Reflektioner over ovenskomstforløbet

Overenskomsten er vedtaget, og vi lever nu i en virkelighed, hvor vi har afgivet en stor del af vores forhandlingsstyrke på arbejdspladserne, da arbejdsgiveren kan diktere resultatet, hvis en løsning ikke kan aftales. Selvom det modsatte er sagt, er det en ny kriseoverenskomst. Lønstigningen for mig og mine kollegaer er på 5 % over 3 år, siden januar 2014 er inflationen (nettoprisindekset, se http://www.dst.dk/da/Statistik/emner/priser-og-forbrug/forbrugerpriser/nettoprisindeks) steget 3,1 %. Vores lønstigninger skal komme fra et sted, disse er nogle af muligheder:

Mindre overskud
Højere pris
Færre ansatte
Effektiviseringer

Ikke mange af disse er til gavn for arbejderne.

Der har været en masse debat, både lokalt de forskellige fagforeninger, på facebook og i medierne. Standpunkterne har været klart opridset fra starten. Fagbevægelsen top har været for aftalen, samt de enkelte forbund under LO, undtagen NNF har været for. En masse lokale fagforeninger, klubber, arbejdspladser og sjak har været i mod resultatet.

Først vi jeg fortælle lidt om to forskellige måder at opfatte, hvad demokrati er. Jeg vil vurdere fordele og ulemper ved begge. Derefter vil jeg med udgangspunkt i to forskellige fagforenings lederes udtagelser efter ok-afstemningen, fortælle om, hvad jeg håber der kommer til at ske i fagbevægelsen de næste tre år.

To forskellige demokratiopfattelser

Alf Ross og Hal Koch diskuterede demokrati efter 2. Verdenskrig. Det efterfølgende er taget fra en gammel artikel i Kristelig dagblad.

Ross lagde vægten på det formelle og definerede først og fremmest demokratiet på basis af princippet om flertalsstyre: at det skal være flertallet, der er udslaggivende i politiske afgørelser.

Koch lagde derimod vægten på det holdningsmæssige og karakteriserede i første omgang demokratiet som en livsform, der skal tilegnes, og et sindelag, der skal bibringes hvert nyt slægtled. Det, som nærmere bestemte den demokratiske livsform, var så ifølge Koch, at den ikke tillader, at politiske beslutninger blot består i, at flertallet tvinger sin vilje igennem, men at de skal fremgå efter en åben samtale, hvor hver enkelt vises respekt, og hvor samtalens formål også er at få indblik i modpartens syn på sagen og dermed også at få en rigtigere og rimeligere forståelse af konfliktens problem.

Alf Ross’ syn giver en nem og klar tilgang til demokrati. Den er simple og ligetil. Udlempen er, den er meget ekskluderende, og kan resultere i, at store dele af befolkningen ikke føler sig repræsenteret af flertallet. Desuden føler flertallet, at de kan forvalte magten, som de lyster, uden hensyntagen til folket, som helhed. Dette demokrati syn giver løsninger, der gavner flertallet. Det er måden demokrati er blevet opfattet mange steder de sidste 20–30 år.

Hal Kochs syn er meget svært at implementere, og kræver et ekstremt arbejde. Desuden forsætter den en respekt for folket som helhed. Fordelen er den er meget inkluderende, mindretallet betragtes ikke som tabere, men som en aktiv partner i den demokratiske proces, så den kan skabes løsninger, der gavner hele befolkningen.

Det er klart Hal Kochs demokrati syn jeg deler. Da jeg mener, det giver det mest stabile samfund. Den er også afspejlet i den socialistiske tankegang og menneskesyn.

To fagforeningsledere

Det første indlæg fra René Knudsen formand for HK kommunal hovedstaden.

Det er tydeligt, han mener mindretallet skal rette ind, og der ingen grund er til, at ændre noget på processen. Verbale angreb på individer eller fagforbund, hører ingen steder hjemme. Det har René selvfølgelig ret i. Der er altid nemmere at skyde på andre, end se indad. Hvis flere 3Fer havde stemt og stemt “nej”, så havde resultatet også været et andet. Denne frustration lader man gå ud over andre, det er ikke ok.

Det næste er fra Hans A. Sørensen formand for 3F Horsens og omegn, det er den fagforeningen jeg er medlem af.

Efter urafstemningen…

Der har på fjæsbog, og i kommentarer til de centrale forhandleres udtalelser væ-ret en masse — ret vrede og frustrerede kommentarer til resultatet — et samlet Ja. Og i den forbindelse er jeg ret sikker på, at vejen frem er at vende negativ energi til mere involverede og aktive medlemmer og nærkontakt mellem arbejdspladserne, fagforeningerne og forbundsledelserne!

Kædeansvar — JA tak

Sammenkædning — NEJ tak…

Efter afslutningen af urafstemningen 2017, hvor forligsmanden sammen med LO og DA offentliggjorde, hvor glade de var for den høje stemmeprocent — og at det blev et samlet JA, lige en kommentar:

Begejstringen for det her JA burde skiftes ud med beklagelse over, at de forældede og usympatiske sammenkædningsregler stadig gælder.

”Bunkebryllupper” blev en del af forligsmandsloven i 1934 efter pres fra DA. De havde i mange år arbejdet på at skabe samling, så overenskomsterne fik samme udløbsdato og længde. Og sammenkædningen var et stærkt ønske fra arbejdsgi-verne.

Der kan findes historisk eksempler på, at også LO-siden har haft fordel af sam-menkædning, men det har længe været oplagt urimeligt og demobiliserende.

