Danske Jeanette forsvarer voldsomme optøjer i Hamborg: Jeg betragter dem som nogle helt vildt seje aktivister

Knap 500 betjente er såret, hundredvis af butikker er smadret, og biler er blevet sat i brand i forbindelse med det omstridte G20 topmøde i Hamburg, og står det til danske Jeanette Kusk fra Silkeborg, så er den civile ulydighed helt i orden.

Det fortæller hun i et interview med TV 2 ØST og TV 2.

Jeanette Kusk var blandt de tusindvis af demonstranter, som de seneste dage har været på gaden i den tyske storby og dagligt har været i kampe med det tyske politi. Og hun mener, at det er helt i orden, at aktivisterne går hårdt til værks i deres forsøg på at råbe politikerne op.

Ifølge hende lever vi i en verden, hvor man må tage andre midler i brug end blot at sende en mail til politikerne. Derfor har hun også stor respekt for aktivisterne.

»Jeg betragter dem som nogle helt vildt seje aktivister, som har stået forrest, når politiet har angrebet. De er helt sikkert også blevet behandlet helt vildt dårligt på politistationen og i anholdelsesprocessen. Jeg har selv set mange blive anholdt på nogle meget voldsomme måder,« siger Jeanette Kusk til TV 2 ØST.

Hun tilføjer til TV 2, at den civile ulydighed er en nødvendighed, hvis man ønsker at råbe politikerne op.

»Vi prøver at råbe nogen op, og ved hjælp af civil ulydighed prøver vi på at skabe en bevægelse og en stemme til masserne og ikke kun til de få, som sidder på magten. Og ja, der er blevet smadret nogle banker og nogle andre ting, som bevarer kapitalismens interesser. Og der er blevet angrebet tilbage, når politiet har angrebet, men det er fuldstændig validt at gøre, når man bliver angrebet, og det er fuldstændig validt at udøve civil ulydighed, når man bliver undertrykt hver eneste dag af det system, som vi lever i,« siger hun til TV 2, men understreger samtidig, at hun ikke selv har raseret nogen butikker.

Men selv om Jeanette Kusk står fast i sin overbevisning om de metoder, som aktivisterne har taget i brug for at råbe politikerne op, lader det ikke til, at den overbevisning bliver bakket op af danskerne. Tager man et hurtigt blik ned over kommentarfelterne på de danske mediers Facebook-sider, så er der imidlertid ikke den store forståelse og sympati at finde for aktivisterne i Hamburg.

Sådan lyder det i langt størstedelen af kommentarerne, mens et mindre antal synes at have forståelse for den kamp, som aktivisterne kæmper.

Jeanette Kusk mener imidlertid, at det er medierne, der har været med til at fordreje virkeligheden af det, der lige nu sker i Hamburg. Ifølge hende er det politiet, der har angrebet aktivisterne, hvorefter aktivisterne blot har svaret igen, ligesom mange af de billeder, der bliver vist dernede fra, langtfra stemmer overens med den virkelighed, hun selv oplevede.

Hun medgiver dog, at der er ting, som er blevet smadret, men at det imidlertid er mindre end det, der dagligt bliver smadret i eksempelvis Syrien.