys hoppe der følges tæt af sit føl, der endnu er for ung til at bære saddel og baggage. De øvrige heste glimrer denne morgen ved deres fravær. Hesteføreren Dawa spejder op af de nærmeste bjerge og begynder derefter at lede og råbe hestekommandoer på tsongka (bhutanesisk) – dog uden resultat. Hestene er væk!

Vi andre pakker rygsækkene og begiver os afsted sammen med guiden og lejr-assistenten. Vi forsikres om, at hestene nok skal dukke op, så telte, mad og vores ejendele kan nå frem til næste lejr. Dagens vandring fører os igennem sletter af rhododrendron, og vi forestiller os hvor smukke bjergsiderne må være, når de store buske blomstrer om foråret. Efter et stykke tid møder vi en flok græssende yak-okser – en slags bjergko med store horn og tyk lang pels. Kort derefter ser vi yak-hyrdernes telte. Vi stikker hovederne indenfor under det ene – her sidder en mand omgivet at yak-ost og friskkærnet smør. Osten laves på den valle, der bliver tilovers når smørret er færdigkærnet. Vi får en smagsprøve med på vejen og hyrden fortæller, at han tidligere på morgenen har så fem heste på vej mod Thimphu – formodenligt vores heste på vej væk fra lejren! Av! Ikke just gode nyheder, men vi fortsætter vores færd da hestene ingen steder er i sigte.

Stien fører os op mod turens højeste punkt, et pas i 4.210 meters højde. Som vi nærmer os, er skyerne trukket op, og det begynder at sne. Vi finder huer og vanter frem og fortsætter turen opad. Vejrtrækningen er besværet, vi lavlændige mærker tydeligt luftens nedsatte iltmangel. Ikke langt fra toppen ser vi gennem snetykningen fem heste, der nærmer sig. Så handles der hurtigt, vores guide vender om og følger med hestene, mens vi andre forsætter med lejrassistenten. På toppen af passet gør vi et kort holdt for at drikke lidt vand og tage et billede, selvom snefoget nu er ret tykt. Her indhentes vi igen af guiden der kort efter at være vendt om med hestene havde mødt hesteføreren, som overtog dyrene for at føre dem tilbage til lejren og den ventende bagage. Vores nu fuldtallige firemandstrup fortsætter turen nedad. Den finkornede sne afløses af rigtige sneflager, der lægger sig på buske og stien vi går på.

Sigtbarheden er virkelig dårlig og uvejret fuldendes af lyn og tordenbrag – en sær oplevelse i den hvide tåge. Namgay fortæller, at der er Druk Yul – tordendragen der har givet Bhutan dets navn – der er utilfreds. Guiden mener, at grunden til det dårlige vejr skal findes i en hændelse dagen før; her passerede vi en hellig sø – Jimilang Tsho, hvor adskellige trekking grupper havde slået lejr. Søens hellighed forstyrres af mange mennesker, der taler højrøstet – eller værre, fanger fisk i søen. Konsekvensen af en sådan udåd kan vare det uvejr, der nu omgiver os.

Vi går videre nedad i det tiltagende snevejr. I godt vejr skulle man fra dette sted kunne se nogle af Bhutans højeste og sneklædte bjerge. I dag kan vi blot se få meter frem. Vi nærmer os dagens slutmål, Phadojing klosteret der ligger i ca. 3.500 meters højde over Thimphu dalen. Her skal der slås lejren for natten. Vi har dog det problem, at vores heste og bagage befinder sig et godt stykke bagude og skal passere det samme dårlige vejr som vi befinder os i. Der er således ikke mulighed for at komme i ly for uvejret. Hmm. Vi er efterhånden lidt kolde og sultne, da klokken er efter frokost og vi ikke har kunnet gøre holdt på grund af det dårlige vejr. Ud af snetågen dukker en bygning, et af Phadojing klosterets templer får vi at vide. Guiden foreslår at vi spiser vores frokost her. Den er vi med på!

Vi tager de våde vandrestøvler af på trappetrinnet og træder indenfor i et lille overophedet rum. Det er et køkken og i midten står en brændeovn der afgiver den koncentrede varme. Vi modtages hjerteligt af lamaen Wangchuk der, viser det sig, bebor templet helt alene. Vi får stukket kopper med varm te i hænderne – herligt at få varmet de stivfrosne fingre. Vi spiser med appetit den medbragte frokost og får hurtigt tørret vores tøj i det lille varme rum. Guiden foreslår at vi venter her til hestene kommer ned, så vi læner os tilbage på puderne og slapper af.

Lamaen har boet her i 11 år fortæller han. Der hviler en herlig ro over hans ansigt. Han er iklædt de buddhistiske røde klæder, suppleret med dunvest og strikhue ligeledes i rødt. Hans køkken er velforsynet, en stor sæk med ris, krukker med linser, sukker og pulvermælk og på gulvet poser med løg, tomater og chilli. Han fortæller at han en gang imellem rider ned til Thimphu for at proviantere og at besøgende også tager ting med til ham.

Mens vi venter på hestene tørrer de fugtige sokker og vi får røde kinder af brændeovens varme. Der er en behagelig afslappet stemning, mens eftermiddagen skrider frem. Ved firetiden dukker kokken op i følgeskab med hoppen og hendes føl, førstnævnte bærende på vores rygsække. Resten af hestene, inklusive fører, telte og øvrigt lejrudstyr befinder sig stadig oppe på bjerget i det dårlige vejr. Da klokken er ved at være mange bliver det besluttet, at vi overnatter her i klostret. Vi to tilrejsende bliver tilbudt klostrets gæsteværelse, mens de øvrige vil sove i køkkenet rundt om brændeovnen. Kort før mørkets frembrud høres endelig klokker oppe fra bjergskråningen. De fem resterende heste og en ret forkommen fører dukker ud af skumringen. Hestene bliver befriet for deres bagage og lamaen laver til te til hele selskabet. Derefter går kokken i gang med aftensmaden, da ingredienserne nu er ankommet. Lamaen trækker sig tilbage for at bede og udføre aftenens ritualer. Efter aftensmad og endnu en kop te trækker vi os tilbage til gæsteværelset, der ganske vist er uopvarmet, men sammenlignet med alternativet – et telt slået op i sneen udenfor – er dette nattely helt i top.

Morgenen starter tidligt i et kloster. Et kig ud under gardinet afslører de første morgenrøde solstråler på klostrets hvide vægge og snetutterne på muren. Lamaen har tændt et lille bål med røgelse i et hul i ydermuren. Det ryger kraftigt og skal vist holde onde ånder væk. Vi hopper ud af soveposerne og pakker vores grej. Udenfor rumsteres der med morgenmaden mens lamaens stemme høres – nu i gang med morgenes bønner. Da vi har spist viser han os klostrets tempel, der er et simpelt rum med tre statuer, smørlamper og de vanlige syv skåle med helligt vand. Vi ofrer en skilling som tak for husly og munkens venlighed. Hestene sadles og pakkes en sidste gang, tilbage er kun et par timers gang og 1.000 højdemeter ned, hvor Druk Path stien ender. Undenfor skinner solen og det klukker og risler fra den smeltende sne. Det bliver en mudret tur ned, først gennem rhododendron buske, siden gennem nåleskov.

Sådan endte vores tur i Bhutans bjerge noget anderledes end planlagt. Vi er en unik oplevelse rigere, og fulde af beundring over den varme og gæstfrihed vi blev tildelt højt oppe på bjerget.

Skrevet af Lene Christensen og Carsten Jørgensen under en tur til Bhutan i 2011.