Fire forskellige forbunds medlemmer blev især krænket i den her urafstemning:

Jernbaneforbundet havde en stemmeprocent 48,9 og NEJ fra 63,5 procent
3F havde en stemmeprocent 49,9 og NEJ fra 59,9 procent
Fødevareforbundet NNF havde en stemmeprocent på 74,8 og NEJ fra 87 procent
Malerforbundet havde en stemmeprocent på 52,6 og NEJ fra 60,2 procent

Samlet var der i de 12 forbund der deltog i OK2017 en stemmeprocent på 51,8 og NEJ fra 43,5 procent.

Tallene efterlader et klart praj om, at bunkebryllup og afstemningsregler SKAL ændres. Slut med at vilkårene for arbejdere i produktionsvirksomheder blandes med handel og administration og med bygge- og anlæg!

Krav, strategi og forhandling…

Ud over at det er et plagsomt problem med bunkebryllup og 40 procents regel ved afstemning, så er processen med udvikling af krav og bedre overenskomster noget, som i den grad er blevet afdækket.

Jeg og andre har argumenteret og kæmpet for et andet forhandlingsresultat og efterfølgende for et NEJ i urafstemningen via pladsen i 3F’s Hovedbestyrelse og med indlæg og oplæg i presse med mere.

Masser af aktive medlemmer i fagforeningerne og især på arbejdspladser (- meget udpræget bygge- og anlægsfolk men sørme også mange andre), har præsteret et fantastisk agitationsarbejde under urafstemningen.

Men ”apparatet fungerer”, og med mere eller mindre fine metoder er OK 2017 blevet lanceret som ”flotte fremskridt”, selv om det mest var ”Kejserens nye klæder”. Overenskomsterne er blevet, som industriforhandlerne og forligsmanden har “skramlet” dem sammen.

Nye ”kriseoverenskomster” selv om aktionærer og direktører for længst har aflyst krisen og tager for sig af værdierne!

Vi må nu de næste tre år manøvrere under de af flertallet godkendte aftaler. — Bruge det, der var ok, og med styrke og fantasi manøvrere omkring resten…

Det vil vi komme til at drøfte både i forbundenes ledelser og blandt aktive medlemmer i fagforeninger og på arbejdspladser. Og i hvert fald i 3F´s hoved-bestyrelse tror jeg, at en hel del er blevet grundigt overrasket. De måske lidt ”røde ører”, som de mange JA-anbefalere i ledelsen forhåbentlig har, bør nu — med hjælp fra det massive NEJ blandt 3F´erne — om-sættes til øjeblikkelige ændringer:

Vi skal have ændret i måden at håndtere krav på, så forhandlerne helt ander-ledes forpligtende inddrager fagforeningerne og de aktive medlemmer før og under forhandlingerne.
Det handler også om med det samme at få gjort op med de sammenkædnings-regler, som gør det muligt at tryne et NEJ-flertal f.eks. vores i 3F.
Det handler om at fastholde solidariteten, på en måde, så ingen forhandlings-udvalg kan afslutte forhandlinger, uden at det først er godkendt i fællesskabet. (Nøjagtigt som arbejdsgiverne betjener sig af at forhandle ”…med forbehold for DA´s godkendelse”)
Og så handler det f.eks. om, at strategi, forhandlings- og kampmetoder skal drøftes og forbedres.

”Regneark og træg reformisme”…

En anden side af OK2017 er også, at nu skal vi godt nok for alvor sætte gang i vores krav til et anstændigt samfund, som tager hensyn til menneskene og ikke til aktieoverskud og skatteunddragelse. ”Regneark og træg reformisme” skal ikke dominere vores fagbevægelse.

Dosmersedlen er lang. Ikke mindst:

Ret til uddannelse
Ordentlige vilkår for arbejdsløse
Ret til sundhedsydelser, hjælp ved sygdom og mulighed for revalidering
Ret til tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet med pension
Stop for konkurrenceudsættelse og udlicitering af vel-færdsopgaver
Sikring af ressourcer til de kontrolfunktioner, som understøtter fornuftige regler om skat, miljø, arbejdsmiljø og sikkerhed, og hvad der ellers hører til et solidarisk velfærdssamfund.

Der er ikke overraskelser i den liste, men at OK 2017 lige med et accepterer syste-matisk overarbejde frem for kortere arbejdstid viser, at vi skal på mærkerne!

Måske nogen undervejs har glemt det, men:

VI ARBEJDER FOR AT LEVE — VI LEVER IKKE FOR AT ARBEJDE!

God debat — og pas på vores fælles fagbevægelse…

Det skinner igennem hele indlægget, at Hans er interesseret i mindretallet, og arbejder for at synligøre deres synspunkter og frustrationer overfor flertallets repræsentanter. Så på længeresigt flere kan føle sig inkluderet. Her stikker Hal Koch sit hoved frem.

Jeg håber og forventer at Hans og hans ligesindede for rusket op i fagbevægel-sens top, og for dem til at anerkende, at der er meget langt fra de forskellige forhandlingsudvalg og hovedbestyrelserne til medlemerne.

Siden Per Christensen blev formand for 3F i setember 2013, har der været et øget focus på organisering på arbejdspladserne, hvor formålet har været, at vise medlemer og ikke-medlemer styrken ved faglige fællesskaber. Men det er en stor bet for denne proces, når man oplever, at blive underkendt, som har været tilfældet i overenskomstforløbet. Vi skal ikke tage let på, de frustrati-oner, der har været.

Tal nu ordenligt til hinanden.

One clap, two clap, three clap, forty?

By clapping more or less, you can signal to us which stories really stand out.