Redaktionen anbefaler: 10 børnevenlige arrangementer i efterårsferien

Der er ingen grund til, at ungerne skal tilbringe efterårsferien med øjnene klistret til en skærm. Ude i virkeligheden venter en lang række oplevelser. Her er ti af dem. God ferie.

Der er masser ting at give sig til i efterårsferien. Både for børn og voksne.

1. Tivoli Friheden

Er man ikke bange for lidt blod, sørger Tivoli Friheden for, at efterårsferien også bliver en (u)hyggelig Halloween-uge.

Vær med til at skære et rådyr op. Eller mindre blodigt; udhule et græskar. Man kan også møde DR’s Onkel Reje hver dag klokken 14.

Arrangementet foregår alle dage fra klokken 11–18. Onsdag og lørdag er der dog åbent til klokken 21, så man kan se parkens aftenbelysning og måske spise en halloween-buffet med hekseeliksir og vampyrfingre.

2. Djurs Sommerland

Djurs Sommerland inviterer til Magisk Halloween, hvor hjemsøgte huse og 25.000 græskar sørger for uhyggen. parken lover også, at der vil være raslende skeletter og ægte heksegys.

Åben 14–22. oktober i tidsrummet 10–18.

3. Den Gamle By

I Den Gamle By kan man i efterårsferien tage på en tidsrejse tilbage til 1864, 1927 eller 1974, hvor man skal hjælpe tre af datidens personer med hvert sit dilemma.

I 1927 er spørgsmålet, om 13-årige Ida skal tage sig en uddannelse, eller om hun skal blive ved kødgryderne som sine storesøstre.

I tidsrummet 10–17 på hverdage og 10–18 i weekenden.

4. Kvindemuseet

Kvindemuseet står den på kartoffelferie.

Bare rolig, man skal selv ikke grave kartofler op som i gamle dage, men have det sjovt blandt andet med kartoffeltryk, kartoffeldyr og kartoffelsækkeløb.

Der er sækkeløb mandag til fredag klokken 10.30–15.

Værkstedet holder åbent klokken 11–15.

5. Moesgaard Museum

Moesgaard Museum har lige åbnet den sidste af museets fem permanente udstillinger, “Fri os fra det onde”.

Den handler ikke om halloween, men om Middelalderen. Mød blandt andet den sorte død — mere uhyggeligt bliver det næppe.

Museet holder åbent alle dage i efterårsferien i tidsrummet 10–17. Onsdag til klokken 21.

6. Godsbanen

Okay — med alle disse børnearrangementer kan forældrene måske godt få brug for en puster i ferien.

Det kan man eksempelvis få sig på Godsbanen, der afholder ølmarked i Den rå hal fredag klokken 13–20.

7. Naturhistorisk Museum

Naturhistorisk Museum er det sidste chance for at se mammutterne i museumshaven. De store bevægelige “dyr” kan nemlig ikke lide sne og frost.

Man kan også opleve den traditionelle dissektion af vilde dyr i museets auditorium hver dag klokken 12.30. Det er altid en publikumsmagnet, så kom i god tid.

Man kan også grave efter bjørneknogler og møde en levende slange. Alle dage i efterårsferien 10–16.

8. Steno Museet

Er man den nysgerrige type, der ikke kan få nyt legetøj uden at skulle skille det ad som det første, kan man på Steno Museet, udfordre sig selv som ”Opfinder for en dag”.

Gå på opdagelse i alt fra stjernehimlen, supercomputere og satellitter til enzymer og edderkopper.

14. — 22. oktober klokken 10–16.

9. Gammel Estrup — Herregårdsmuseet

Gammel Estrup, Herregårdsmuseet, kan man samle æbler og lave sin egen most i orangeriet.

I køkkenet har køkkenpigerne travlt med at sylte og bage. Føler man sig allerede en smule efterårstræt, byder husjomfruen på hyldebærsuppe, der skulle være både sund og helbredende.

14 . — 22. oktober klokken 10–16.

10. New Danish Modern

New Danish Modern — Aarhus 2017s store designevent — rammer også efterårsferien med en lang række spændende arrangementer.

Børnene kan allerede fra fredag 13. rejse med Designmuseum Danmarks ungekorps på en tur ind i fremtiden. Hvad designer vi i fremtiden? Hvad vil vi erstatte mobiltelefonen med? Sidder man på stole i skolen og hvad med tandbørsten?

Laboratoriet er bemandet udvalgte dage fra 13.-21. oktober, og kan derudover udforskes på egen hånd